CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Copyright:
Sandrew Metronome - Britta Krehl
 
Mere info
Ole Christian Madsen

Danske Filminstruktør. Uddannet ved Den Danske Filmskole 1993.

Siden afgangen fra filmskolen i 1993 har Ole Christian Madsen været en af vores mest aktive instruktører. Efter et mindre gennembrud med novellefilmen Sinans Bryllup i 1996 spillefilmdebuterede han med Pizza King i 1999. Efterfølgende har han instrueret Danmarks Radios kæmpesatsning, den seks timer lange TV-serie Edderkoppen om Københavns kriminelle underverden efter 2. verdenskrig. Han har desuden instrueret afsnit af både Taxa og Rejseholdet.

Sinans Bryllup og Pizza King er de første to film i en planlagt trilogi om det københavnske indvandrermiljø.

Ole Christian Madsen er desuden medstifter af Nimbus Film.

For Pizza King modtog han "Guldmånen" i år 2000 på Valencias Internationale Filmfestival.

Filmografi:

En kærlighedshistorie, 2001
Edderkoppen, 2000 (TV-serie)
Pizza king, 1999
Sinans bryllup, 1997 (novellefilm)
Stormfulde hjerter, 1994 (TV-film)
Lykkelige Jim, 1993 (afgangsfilm)
Kun for forrykte, 1988 (dokumentar)

Har desuden instrueret afsnit af:
Rejseholdet, 2000
Taxa, 1997

Læs også...
Nyheder:
18-03-04:
Ole Christian Madsen filmatiserer Nordkraft
28-03-03:
Danske film i Rom
24-09-02:
Italienske priser til En kærlighedshistorie
03-03-02:
Bodilpriserne 2002
03-02-02:
En kærlighedshistorie blev den store Robert-vinder
22-12-01:
Statens Kunstfond præmierer Ole Christian Madsen
05-08-01:
To dogmefilm til canadisk filmfest
29-06-00:
Pris til Ole Christian Madsen
 
Anmeldelser:
06-10-05:
Nordkraft
23-04-02:
En kærlighedshistorie
 
Artikler:
28-10-01:
Stine Stengade: Intensitet og afveksling
28-10-01:
Ole Christian Madsen: Nye tider
28-10-01:
Lars Mikkelsen: Usikkerheds-momentet
 
Ole Christian Madsen: En kærlighedshistorie
 
Premiereinterview
 
Skrevet den 28/10-2001 af Jesper Vestergaard
 
 
Endnu engang er der kommet stærke sager ud af den danske dogmebevægelse. Denne gang hedder instruktøren Ole Christian Madsen og filmen En kærlighedshistorie.
Siden afgangen fra filmskolen i 1993 har Ole Christian Madsen været en af vores mest aktive instruktører. Efter et mindre gennembrud med novellefilmen Sinans Bryllup i 1996 spillefilmdebuterede han med Pizza King i 1999. Efterfølgende har han instrueret Danmarks Radios kæmpesatsning, den seks timer lange TV-serie Edderkoppen om Københavns kriminelle underverden efter 2. verdenskrig. Han har desuden instrueret afsnit af både Taxa og Rejseholdet.
Nu har den 35-årige instruktør skåret ind til benet og fokuseret på det kriseramte ægtepar Kira (Stine Stengade) og Mads (Lars Mikkelsen), der kæmper for kærligheden og familien efter hendes tilbagevenden fra en psykiatrisk afdeling.

Stine Stengade og Lars Mikkelsen
Ægteskab og længsler
Du har flere steder kaldt det en film om ægteskabet og om din generation. I virkeligheden er det jo en ret tæt historie om et ægtepar i en dyb krise, som det kun er de færreste, der oplever
”Det, jeg mener med generationsportræt, er, at jeg, da jeg skrev historien, forsøgte at samle nogle ting, som jeg kunne se ske i de ægteskaber, jeg havde tæt inde på livet. Det her meget besværlige tidspunkt, når man har været gift i en syv-ti år og har fået nogle børn. Lige pludselig kommer kærligheden på en meget kraftig prøve. På det tidspunkt har man tabt noget. Man har tabt en uskyld i forholdet. Dels til omverdenen, men især overfor partneren. Det er her kærligheden virkelig skal stå sin prøve. Det var den generelle følelse, som filmen skulle beskrive.

Så har jeg selvfølgelig dramatiseret det, således at dette tab af kærlighed er symboliseret ved hendes indlæggelse. Planen var at sige, hvad er det for nogle sindssyge ting, vi gør i vores parforhold. Filmen portrætterer nogle af de ting, som alle fra min generation kender eller kan nikke genkendende til og også bliver meget ramt af, når de ser filmen. Det, tror jeg, er fordi, jeg har samlet erfaringerne rundt om mig, i mit eget liv.

Ole Christian Madsen
Historien kommer fra, at beskæftige sig med ægteskabet som rum for længsler. De er begge to meget længselsfulde personer i filmen. De har længsler i alle mulige retninger. De har en primær længsel mod hinanden, som er ved at briste. Hun har længsler mod at elske. Hun er meget kraftigt i stand til at elske og kan ikke finde den kærlighed mere i sit parforhold. Han har en meget kraftig længsel mod at få et liv, der fungerer.
Jeg tror i virkeligheden, at de her to personer er den samme person. De repræsenterer forskellige sider af vores længsler. Den pragmatiske, der vil have et roligt, fornuftigt liv, den der har de store længsler udadtil, og den der vil elske og få det til at fungere indadtil.”

Kort og intenst
Hvordan har forberedelserne til filmen været?
”Ideen var at lave så intens, hudløs og stærk en fortælling om kærlighed, som jeg kunne. I den spartanske form, der er valgt, er det klart, at forberedelserne med skuespillerne er fuldstændig afgørende. Det var meget intenst. Vi havde en måneds læseprøver og improvisationer, og Stine var ude og undersøge den lukkede afdeling nogle dage. Primært handlede det om at få Lars og Stine til at møde hinanden sådan rigtigt, det vil sige ikke som skuespillere, men som mennesker med alt det, som de selv har i deres liv og tage det med sig ind i filmen. Det var den største del af forberedelserne, og så selvfølgelig at få improviseret så meget over teksterne, at vi kunne få scenerne derud, hvor vi gerne ville.

Den er skrevet meget hurtigt. Hvis man skal lave en dogmefilm, så skal det gå rimeligt hurtigt. Så skal det ikke være en proces, man sidder med i flere år. Det skal være sådan, at du får ideen, skriver det, og så filmer det. Ellers er der for meget, der går tabt. Før i tiden var det altid sådan, at en instruktør sad tre år med et manuskript og fik pint hvert eneste tegn på liv ud af det. Og så når man var helt træt, og næsten ikke gad mere, så kunne man få lov til at filme. Det er dogmefilmene herligt befriet for. Og der kan man få det tempo, som jeg har det bedst med.”

Få scener
Du havde vel også helt frie hænder, der var ikke nogen, der skulle se manuskriptet, inden du kunne gå i gang?
”Filmen var afhængig af, at den kunne få 3 mio. kr. i støtte fra filminstituttet. Det var sgu svært. Teksten er ikke som et rigtigt filmmanuskript. Det er skrevet op som scener, men der er meget få af dem. Der er kun 65 scener, hvor der i en normal spillefilm er 140. Det kan være meget svært at læse. Mogens Rukow (medforfatter, red.) og mig, var sådan set de eneste, der synes, at det her var pisse godt. De fleste andre kunne ikke rigtigt se, hvad det skulle blive til. Så vi fik afslag fra filminstituttet to gange, indtil Gert Duve Skovlund (spillefilmskonsulent ved DFI, red.) var så fin og sagde »jeg stoler sgu på dig, jeg tror på, at du kan lave noget fedt ud af det her, så her er nogle penge!« Derfra var der så fuldstændigt frie hænder. Det ville principielt også være forkert, hvis man så gik ind og blandede sig, når det er en dogmefilm.

Filmen er opstået gennem det meget tætte samarbejde med Lars og Stine. Der har været en fremkaldelsesproces, en gestaltning, som er det, man ser. Når vi ikke havde så mange scener, betød det, at vi kunne optage meget længe på hver af dem. Det betød også, scenerne rykkede sig utroligt meget. Ni-tiendedele af det materiale vi optog på en scene, kunne ikke bruges. Det var de sidste tiendedel, hvor scenen var rykket hen det sted, hvor man kunne sige, at her var det rigtigt, eller her var vi ude ved kanten, hvor vi ikke kunne komme længere. Det var meget tydeligt; da vi sad og klippede, kunne vi se, at alt det, der blev brugt, var taget efter klokken tre om eftermiddagen, og alt det før var kasseret. Det handlede om at få dem til at spille hver scene, som om, det var den sidste, de skulle spille i deres liv. Som om de spillede med livet som indsats.”

Gentagelse er afgørende
Kan du fortælle lidt mere om historiens opbygning og dens meget afgrænsede forløb
”Den er opbygget i tre store sekvenser, som allesammen følger den samme bue. Inde i hver sekvens sker der faktisk nøjagtigt det samme, bare i en større potens gang for gang. Det udvikler sig, så det hun gør bliver værre og værre for hver gang, indtil hun til sidst tager en beslutning.
Gentagelse er afgørende for film. Jo flere gange, du kan bruge den samme location jo bedre for fortællingen, jo flere gange karakteren kan handle, som han er i stand til som karakter jo bedre. Simpelthen fordi film handler om genkendelse. Og hvis ikke du kan genkende det fra dit eget liv, så skal du kunne genkende det fra strukturer, som filmen lægger op.”
Det er også den måde, filmen får det meget stramme tematiske fokus?
”Ja, den form, du fornemmer i det, er kommet ud af at holde det koncept så stramt. Det er kun at forfølge én ting, nemlig portrættet af denne her kvinde, undersøge hende og hendes måde at reagere på, undersøge deres parforhold. Kun det.
Man kan hurtigt sige, at det bliver for småt eller for lidt, men hvis man insisterer på, at det er historien: At de her to mennesker ikke kan leve med hinanden, og de kan heller ikke leve uden hinanden, at det er sandheden. så er det det, der skal bære filmen.”
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Danske instruktører:
 
Sami Saif: At lade virkeligheden tale til publikum
Den venlige diktator
Gert Fredholm: På banen igen
Martin Schmidt: Den selvlærte instruktør
Åke Sandgren: Et rigtigt menneske
Søren Fauli: Den første spillefilm
Kristian Levring - Ørkenvandring

Quiz
Hvilken Spike Lee-film har John Turturro ikke været med i?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google