CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Læs også...
Nyheder:
18-11-03:
Filmsamarbejde på tværs af Øresund
20-05-01:
Kulturministeriet bakker op om regionale filmfonde
 
Erhvervsstøtte til filmbranchen
 
Baggrund
 
Skrevet den 7/6-2000 af Jesper Vestergaard
 
 
Thomas Vinterbergs trusler om at forlade Danmark for at tage til udlandet for at lave sine film, og Ole Bornedals netop offentliggjorte afsked med dansk film, har bragt fokus på den danske filmbranches største problem. Nemlig manglen på penge. Det virker som en paradoksal situation, når man tænker på den kolossale succes, dansk film nyder såvel internationalt som nationalt i disse år, og på den mængde penge, der er tilflydt filminstituttet til mere støtte

Klip fra Åge Rais’ På Fremmed Mark, der blev produceret med støtte fra Den Østjyske Filmfond
Hastigt voksende ambitionsniveau
I Det Danske Filminstituts handlingsplan fra 1998 kan man læse, at spillefilmsområdet over en fireårig periode skulle tilføres 104 millioner kroner, så den samlet set i år 2002 ville komme op på 176 millioner kroner. Meningen var, at der skulle laves flere danske film, ikke at de enkelte film skulle have mere i støtte. Ifølge handlingsplanen skulle tallet på 15 danske film, der blev lavet i 1998, blive til 35 i 2002.
Den store succes har imidlertid skabt et hastigt voksende ambitionsniveau hos de danske filmmagere. Tidligere da der kun var få, som eksempelvis Lars von Trier og Bille August, der søgte om støtte til store internationale co-produktioner, var det et mindre problem for filminstituttet at finde pengene. Men nu hvor folk som Vinterberg, Bornedal og også Nicolas Winding Refn har meldt sig i deres selskab, er det umuligt at opretholde det høje støtteniveau til de enkelte film og på samme tid indfri målet om det øgede antal film. Hvis man ønsker at bevare mulighederne for elitens udfoldelse er det altså nødvendigt at andre initiativer til økonomisk støtte af dansk fim bliver bragt på banen.

Den Østjyske Filmfond
Et af de forslag, der har været bragt på banen, er at skabe bedre erhvervsmæssige rammer for filmbranchen. I Sverige har det nu 10 år gamle projekt Film i Vest med den Vestsvenska Filmfond, vist, at det betaler sig at bringe det erhvervspolitiske aspekt ind i billedet. En kraftig satsning på filmproduktion omkring Trollhättan, i nærheden af Göteborg, har medført en massiv opblomstring af erhvervslivet med nye virksomheder og industri og tilført området nye arbejdspladser og uddannelsesmuligheder.
Det var da også med Vestsvenska Filmfond som forbillede, at Den Østjyske Filmfond blev oprettet i 1997 som et samarbejde mellem erhvervsafdelingerne i Århus Statsamt og Århus Kommune. Fondens formål var blandt andet at yde støtte til kunstnerisk interessante produktioner, der, med kulturel reference til området, ville understøtte udviklingen af produktionsmiljøet til gavn for beskæftigelsen i området. Det interessante ved fonden var, at dens målsætning således var tosidet. Den skulle både være til gavn for områdets kulturelle og erhvervsmæssige udvikling. Og så var det på erhvervsafdelingernes initiativ. Arbejdsgruppen, der havde udformet forslaget om oprettelsen af fondet, var kommet frem til en række fordele: Ud over fordelene ved et professionelt filmmiljø, der ville bidrage til at sætte Århus på det kulturelle landkort, så ville det give en direkte økonomisk gevinst. Ifølge arbejdsgruppen ville hver krone, der blev givet i støtte til en produktionen af en film, blive til mellem fem og otte kroner i øget omsætning i området. En gennemsnitlig spillefilm ville beskæftige omkring 130 personer, hvilket svarer til hele 20 helårs fuldtidsstillinger.
Den Østjyske Filmfond er siden vokset til Jysk Filmfond, som, udover Århus Amt og Århus Kommune, har Nordjyllands Amt, Viborg Amt og Ålborg kommune som bidragydere.

Erhvervspolitisk opfølgning på succesen
På nationalt plan er der også ved at ske noget. Erhvervsstyrelsen har ytret vilje til at se på sagerne. Og nu har Socialistisk Folkepartis kultur- og erhvervspolitiske ordfører Ole Sohn skrevet til erhvervsministeren med et forslag om en sammenhængende erhvervspolitik på filmområdet i Danmark.
”Dansk films succes skal hurtigt følges op erhvervspolitisk ved at udvikle en klar erhvervsstrategi for filmen som erhverv. Og der skal handles hurtigt, for ellers vil en stor del af dansk filmproduktion flytte til udlandet,” skriver han i en pressemeddelelse udsendt den 6. juni.
I hans forslag til erhvervsministeren indgår en række tiltag, der skal forbedre vilkårene for private investorer og mindske den økonomiske risiko, der ligger i at give sig i kast med store produktioner, som man først kan se det endelige resultat af, når de kommer ud til publikums endelige bedømmelse. Han foreslår at staten skal etablere et ’udviklingsselskab’, hvor staten kan dække eksempelvis 50 procent af eventuelle tab hos private investeringsselskaber. Derudover foreslår han, at der gives særlig iværksætterstøtte til specielle innovationsmiljøer i filmbranchen, og at staten yder støtte til etableringen af flere regionale filmfonde.

Den danske filmbranche må dog vente på resultaterne af forhandlingerne om en sammenhængende erhvervspolitik på området, der ikke ventes at gå i gang før til efteråret. Om de succesfulde filmmagere kan vente så længe med at få indfriet deres ambitioner, må vi så spændt vente at se.
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
Hvilket dyr slipper løs i Dinner-scenen i Drengen og jernkæmpen?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google