CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
 
Mere info
Sami Saif

Dansk instruktør. Uddannet fra Den Danske Filmskoles TV-/dokumentar-linie i 1997.

Filmografi:

Family, 2001
- Lavet sammen med kæresten Phie Ambo, der også var fotograf på filmen.

The Video Diary of Ricardo Lopez, 1999
- Lavet sammen med klipperen Janus Billeskov Jansen.
En film, klippet ud fra den 21-årige amerikaner Ricardo Lopez’ videodagbog, hvor Lopez’ sygelige besættelse af sangerinden Björk ledte ham til at sende hende en brevbombe for efterfølgende at begå selvmord.

Han modtog sammen med Phie Ambo i 2001 Jørgen Roos prisen og 25.000 kr., der uddeles af Det Danske Filminstitut for Family.

Læs også...
Nyheder:
26-11-04:
To danske film i prisfinalen i Amsterdam
30-09-04:
Rune T. Kidde i hovedrolle for Bang Carlsen
08-07-04:
Første talent-kroner uddelt
06-07-04:
Gislason på vej med Bjarne Riis-dokumentar
13-05-03:
…og en ny dokumentarfilm-festival
02-10-02:
Endnu en pris til Family
16-09-02:
Onkel Danny sælger billetter
27-05-02:
‘Dogumentarfilm’ og seneste nyt fra von Trier
07-05-02:
Mere pris på Family
26-02-02:
Rost dramatisk dokumentar på TV onsdag
02-12-01:
Joris Ivens Prisen til Family
22-11-01:
Fem dokumentarfilm til Amsterdam
19-09-01:
Nordisk kort- og dokumentar-fest i Århus
 
Anmeldelser:
08-06-04:
Rocket Brothers
27-06-03:
Dogville Confessions
09-11-01:
Family
02-11-01:
Heftig og begejstret
 
Artikler:
07-11-03:
CPH:DOX ’03: Aktuel og nødvendig
06-11-03:
CPH:DOX ’03: Fem spørgsmål til arrangørerne
16-12-02:
Interview: Phie Ambo
25-11-02:
IDFA 2002: Festivalrapport #1
21-11-02:
IDFA 2002: Fokus på dokumentarfilm
05-11-02:
Von Triers Dogumentary-manifest
25-01-02:
Tómas Gislason: Subjektive penselstrøg, del 2
06-11-01:
Knut Erik Jensen: Fra terror i USA til kunst i Norge
06-11-01:
Knut Erik Jensen: Et heftigt og begejstret liv
 
Sami Saif: At lade virkeligheden tale til publikum
 
Premiereinterview
 
Skrevet den 9/11-2001 af Jesper Vestergaard
 
 
”Hvor er det godt, I har et kamera med, det her er et fantastisk drama!” Det var det første, de fik at vide, de to danske instruktører Sami Saif og Phie Ambo, da de ankom til Yemen, i deres søgen efter Samis far. En søgen, der var udgangspunktet for den dramadokumentariske film Family, der netop har haft premiere i en række danske biografer. Jeg mødte Sami Saif i Dagmar-biografens cafe i København til en snak om filmen, formen og den dramatiske blanding af fiktion og virkelighed.

Sami Saif og Phie Ambo
Sami er uddannet fra Den Danske Filmskoles dengang to-årige TV-dokumentar-linie i 1997. Han er 29 år og er vokset op i Danmark sammen med sin bror som barn af en enlig mor. I filmen finder man ud af, at broderen begik selvmord i 1995, og at moderen, der var alkoholiker, døde kort tid efter.
Hans kæreste, Phie Ambo, der går på Filmskolen nu, er medinstruktør og har fotograferet filmen.

Mødte historien fiktivt
Hvad var afgørende for at du gik i gang med projektet?
”Jeg har haft lyst til at lave filmen længe. Der var et naturligt stop, efter jeg havde været ude og prøve nogle ting af og arbejde på forskellige områder, der definerede for mig selv, hvad jeg egentlig gerne ville lave. Altså featuredokumentarfilm.
Jeg havde prøvet at lave TV. Det havde jeg ikke lyst til. Jeg følte, at det var meget besnærende bånd, man fik pålagt.

Sami Saif med sin nyfundne bror i Yemen
I januar 2000 startede jeg med at skrive på en fiktiv film, som var min egen historie, hvor jeg selv var med, hvor jeg mødte personer omkring min egen familie og mødte problemer og steder, hvor jeg kunne græde osv. Ved at møde det fiktivt fandt jeg de personlige ting, som jeg vidste ville være med i den endelige dokumentarfilm. Samtidig med at jeg også fik det stærkt fokuseret, hvad det var for en type film, jeg gerne ville lave. Det var vigtigt for mig at lave en film, hvor den tragiske personlige historie skulle kunne gøre den historie almen for andre.
Så da vi gik i gang med filmen, kendte vi vores locations, og vi vidste, at vi havde for eksempel nogle telefonsamtaler, som blev meget vigtige for dramaet.”

Sjovt, alvorligt og dramatisk
Når man taler med Sami Saif om filmen, fornemmer man, at der, på trods af den meget personlige historie, har været en vis distance, og at der er blevet gået metodisk til værks. Eksempelvis omtaler han oftest filmens hovedperson i tredjeperson, og om intentionerne med filmen fortæller han: ”Det var vigtigt, at det skulle være både sjovt, alvorligt og hænge sammen som et drama. Humoren var vigtigt, for at filmen ikke gik ind og blev for privat og lukkede sig om instruktørerne. Og det var vigtigt, at filmen som filmisk størrelse gik ind og kunne forføre et publikum i biografen. En af de ting, vi gik meget op i, var, at når publikum så denne her film, så skulle den holde fast i dem, og på et tidspunkt gribe fat i dem, så de ville glemme tid og sted. Det var en vigtig ting, fordi det er noget, som jeg holder enormt meget af, når jeg går i biografen; at komme ind i en verden, som bliver en ny verden for mig.”

Instruktør og hovedperson
Han understreger dog også dobbeltheden i projektet: ”Der har været et inderligt ønske om at finde den far. En ting er, at jeg er instruktør og har nogle måder at lave film på. En anden ting er, at jeg er hovedpersonen, og at det er mit eget liv. Det skaber en form for skizofreni. Så derfor var der inden optagelserne talt om, hvordan og hvad filmen skulle gøre. Men når filmen går i gang, når virkeligheden tager fuldstændig over, så er det klart, at jeg som hovedpersonen er langt væk fra de steder. Der er jeg bare hovedpersonen, der er i gang med at løse det mysteriet – hvor er min far?

Klippeprocessen
Da filmen var optaget færdig blev materialet lagt i hænderne på Janus Billeskov Jansen, som skulle klippe filmen. ”Vi havde lavet den aftale med Janus, som er ret utraditionel, når man taler dokumentarisk materiale. Janus sagde, at han kun ville have 25 timer inde i maskinen. Det gjorde, at jeg var meget disciplineret under arbejdet med at se råmaterialet igennem, for at finde ud af, hvad der var relevant, og hvad der ikke var relevant og også, at vi under optagelserne var meget veldefinerede omkring, hvad det var for en film, vi ville lave,” siger Sami Saif.
I den proces, havde du så også mulighed for at vælge nogle ting fra. Idet du i første omgang går materialet igennem og vælger noget fra, så går noget af den autenticitet tabt, som ellers er overladt til klipperen.
”Ja, det er helt klart. Men det handler også om, at for mig er dokumentar ikke bare at skyde løs på virkeligheden og så finde ud af, hvad der er, man vil lave, når man sidder i klipperummet. For mig er dokumentarfilm en proces, der til dels er ligeså disciplineret som fiktionsfilm. Dog ligger de discipliner andre steder.”

Iscenesættelse og autenticitet
I en af filmens helt centrale scener sidder Sami Saif på sit kontor i Filmbyen i Avedøre. Han har gennem det danske folkeregister fået oplyst, at faderen, da han forlod familien, mens Sami var barn, flyttede til Yemen. Igennem en række intense telefonsamtaler oplever man, hvorledes Sami får kontakt til sin yemenitiske familie.
For eksempel Jon Bang Carlsen arbejder ud fra en metode, hvor han godt vil tillade, at han instruerer virkelige personer og iscenesætter virkeligheden udfra hans egen oplevelse af den. Har I brugt det her?
”Udover at jeg har stor respekt for Jon Bang Carlsens film, og holder enormt meget af dem, så er dramaet meget vigtigt for mig.
Telefonsamtalerne for eksempel er et drama. Der sidder en mand. Han har en telefon. Han skal nu med dette redskab ud på en eller anden quest – han skal finde noget. Hvis man går ind og konstruerer det, så tror jeg, at man mister autenticiteten. Man mister det punkt, som for mig er essensen i et dokumentarisk drama, netop der, hvor virkeligheden gør noget ved virkeligheden i filmen. Og der er det klart, at telefonsamtalen arbejder sig op, arbejder sig op og arbejder sig, og eksploderer så ligesom for mig, hovedpersonen, ved, at pludselig der er en mand i et fremmed land, der siger »ok, hvem er du af de to brødre?« Der er jeg så stor en del af virkeligheden, så det er et af de øjeblikke, hvor virkeligheden giver sig selv med et filmisk materiale og et dramatisk materiale, som du ikke kan få, hvis du iscenesætter det.”

Jeg lagde mærke til, at der er klippet på tværs af dialogen i netop den scene. Det kan man vel ikke gøre uden at optage det flere gange.
”Man kan sige, at det er en del af metoden. Vi har haft et dogme fra starten, der hedder, at det materiale vi sidder med, det behandler vi som udgangspunkt ikke som virkelighed. Vi har en fuldstændig frihed, vi gør hvad vi vil. Fordi det, vi vil lave, er en film, som forfører et publikum og fortæller en historie. Så derfor er telefonsamtalerne et forløb på tre dage, hvor vi har siddet der, og nogle af dagene sker der ingenting. Der her drama sker så umiddelbart over to timer. Der er så benyttet elementer fra de andre dage. Vel at mærke med, at jeg har det samme tøj på og at ting står nogenlunde ens. Den slags regi-ting har også fulgt med, for at kunne opnå den konstruktion.”
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
hc :)
19-4-2006 11:32
hvór kan jeg finde Ricardo Lopez dokumentaren? hvis i er rigtig søde så sender i en mail med linket til theblackrebel@hotmail.com :)

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Danske doku'er:
 
Angels of Brooklyn
Onkel Danny - Portræt af en Karma Cowboy
Stjernekigger
Family
Tómas Gislason: Subjektive penselstrøg, del 1
Tómas Gislason: Subjektive penselstrøg, del 2
Odense FF 2002: Varieret doku-program i Odense

Quiz
Hvilken Ringenes Herre-skuespiller har rollen som Odysseus i Wolfgang Petersens Troy?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google