CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
 
Mere info
Vittorio Storaro

Filmografi, som cheffotograf:

Giovinezza, giovinezza, 1968
Instruktør: Franco Rossi

Delitto al circolo del tennis, 1969
Instruktør: Franco Rossetti

Fuglen med krystalfjerpragten, 1969
Instruktør: Dario Argento

Edderkoppens strategi, 1969
Instruktør: Bernardo Bertolucci

Medløberen, 1970
Instruktør: Bernardo Bertolucci

L’Eneide, 1970
Instruktør: Franco Rossi

Giornata nera per l'arietem 1971
Instruktør: Luigi Bazzoni

Addio fratello crudele, 1971
Instruktør: Giuseppe Patroni Griffi

Corpo d’amore, 1971
Instruktør: Fabio Carpi

Orlando furioso,
Instruktør: Luca Ronconi

Sidste tango i Paris, 1972
Instruktør: Bernardo Bertolucci

Blue Gang, 1973
Instruktør: Marc Meyer (Luigi Bazzoni)

Malizia, 1973
Instruktør: Salvatore Samperi

Giordano Bruno, 1973
Instruktør: Giuliano Montaldo

Identikit, 1974
Instruktør: Giuseppe Patroni Griffi

Le Orme, 1974
Instruktør: Luigi Bazzoni

Scandalo, 1975
Salvatore Samperi

1900, 1976
Instruktør: Bernardo Bertolucci

Agatha Christie mysteriet, 1978
Instruktør: Michael Apted

Luna, 1979
Instruktør: Bernardo Bertolucci

Dommedag nu, 1979
Instruktør: Francis Ford Coppola

fortsættes…

Links
Storaro p&aring
Interview med Allen Daviau, ASC & Bob Fisher for International Cinematographers Guild
Storaros takketale ved uddelingen af ASCs Lifetime Achievement Award
Dune-seriens officielle website

Læs også...
Nyheder:
02-03-04:
Filmhistorien fra a–z i Cinemateket
19-11-03:
Exorcisten må starte forfra
04-09-03:
Bertolucci må klippe film om til USA
03-09-03:
Guldløve til legendariske De Laurentiis
01-03-01:
En time længere ’Dommedag’ på Cannes
 
Anmeldelser:
22-04-02:
Goya i Bordeaux
05-03-02:
Dommedag nu
20-02-02:
Dune - The Miniseries
07-09-01:
Dommedag nu
22-08-01:
Picking Up the Pieces
15-06-01:
Sidste tango i Paris
25-05-01:
Goya i Bordeaux
14-06-00:
Sidste tango i Paris
 
Artikler:
18-07-03:
Premiereinterview: Kristian Levring
 
Vittorio Storaro – Lysets mester
 
Portræt
 
Skrevet den 30/5-2001 af Jesper Vestergaard
 
 
Italieneren Vittorio Storaro er blandt sin generations allerstørste filmfotografer. I løbet af sin bemærkelsesværdige karriere har han sammen med instruktører som Bertolucci, Coppola og Warren Beatty skabt af en række af sin tids mesterværker.
Tre gange har han vundet en Oscar for Bedste Fotografering, han har lavet billederne til film som Sidste tango i Paris og Apocalypse Now, og den 60-årige Storaro er stadig aktiv som filmskaber med nye ideer for fremtiden.

Marlon Brando og Maria Schneider i Sidste tango i Paris
Billeder fra barndommen
Vittorio Storaros karriere blev formet allerede fra barneårene. Han blev født i Rom i 1940, og som 11-årig bød hans ambitiøse far, der var filmfremviser, ham at studere fotografi. Hans fornemmelse for billedernes betydning i film blev tidligt understøttet. Når han sad sammen med faderen i de lille fremviserrum og så filmene, var det uden lyd. Faderen havde desuden sat en lille biograf op i baghaven til Vittorio og hans venner, hvor de sad og så Chaplins stumfilm.
Selvom faderen havde presset ham i gang, var Storaro tidligt klar over, hvad han ville. Som 16-årig søgte han ind på den nationale filmskole Centro Sperimental di Cinematografia i Rom. I første omgang blev han afvist pga. sin alder, men da han søgte ind igen som 18-årig blev han optaget sammen med kun to andre ud af 500 ansøgere.

Mødet med Bertolucci
I løbet af sin læretid på filmskolen fik han adskillelige tilbud. Han var dog meget bevidst om, at uddannelsen var det vigtigste. Efter skoletiden havde han allerede haft en del jobs som kameraoperatør, men valgte at gå tilbage til assistentrollen for at arbejde for Camillo Bazzoni, der var fotografen Aldo Scavardas kameraoperatør på filmen Før revolutionen. Storaro var da 23 år gammel, og filmens instruktør var 22 år, debutant og hed Bernardo Bertolucci. Det møde skulle få helt afgørende betydning for Storaros virke. Om Bertolucci dengang har han sagt: ”Det var et chok for mig at være vidne til hans klarsyn og styrke. Han vidste præcist, hvordan han ville bruge kameraet. I mine øjne var han den ideelle instruktør.”

Cameos i Apocalypse Now: Storaro med kameraet og Coppola til højre
Bomærket
I årene omkring 1963-1964 opstod, der en krise i den italienske filmindustri, og der var ikke mange jobs at få. I den periode vendte Storaro tilbage til studierne for at udvikle sin kulturelle horisont. Han ville lære at forstå og fortolke de historier, han skulle bruge sin tekniske viden og kunnen til at udtrykke. Han studerede bl.a. Rembrandt, Faulkner, Vermeer og Caravaggio og også Mozart, filosofi og litteratur.
Da det begyndte at gå fremad for filmindustrien igen fik Storaro sit første job som cheffotograf. Det skete i Franco Rossis film Giovinezza, giovinezza fra 1968. Om sin første film fortæller han senere: ”Det var ligesom min første forelskelse. Det var den første gang, jeg havde muligheden for at udtrykke mig selv i en hel ’opera’…Jeg kan huske, at to dage før optagelserne var slut, græd jeg som et lille barn…Det var det smukkeste øjeblik i mit liv. Jeg var på vej til at tabe noget meget, meget vigtigt: uskyldigheden ved at gøre noget for første gang.”
Han ser selv resten af sin produktion som videreudviklinger af ting, der blev født i den film. ”Min første film er som et bomærke.” Giovinezza, giovinezza er i øvrigt den eneste film Storaro har fotograferet i sort/hvid.

At skrive med lys
Da han i 1969 vendte tilbage for at arbejde for Bertolucci havde han udviklet en usædvanlig modenhed og bevidsthed om sit arbejde. Hans tilgang til en ny film gik ud på, efter at have læst manuskriptet og talt med instruktøren, at visualisere historien for sig og at danne sig et indtryk af, hvordan filmens grundlæggende idé kunne repræsenteres på symbolske, følelsesmæssige, psykologiske, realistiske og fysiske måder. Hvis ikke de indtryk har passet med instruktøren, har han hellere sagt nej til et projekt.
Fra starten var han mest af alt optaget af lyset og bekymret for alle de tekniske hjælpemidler, som linserne, filmstrimlen, fremkaldelsen, fremvisningen osv., der kom imellem ham selv, lyset og publikum. Efter i en sæson at have arbejdet indenfor teatret indså han, at lyset var selve kilden, og at teknikken omkring var en del af hans samlede udtryk. Først da, siger han, forstod han, hvad filmfotografering gik ud på. Han ville ”skrive med lyset”. Hans mål var samtidig med en films historie at fortælle en historie med lyset, så man igennem det og farverne kunne føle og forstå det bevidste og det ubevidste. ”Med min følsomhed, min struktur og min kulturelle baggrund prøver jeg at udtrykke, hvad jeg i virkeligheden er,” var hans udgangspunkt.

Sidste tango i Paris
Efter at have afsluttet optagelserne til kultinstruktøren Dario Argentos Fuglen med krystalfjerpragten var han tilbage hos Bertolucci. I alt ni film har de to lavet sammen. Fra 1969 til 1972 lavede de Edderkoppens strategi, Medløberen og Sidste tango i Paris sammen. Med sine scener, der udspiller sig i næsten helt skygge, anerkendes Medløberen stadig som et stort skridt indenfor filmfotograferingen. Også Sidste tango i Paris skabte opmærksomhed med sin historie, der havde Marlon Brando i centrum, og sit eksplicitte seksuelle sprog. Den markerede samtidig et kompositorisk højdepunkt for Storaro, der her, udover sit fortsatte arbejde med at udtrykke det bevidste og det ubevidste gennem lys og skygger, genskabte billederne af forvredne sjæle ved flere steder at filme gennem knuste spejle og matteret glas.

Apocalypse Now
I 1976 fuldendte han det første lange samarbejde med Bertolucci, da han fotograferede hans mammutværk, den mere end fem timer lange 1900. I mellemtiden havde Bertolucci introduceret ham for Francis Ford Coppola. Til fordel for Coppola afslog han storproducentens Dino De Laurentiis' tilbud om at fotografere en filmatisering af Frank Herberts Dune, en opgave, der som bekendt siden endte hos Freddie Francis, der fotograferede for David Lynch med et diskutabelt resultat.
Coppola ville have ham med på Apocalypse Now. Da Storaro som led i forberedelserne læste Joseph Conrads roman ”Heart of Darkness”, som filmen er inspireret af, havde han hurtigt dannet sig sin vision af filmen: En kultur ovenpå et anden. Kernen i visionen var konflikten mellem de to kulturer, som Storaro omsatte til konflikten mellem det kunstige lys og det naturlige lys. Også konflikten mellem lys og skygge udspiller sig i filmen. Fra den verden som Vietnam-krigen udgjorde følger man Captain Willards rejse op ad Nung floden dybt ind i Cambodjas jungles. Det naturlige lys, som den ydre rejses første del er skildret i, kulminerer i ’postkortet’ fra surferscenen. Og den indre rejses sidste del ender næsten bogstavelig talt i mørkets hjerte, hvor Willard finder frem til Kurtz, der sidder i skyggen i sit imperium badet i unaturligt orangerødt lys. Overgangen til både den transcendente virkelighed, som Kurtz’ imperium udgør, og til den endelige psykologiske transformation Willard gennemløber, understreges entydigt og skarpt af Storaros billeder. Apocalypse Now indbragte ham da også en Oscar for Bedste Fotografering og slog for alvor hans navn fast på den internationale scene.
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Kameraet som pensel:
 
Goya i Bordeaux
Sidste tango i Paris
Dune - The Miniseries
Picking Up the Pieces
Dommedag nu

Quiz
Hvem lægger stemme til den vise kung fu-mester Shifu i Kung Fu Panda?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google