CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Copyright:
Nordisk Film, foto: Per Arnesen
 
Mere info


Åke Sandgren
Født: 13. maj 1955 i Umeå, Sverige

Baggrund:
Har studeret film og filosofi.
Uddannet på Den Danske Filmskole 1979.
Har vundet Guldbjørnen for Bedste Kortfilm i Berlin i 1984 for filmen Cykelsymfonien.
Har vundet Det Svenske Filminstituts Guldbagge i 1990 for Bedste Instruktion for Miraklet i Valby, samt Guldbaggen for Bedste Manuskript (sammen med Stig Larsson)
Har vundet Det Danske Filmakademis Robert for Bedste Manuskript i 1990 (sammen med Stig Larsson) for Miraklet i Valby.


Spillefilm:

Et rigtigt menneske, 2001

Dykkerne, 2000

Stora och små män, 1995

Slangebøssen, 1993

Miraklet i Valby, 1989


Læs også...
Nyheder:
28-09-04:
Nye film på vej fra Sandgren og Johansen
27-08-03:
Arven i konkurrence i San Sebastian
03-07-02:
Flere priser til Sandgren
11-04-02:
Et rigtigt menneske i Uruguay
06-11-01:
Danske prisvindere
30-09-01:
Lille pris til Et rigtigt menneske i San Sebastian
20-09-01:
Dansk festivalcomeback i Spanien
 
Anmeldelser:
12-08-05:
Fluerne på væggen
11-04-03:
Lykkevej
14-11-01:
Et rigtigt menneske
 
Artikler:
19-09-01:
Integration på plakaten
 
Åke Sandgren: Et rigtigt menneske
 
Premiereinterview
 
Skrevet den 27/4-2001 af Jesper Vestergaard
 
 
Kun godt et halvt år efter premieren på Dykkerne er den svenskfødte instruktør, der er bosat i Danmark, nu klar med endnu en film. Han har kastet sig i kyskhedsløftets vold og lavet en dogmefilm om en fantasifigur, der pludselig bliver kastet ind i virkeligheden. Uden sprog, uskyldig og med de bedste intentioner gør han alt, hvad han kan for at blive Et rigtigt menneske. Jeg mødte Åke Sandgren på sit kontor på Nordisk Film i Valby til en snak om dogmer, frihed og magi.


Udfordring og behov
De to tidligere film du har lavet i Danmark Miraklet i Valby og sidst Dykkerne har været meget effektbårne og næsten så langt man kan komme fra dogme i Danmark. Hvad fik dig til at tilslutte dig kyskhedsløftet og prøve kræfter med dogme?
”At lave tju-bang film er lidt en side i mig, som jeg kan lide at dyrke. Men jeg har også lavet andre typer film. Slangebøssen og Stora och små män, som jeg har lavet i Sverige, er helt anderledes og har ingen effekter af nogen art. Jeg føler, at jeg har to sider i mig, så det var ikke sådan, at jeg tænkte, at skulle jeg helt skifte hest.
Dogmekonceptet er selvfølgelig i sig selv en udfordring, men det er også et behov. Et behov for at lave film på en anden måde.”

I gang med det samme
Arbejdet på Et rigtigt menneske gik i gang umiddelbart efter Dykkerne. Han fortæller:
”Jeg skrev manuskriptet på en måneds tid, da jeg mixede Dykkerne. Det er en film, jeg har skrevet og udviklet ’med det samme’. Den har ikke ligget og lagret på instituttet for eksempel. Der er ofte en ret lang ekspeditionstid, der kan være meget trættende og uinspirerende. Det ligger også i dogmes kraft, at man kan gå i gang med det samme.”
Hvor fast fulgte i så manuskriptet under optagelserne?
”Jeg havde en rammeidé som jeg arbejdede udfra. Men udviklingen med forældreparret for eksempel er helt ny. Det er det, som er så dejligt ved konceptet, at man skriver det selv, uden at folk skal blande sig i det. Det er enormt skønt.
Det kan være lidt provokerende udfra systemets måde at se det på, altså dem som skal udbetale penge fra instituttet, at de skal yde støtte til noget, de ikke har set.
Det fine ved en film som denne er også, at der er korte optagelser og stort set ingen efterarbejde, så man bliver meget hurtigt færdig med den.”

Nikolaj Lie Kaas kommer til Verden som P
På dogmeoptagelse
Hvordan har du forholdt dig til de forventninger, der er til at lave en dogmefilm?
”Jeg har prøvet slet ikke at tænke på det. Jeg synes ikke, at succes er kriteriet. Det er så hård en ting at have med at gøre. Det orker man ikke at tænke på. Jeg har forholdt mig til det positive: energien og det lystbetonede, der kommer ud af dogmeoptagelserne. Det er det, der er drivkraften.”
Hvordan var det at arbejde sammen med Dirk Brüel, der ellers er kendt for sine rolige og smukke billeder?
Dirk Brüel er jo den mest erfarne danske spillefilmsfotograf, der findes. Han måtte virkelig sluge mange kameler. Han var nærmest i chok”, griner han. ”Men han synes, at det var spændende. Bare det, at der ikke er lyssætning overhovedet, at man kun kan bruge de midler, der er på scenen.”

Reglerne skal ses positivt
Hvad er de største ulemper ved dogmereglerne?
”Ulemperne er der. Men det handler om, at leve med dem og lave det om til noget positivt. Man kan sagtens grine af det mange gange, for man gør jo visse ting, hvor man tænker, »hvorfor gør du egentlig det her?« Der er ting som er fuldstændigt meningsløse, som publikum kan være helt ligeglade med. Hvis der for eksempel går koks i noget under en optagelse, så har man jo normalt fat i lyden fra et andet take og kan lægge det ind over. Det kan være en lille dum replik som »hejsa« eller »farvel«. Det kan man ikke her, der må man optage scenen om.
Der er en del af de små ting, der ryger med på den færdige film, men der er en smertetærskel. Hvis man ikke kan høre, hvad der bliver sagt for eksempel.”

Ud i virkeligheden
Hovedpersonen i filmen, P, bliver først sendt ud i Sandholmlejren. Hvad var dine tanker omkring det?
”For mig var det spændende at se stedet og personen der. Det virkede helt naturligt, at hvis man mødte sådan en som ham, at man så ville tænke, at han sikkert er flygtning og sikkert har fået et granatchok, eftersom han ikke kan tale.
At han havner derude var lidt en sjov tanke, men også lidt provokerende. At det ligesom er det sted i Danmark, hvor man kan blive dansk.”
Det med, at man, for at få asyl, blot skulle kunne sige ordet, er det rigtigt?
”Ja det er fuldstændigt rigtigt. Den scene, hvor han ankommer, fandtes ikke i manuskriptet. Det var noget, jeg fandt ud af, da jeg kom derud. Jeg spurgte dem, hvad der sker, hvis der kommer en person uden sprog. Kan han så ansøge? Det er sådan, at hvis man blot kan sige ordet ’asyl’, så går den danske lov i gang og beskytter vedkommende.
Ideen omkring Sandholmlejren var lidt af en skrivebordskonstruktion, så jeg havde det sådan, at når vi skulle optage det, så skulle vi gå ud i virkeligheden og bare gøre det, som man gør uanset hvad. Det gjorde vi også, da vi optog på politistationen. Vi spurgte os frem - »Hvad gør man så nu?« – og gik ud fra det”
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Danske instruktører:
 
Sami Saif: At lade virkeligheden tale til publikum
Ole Christian Madsen: En kærlighedshistorie
Den venlige diktator
Gert Fredholm: På banen igen
Martin Schmidt: Den selvlærte instruktør
Søren Fauli: Den første spillefilm
Kristian Levring - Ørkenvandring

Quiz
Hvilket kælenavn bruger agent Mansley ikke om Hogarth i Drengen og jernkæmpen?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google