CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
 
Mere info
Gert Fredholm

Mini-biografi

Dansk filminstruktør. Født 18. november 1941.

Bedst kendt for filmene At klappe med een hånd (2001) og Den forsvundne fuldmægtig (1971), der gav ham en Bodil for bedste film og deltagelse i hovedkonkurrencen på Den Internationale Filmfestival i Berlin

I mellemtiden har han instrueret spillefilmene Terror (1977) og Lille Virgil og Orla Frøsnapper (1980).

Gert Fredholm har desuden arbejdet som produktionsleder og instruktørassistent for bl.a. Henning Carlsen og lavet en del arbejde for TV.

Han har været filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut, projektleder for UNESCO's Film Trainee Project i Zimbabwe og underviser på Den Danske Filmskoles instruktørlinie, som han også ledede i årene 1992-1998.

Læs også...
Nyheder:
24-09-04:
Ove Sprogøe genoplives lørdag
 
Anmeldelser:
12-06-06:
Dommeren [DK]
19-03-02:
At klappe med een hånd
 
Artikler:
22-08-01:
Peter Gantzler: En ny overraskende rolle
22-08-01:
Jens Okking: Tilbage i arbejdstøjet
22-08-01:
Susanne Juhasz: Når kameraet kører
 
Gert Fredholm: På banen igen
 
Premiereinterview
 
Skrevet den 22/8-2001 af Jesper Vestergaard
 
 
Det er en veloplagt og snakkesaglig instruktør, jeg møder et par dage inden premieren på At klappe med een hånd. Gert Fredholm, der i sin tid fik et gennembrud med Den forsvundne fuldmægtig, er tilbage i instruktørstolen for første gang i tyve år.


To gange Gert
Efter 20 år uden at have instrueret en spillefilm stødte du pludselig på manuskriptforfatteren Gert Duve Skovlund. Hvad skete der?
”Der var en ung komponist, der sendte nogle promotions-cd’er ud til filmbranchen. Af en eller anden grund var følgebrevet til mig kommet ned i Gert Duves kuvert, pga. vores fælles fornavn, og han ringede så til mig.
Jeg kendte ham tilbage fra filmskolen og kunne huske hans evner til at være sjov, til at spinde en ende og være god til at fortælle en anekdote. Meget levende og skæg at være sammen med, og meget menneskelig observant. Så vi har altid grinet og haft det sjovt sammen. Jeg var instruktørlærer dengang, og han var elev på den første årgang på manuskriptlinien.
Han ringede og fortalte, at han havde fået et brev til mig. Så snakkede vi lidt om det og opdagede pludseligt, at der var gået to timer, hvor vi havde snakket om livet og drømmene, om kvinder og filmskolen, fortællinger og alt muligt andet. Og ud af den lette måde, vi snakkede sammen på, var det helt naturligt, at vi skulle mødes, og se om ikke vi kunne finde ud af et eller andet.”

”Det der med familien”
Den 59-årige instruktør har langt fra ligget stille siden sin forrige film Lille Virgil og Orla Frøsnapper fra 1980. Med arbejder for TV, som underviser på Filmskolen og som instruktørassistent og produktionsleder for bl.a. Henning Carlsen, har Fredholm bevaret fødderne sikkert i filmbranchen. Der har da også været flere ideer undervejs. Nogle som aldrig blev til noget, og andre som er blevet finpudset under arbejdet med At klappe med een hånd.


Om historiens baggrund fortæller han: ”Vi kom til at snakke om det her ’odd couple’, som er en reminiscens af, at jeg engang havde et projekt sammen med Erik Thygesen, som skrev manuskriptet til Den forsvundne fuldmægtig, og som nu desværre er død, og min gode gamle ven Erik Crone, som nu er direktør for Nordisk Film og har produceret de tre øvrige film, jeg har lavet.
Vi ville gerne lave en historie med Ove Sprogøe i hovedrollen. Ideen var at spørge ham, hvilken figur han havde lyst til at spille, om der var en eller anden karakter eller et karaktertræk, som vi kunne udvikle en historie ud fra. Det havde jeg ikke hørt, at der var nogen, der havde gjort før, så det havde vi lyst til at prøve. Vi elsker Ove Sprogøe og har stor respekt for ham, så det skulle være en slags hyldest.
Vi holdte et dejligt morgenkaffemøde med ham, hvor han sagde han, at han ikke havde nogen ide på den måde, »men det der med familien, er det blevet ordentligt behandlet?«.
Erik Thygesen skrev så en historie, som hedder ”Gaden i Ringsted”, som handler om en pensioneret politikommissær, som har mistet sin kone, og som har svært ved at håndtere, at hans gamle makker gennem hele livet, den ene hest i tospandet, falder væk. Han kommer ned og bor hos sin datter, hvor han også møder sine børnebørn og etablerer nogle medmenneskelige relationer der. På den måde finder han sig selv, forsoner sig med sin gud og bliver i stand til at leve livet videre.
Så kom der jo altså til at gå tyve år, siden vi arbejdede på det manuskript, som aldrig blev til noget, som der er så mange filmprojekter, der ikke gør – hvilket også er en af forklaringerne på, at der er gået tyve år, siden jeg sidst har instrueret en spillefilm.
Men det, der blev tilbage, var denne ide om en pensionist i en eller anden form, der står over for det sidste kapitel i livet. Hans kone er død, og han kan gøre, hvad han vil. Han er en såkaldt fri mand og kan realisere alle små dumme drenges drøm, om at tage til Spanien med penge på lommen og med en yngre model. Den idé havde jeg altså helt tilbage fra Erik Thygesen, Ove Sprogøe og Erik Crone. Og det blev til Svensson-figuren.”

En rigtig Okking
Skal filmen så forstås som lidt af en hyldest til Jens Okking? Var han tænkt med i manuskriptet fra starten?
”Ja, altså da jeg begyndte at arbejde med Gert Duve, så skrev vi altid i de første linier i udkastene: »Den karismatiske, brutale, intelligente Orson Welles-agtige Svensson…«. Vi kunne hurtigt se, at det var en rigtig Jens Okking-rolle. Men han sad jo dernede i Bruxelles i EU og boede slet ikke i Danmark, så jeg forestillede mig slet ikke, at det ville være realiserbart. Det ville være dumt og drømmerisk at tro, at han ville kunne frigøre sig i seks uger for at spille en hovedrolle i en film.
Men da han er gode venner med Mikael Olsen (filmens producer), som har gået og lavet en portrætfilm om ham, så havde de god kontakt med hinanden. Mikael fortalte ham, at han skulle i gang med at producere sin første spillefilm. Jens svarede sådan helt venskabeligt, at hvis vi turde, så kunne vi lade ham læse det. Han har jo studeret dramaturgi i 30 år, så det var måske en god ide at lade hans friske øjne kigge på det. Det gjorde han så, og han havde også i mellemtiden sagt, at han jo godt kunne mærke den gamle cirkushest sparke lidt i halmen, så hvis der var en lille rolle, hvor han kunne komme ind med et brev eller sådan noget, så ville han da gerne være med…
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Danske instruktører:
 
Sami Saif: At lade virkeligheden tale til publikum
Ole Christian Madsen: En kærlighedshistorie
Den venlige diktator
Martin Schmidt: Den selvlærte instruktør
Åke Sandgren: Et rigtigt menneske
Søren Fauli: Den første spillefilm
Kristian Levring - Ørkenvandring

Quiz
I hvilken film har Keanu Reeves spillet overfor Uma Thurman, Glenn Close og Michelle Pfeiffer?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google