CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
Mere info
Italiensk for begyndere

Instrukør og manuskript: Lone Scherfig
Danmark 2000

Skuespillere:

Anders W. Berthelsen (Andreas)
Anette Støvelbæk (Olympia)
Peter Gantzler (Jørgen Mortensen)
Ann Elonora Jørgensen (Karen)
Lars Kaalund (Hal-Finn)
Sara Indrio Jensen (Gulia)
m.fl.

Læs også...
Nyheder:
23-10-01:
Italienskholdet på Oscarjagt
 
Anmeldelser:
08-12-00:
Italiensk for begyndere
 
Artikler:
04-02-01:
Berlinale 2001
 
Berlinale 2001: Italiensk for begyndere stormer Berlinalen
 
Konkurrencefilm
 
Skrevet den 10/2-2001 af Kasper Christoffer Larsen
 
 
Det var egentlig ikke med store forventninger om international bevågenhed, man bevægede sig op til dagens tidlige morgenpressevisning af Italiensk for begyndere. Selvom filmen er en af sidste års største danske biografsuccesser, var det tvivlsomt om dogme-reglerne stadig kunne tiltrække opmærksomhed efter furoren omkring Festen og Mifunes sidste sang havde lagt sig. Men hverken amerikanere, spaniere, italienere eller sågår japanere synes at have fået nok at de danske kyskhedsløfter. Allerede i filmens første scene virkede publikum indforstået med den særlige underspillede danske humor, hvilket gav udslag i adskillige latterudbrud og ligefremme klapsalver under dialogerne; forhold som man hidtil ikke har oplevet under de øvrige konkurrencefilm, der ellers har budt på prominente navne som Steven Soderbergh, Mike Nichols, og Giuseppe Tornatore.


“Som når folk griner af dine vittigheder”
Filmen holdt under hele visningen sine tilskuere intest opmærksomme, og alle karaktererne gik uden undtagelse rent ind hos et publikum, der ikke undlod at vise sin udelte begejstring. Lone Scherfig var selv lige så begejstret på det efterfølgende pressemøde, ikke mindst fordi hun havde frygtet den internationale modtagelse af den ofte udprægede danske stemning og humor en smule. “Det er en følelse som når man fortæller en vittighed ved en middag og 10-15 mennesker griner. Her er det bare en biograf med 250 eller mere, og det gør mig glad”, sagde en afslappet og storgrinende Scherfig.

Dogme lever endnu
Spørgsmålene til instruktøren og skuespillerne drejede sig ellers mest om det hyppigt omtalte dogme-manifest. Skuespilleren Lars Kaalund lagde vægt på den frihed, det giver, at kameraet følger skuespilleren og ikke, som normalt, omvendt. “Det giver dig en mulighed som i teatret for at spille helt ud og ikke tænke på forstyrrende elementer som placering og kamera”, sagde Kaalund, hvortil Scherfig tilføjede, at Dogme ikke i sig selv skaber film, men at det er med til at åbne for givende og spændende ideer.


“Film er præcis ligesom virkeligheden”
- svarede den charmerende Sara Indrio Jensen til pressens spørgsmål, om filmen ikke i højere grad er et moderne eventyr, hvor alle har mulighed for at blive lykkelige frem for den normalt mere alvorlige dogmefilm, hvis regler pålægger instruktøren at søge sandheden. “Selvfølgelig kan alt ske”, uddybede Scherfig, “ - se bare hvor jeg sidder lige nu!... men jeg synes nu filmen har 2 lag. Umiddelbart ser man det ydre og lette, men nedenunder gemmer der sig mere seriøse temaer, som bl.a. sorgen”. Scherfig bedyrede også, at filmens intention ikke er at fortælle folk hvad lykke er, men snarere at man har muligheden for at opsøge den, og at det rent faktisk kan lykkes.

Bjørne-muligheder?
Selvom den danske humor viste sig at være international forenelig er det stadig tvivlsomt om Italiensk for begyndere har nogen chancer i kampen om priserne. Først og fremmest fordi ét er publikum og noget andet er jury, og det danske bidrag har da også i forvejen været spået en bedre skæbne på filmmarkedet end ved bjørne-uddelingen, hvor humor alene ikke er nogen garant for god placering. Dertil kommer selvfølgelig, at stadig 18 vidt forskellige og forhåbentlig interessante overraskelser venter forude. Men bjørne eller ej - dansk film kunne ikke ønske sig en bedre start på Berlinale 2001.
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
Hvem er det Kirsten Lehfeldt mindeværdigt serverer 'røde pølser i kartoffelmos' for i Flamberede hjerter?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google