CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Læs også...
Anmeldelser:
12-12-01:
Memento
07-08-01:
A Clockwork Orange
07-08-01:
Ondskabens hotel
01-05-01:
The Cell
10-01-01:
American Psycho
06-12-00:
eXistenZ
01-08-00:
American Beauty
10-05-00:
Fight Club
 
Filmen og det skæve, indre liv
 
 
Skrevet den 1/3-2002 af Peter Kamph
 
 
Filmen har næsten altid haft en forkærlighed for at skildre menneskers subjektive oplevelse af ekstreme mentale tilstande. Fra 20’ernes tidlige tyske ekspressionisme til i dag har vi i biografen haft mulighed for at opleve verden, som den formodes at se ud fra såvel den skizofrenes som den narkotikapåvirkedes, den paranoides, den hallucinerendes, den psykotiskes eller måske bare den drømmendes synsvinkel.
Men beskæftiger filmen sig særligt med det, man sammenfattende kunne kalde det Indre, fordi selve dens egenskaber som medie giver den særligt gode forudsætninger for at vise det usynlige, uviselige eller ukendte – eller er skildringen af det Indre simpelthen et grundlæggende element i filmens måde at fortælle på, som ganske vist ofte bruges til at give subjektive 1. persons skildringer af vanvid og hallucinationer, men så sandelig også til at fortælle historier ekstra medrivende og subjektivt gennem psykologisk set helt normalt fungerende personer?
Svaret er nok "ja" til begge dele: Når mediet nu alligevel de facto anbringer én bag (hoved)personens øjne, kan man jo ligeså godt benytte sig af muligheden for at vise et glimt af en skræmmende, overvældende, farverig, eller decideret uforståelig verden, som fascinerer alle os andre, der næppe har oplevet noget voldsommere end en harmløs pot-skævert.


Barnesko i Tivoli
Filmen var fra fødslen delt i to retninger: Dels en 'dokumentarisk' linje, der starter i 1895 med de franske Lumiére-brødre, og som siden har tilstræbt at skildre virkeligheden, i den udstrækning det kan lade sig gøre, og med alle de etiske, ideologiske og tekniske komplikationer man overhovedet kan tænke sig (og det er i øvrigt en ganske anden historie).
Og dels en 'fantastisk' linje, der med lidt god vilje kan siges at starte med Georges Méliès, som med forbavsende opfindsomhed lavede en slags præ-science fiction film i bedste Jules Verne-stil, om månerejser og fabeldyr etc. Méliès var oprindeligt tryllekunstner, og faktisk var filmen især i sine tidlige år præget af en lidt tivoli-agtig og markedsgøglerisk glæde ved sensationen og det fantastiske, bl.a. fordi den trådte sine barnesko som en slags markedsunderholdning.

Kunsten stiger: Ekspressionistisk mystik i Tyskland
Man kunne sagtens spore denne glæde hos filmmagere ved det fantastiske og spektakulære fra Méliès helt op til Steven Spielberg, George Lucas, James Cameron m.fl., samt hele Hollywoods mere effektglade afdeling, for den sags skyld. Filmen som fascinerende og underholdende genvej til det fantastiske og anderledes. Men der er naturligvis andet og mere ved filmens forhold til det utrolige og ekstreme end det rene eventyr og forlystelsessyge – især da filmen så småt udvikler sig til en egentlig kunstart. Den tyske ekspressionisme i 20’erne – med film som Der Kabinett des Doktor Caligari (Robert Wiene, 1919), Orlacs Hände (1924) og Mabuse, der Spieler (1921) – står stadig som en indflydelsesrig forløber til næsten alle film sidenhen, der har skildret et afvigende, forvrænget indre liv hos sine personer. Man gik groft sagt til sagen via en metaforisk stil, hvor sære, foruroligende kulisser sammen med ekstreme kameravinkler og voldsomme slagskygger blev et ydre billede på en sælsom, indre uhygge og sygelighed, og tematisk beskæftigede filmene sig ofte med afvigende sindstilstande, hypnotisører, eller kriminelle psykopater – i en vis forstand på baggrund af psykoanalysens fremkomst og idégods.


Er der noget, dér blandt skyggerne? Films noirs og paranoia
Både psykoanalysen og 20’ernes tyske ekspressionisme udgjorde vigtige inspirationskilder til en anden filmisk bølge, der 25-30 år senere også beskæftigede sig med fremmedgjorthed, hallucinationer, paranoia og decideret rædsel hos sine kuldslåede, demoraliserede eller moralsk anløbne personer – nemlig 40’ernes og de tidlige 50’eres films noirs. Indenfor disse film, med deres tågede gader, røgfyldte barer, truende kulsorte slagskygger, hårdkogte kynikere og djævelske femmes fatales har filmteoretikere siden hen ligefrem identificeret en selvstændig subgenre, paranoid noir, hvori hovedpersonen ikke er en detektiv eller opdagertype á la Bogart, men snarere et offer for skumle komplotter, samt sine egne vrangforestillinger og feberfantasier, eller ligefrem hukommelsestab. Klassikeren Stranger on the Third Floor (1940) med navnkundige Peter Lorre som den mystiske fremmede er et godt eksempel på en film hvis paranoide hovedpersons synspunkt bl.a. fortælles gennem stærkt stiliserede fantasisekvenser, med forvrænget ekspressionistisk lyssætning og en meget fortættet stemning af uhygge og desorientering. Men også film som The Dark Corner (1946), Fear in the Night (1949), The High Wall (1947) og Street of Chance (1942) rummer en god portion subjektivt skildret paranoia. Også i film noir’en udgør psykoanalysen en undertone, især qua idéen om det menneskelige underbevidste og det fortrængtes genkomst.
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Et smukt sind:
 
Et smukt sind
Russell Crowe

Quiz
Hvem finder man ikke på Ønskeøen?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2017 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google