CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
Mere info
Dagens film

La Ciénaga
Argentina
Instruktør: Lucrecia Martel
Manuskript: Lucrecia Martel

Le fate ignoranti
Italien/Frankrig
Instruktør: Ferzan Ozpetek
Manuskript: Ferzan Ozpetek og Gianni Romoli

Traffic

Læs også...
Nyheder:
06-03-02:
Tyrkiet forbyder kontroversiel film om kurdere
14-06-01:
La Ciénaga til Europa
 
Artikler:
01-11-02:
Premiereportræt: Ferzan Ozpetek
04-02-01:
Berlinale 2001
 
Berlinale 2001: Familie, narkokrig og melodrama
 
Konkurrencefilm
 
Skrevet den 9/2-2001 af Jesper Vestergaard
 
 
Konkurrencens første film var den argentinske debutant Lucrecia Martels ensemblefilm La Ciénaga. Scenen er sat omkring en middelklassefamilie i et sommerhus med den fjendtlige nordargentinske sump som baggrund. Familien, vi møder, er i opløsning. Moderen, den dekadente diva Mecha, ligger i sengen, når hun ikke lige er i gang med at mikse drinks. Også manden i huset drikker, endda så kraftigt, at han har glemt, at hans datter ikke selv kan køre til byen, fordi hun kun er 15 år gammel.
Med personlige og fælles konflikter udtrykt hovedsageligt gennem fysiske sår, psykisk fordærv og kommunikationssammenbrud, er det en yderst dyster virkelighed, filmen viser. Men virkeligt ser det ud. Ubehageligt meget endda. Som dogmefilmene er man fluen i rummet, og ens blik tvinges rundt med det håndholdte kamera, der nogle gange er i hektisk bevægelse og andre gange helt i ro, når det i præcise og symbolske kompositioner fanger menneskene.
Lucrecia Martel, der har hentet inspiration i sin egen opvækst i en argentinsk provinsby, sagde til pressemødet: ”Min generation levede vores første år under diktatur. Man havde vænnet sig til en form stabilitet, vænnet sig til problemerne.” Nu ser det anderledes ud, og filmen præsenterer hendes bud på et portræt af en familie i en social klasse, der hverken har tradition eller sociale normer.

Fra La Ciénaga
Fra Istanbul til Rom
Dagens anden film var af den tyrkisk fødte Ferzan Ozpetek, som man i Danmark har haft mulighed for at stifte bekendtskab med gennem filmen Det tyrkiske bad og senest Harem suare, der kom direkte ud på video i efteråret. Fælles for de to film var, at de begge søgte tilbage til Istanbul og den kultur Ozpetek nu på 25. år har boet udenfor, i Rom. Fra de to ret alvorlige dramaer har han med filmen Le fate ignoranti (da.: Den uvidende fe) bevæget sig over i melodramaet.
Stedet er stadig af stor betydning for Ozpetek, der med filmen skildrer et livligt tværseksuelt miljø i Ostiense-kvarteret i Rom, hvor han selv bor.

Eksistentiel krise
Historien tager udgangspunkt i lægen Antonia, der i femten år har levet et lykkeligt og fredfyldt liv sammen med sin mand Massimo. Hendes livs første egentlige prøvelse bliver hun udsat for, da Massimo bliver dræbt ved et trafikuheld. Hun isolerer sig, og hendes eksistentielle krise fører hende til randen af selvmord. Men inden det når så langt, får hun den utrolige nyhed, at hendes tro ægtemand i syv år har haft en affære. Hun beslutter sig for at opsøge elskeren. Med kun efternavnet og adressen ankommer hun til elskerens lejlighed, hvor endnu et chok venter hende. Elskeren var en mand! Drevet af mysteriet om, hvordan hendes mand, som hun troede, hun vidste alt om. kunne have skjult så stor en side af sig selv, opsøger hun igen og igen manden og bliver på den måde indraget i et miljø, hvor kønnet har mindre betydning end kærligheden. De tager godt imod hende, og mødet med dem får hende til at indse, at livet har langt mere at byde hende, end hun havde forestillet sig.

Fra Le fate ignoranti
En mindre personlig historie
Et nyt syn på seksualitet er i høj grad tiltrængt specielt i katolicismens hovedstad. Sidste års hidsige debat i forbindelse med en homoseksuel festival og ikke mindst de næsten forstenede familietraditioner, der gør det næsten umuligt for de italienske unge at flytte hjemmefra, før de er over 30, gør i høj grad filmen aktuel i Italien. Det må dog siges, at Ozpetek med filmen har taget et skridt væk fra det stærke personlige engagement, der var drivkraften i hans to første film. Et tegn på det kan også spores i overgangen til melodramaet, hvor følelserne er mindre rene og en mindre betydningsfuld humor kommer til at spille en større rolle. Hvis man skulle gøre det kort, kunne filmen karakteriseres som en amputeret udgave af en Pedro Almodóvar film. Det spraglede galleri af personligheder og seksualiteter er på plads. Men gnisten og det brændende hjertes fantasi mangler.
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
Hvilken dengang ukendt skuespiller brød igennem i Joel Schumachers Tigerland?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google