CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
 
Mere info
Ole Bornedal

Født: 26-05-1959

Dansk filminstruktør. Autodidakt. Født i Nørresundby under navnet Hans Ole Bornedal.

Brød igennem med sin første spillefilm, den effektive thriller Nattevagten fra 1994, der indvarslede den seneste bølge af populære danske film. I 1998 instruerede han Nightwatch, en amerikansk genindspilning af filmen med Nick Nolte og Ewan McGregor i de bærende roller. For Miramax, som stod bag den amerikanske genindspilning producerede han i 1997 science fiction-thrilleren Mimic.

Nattevagten indbragte ham - bl.a. flere også internationale priser - i 1995 en Robert for Bedste danske film. Derudover var der Robert-priser til filmen for Bedste klipning, Bedste make-up, Bedste mandlige birolle ved Kim Bodnia og Bedste kvindelige birolle ved Rikke Louise Andersson. Sidsnævnte modtog samme år Bodil-prisen for Bedste kvindelige birolle.

Har både før og siden lavet populære produktioner til TV. Herunder satireprogrammet Den gode, den onde og den virkelig sjove i 1992-93 og den farverige og fantasifulde road-movie-serie Charlot og Charlotte i 1996. I perioden 1993-94 var han chef for Danmarks Radios TV-Drama.

Har ud over film og TV lavet en række Radio-produktioner og teateropsætninger.

Den engelsksprogede og skandinavisk co-producerede Jeg er Dina fra 2002 er hans tredje spillefilm som instruktør.

Udvalgt filmografi:

Jeg er Dina (2002)

På dybt vand (1998), Thrillerserie i 2 afs.

Nightwatch (1998)

Mimic (1997), producer

Charlot og Charlotte (1996), Road movie i 4 afs.

Nattevagten (1994)

Masturbator (1993), TV-film

Den gode, den onde og den virkelig sjove (1992-93), TV-satire

Under Uret (1989), TV-underholdning

Læs også...
Nyheder:
17-05-05:
Arcel og Bornedal på vej med børnefilm
06-12-04:
Bornedal slår et slag for fantasien
09-03-04:
Film om bogtyveri sat i gang af Bornedal
03-02-03:
Steen scorede en Robert til hver hånd
10-01-03:
Årets Robert-nomineringer offentliggjort
28-11-02:
Nyt dansk samarbejde bag Bornedal-thriller
03-09-02:
Dina scorede to priser i Montreal
29-08-02:
Canadiske roser til Dina
09-08-02:
Europæisk konkurrence til Dina i Montreal
01-08-02:
Dina 'friseret' inden international premiere
06-05-02:
Dina til Montreal
21-02-02:
Bornedals Dina-film sprænger budgettet med 19 mio. kr.
11-01-02:
Ingen Bornedal i Berlin – men måske i Cannes
05-12-01:
Dina er klar til en kigger
 
Anmeldelser:
13-11-02:
Jeg er Dina
 
Artikler:
15-03-02:
Premiereinterview: Ole Bornedal, del 2
11-03-02:
Maria Bonnevie: Skandinavisk stjerneskud
05-03-02:
Gérard Depardieu på Københavnervisit
06-06-01:
Danske gys gennem tiderne
 
Premiereinterview: Ole Bornedal, del 1
 
Dinas instruktør
 
Skrevet den 15/3-2002 af Jesper Vestergaard
 
 
”Jeg har det allermest som Bill Murray i Goundhog Day. Jeg står op til det samme hver dag og siger de samme ting,” forklarer den danske filminstruktør Ole Bornedal et par dage før det danske publikum blev sluppet løs på hans seneste film, Jeg er Dina.

Interessen har været enorm omkring filmen, der er resultatet af den dyreste produktion i Skandinavien nogensinde. Den er baseret på den norske forfatter Herbjørg Wassmos berømte 1800-tals roman om den dramatisk uregerlige Dina, der vokser op med skyldfølelsen over at have forårsaget sin mors død som grundlæggende barndomserfaring.

Ekspressiv og hårdtslående
Jeg mødte den 42-årige instruktør i en rolig time på hans kontor ved teatret Avenue T på Frederiksberg, som han er daglig leder af sammen med makkeren Jon Stephensen. Han virkede træt, men alligevel engageret og glad for at snakke om filmen, som han har brugt de sidste to år på at lave.
Det kan virke som lidt af en overraskelse, at du har valgt at følge en så traditionel skandinavisk tendens, som det er at lave historiske film om store kvindelige personligheder. Hvorfor valgte du at lave historien om Dina?
”Det var fordi, jeg IKKE ville lave en traditionel skandinavisk historie om en dramatisk kvindeskikkelse,” forklarer han på betryggende nordjysk: ”Fordi jeg synes, at denne historie handler om noget andet. Jeg synes, at de skandinaviske historier, vi har set i den retning, har været ret kedelige, som regel meget langsomme og til dels også meget ulidenskabelige. Et eller andet sted ligger den skandinaviske mentalitet 400 meter under gulvbrædderne i tung melankoli, afseksualisering og tristesse.
Og her kunne jeg se, at ”Dinas bog”, der ganske vist er skandinavisk og ganske vist har en kvindelig hovedperson, var en historie, der handlede om lidenskabelighed, død, begær, sanselighed og alle disse store og meget, meget kraftige størrelser. Hvis man kunne trække dem ud i yderligheder og gøre det meget, meget stærkt ekspressivt, så ville man lave noget, der ganske vist havde modellen, som du snakker om, men som ville være stik modsat. Noget som til dels ville blive en meget gotisk og hårdtslående film. Og det er det, jeg har forsøgt at lave.”

Producer Per Holst, stjernen Gérard Depardieu og instruktøren Ole Bornedal
Indledende skepsis
Hvad var udgangspunktet. Valgte du selv bogen?
”Nej, jeg blev kontaktet af Per Holst fra Nordisk Film, der spurgte om jeg var interesseret i at lave filmen. Jeg meget skeptisk overfor det i starten. Jeg kendte godt bogen, men jeg havde meget stort besvær med at identificere mig med dens hovedperson; denne uidentificerbare kvinde, nogen gange grænsende til det væmmelige, obsternastige og fuldstændig uhåndterlige. Det kunne man aldrig nogensinde gøre på film, tænkte jeg. Hvis man tog den karakter og bare overførte den til film, så ville folk vende ryggen til: Hun er FOR svær. Også fordi romanen ikke i særlig høj grad er plotdrevet. Det var ikke ligefrem Marlowe, hvor vi har en eller anden ting, der er blevet stjålet og skal findes.”

Han fortsætter: ”Men så blev det alligevel en udfordring, at det netop var enormt svært. Så jeg tænke: så lad mig da prøve at lave en film, som jeg aldrig har lavet før, og som man sjældent har lavet før i virkeligheden. Det er en historie, der først og fremmest var drevet af hovedkarakterens følelser og traumer og begær. Og det kom der så et meget ekspressivt værk ud af. Maria Bonnevie iklædte sig en skikkelse eller en sjæl. Hun er en skuespillerinde, der både er forførende og dragende og til dels også skræmmende. Og i hende begyndte jeg at se tegningen til det her vilde menneske.”

Dina (Maria Bonnevie) tæmmer Gérad Depardieu
Et anmassende værk
Placeringen af den stærke hovedkarakter i den storslåede og rå nordlandske natur, hvor filmen foregår, fjernede den sidste rest af skepsis mod projektet. Næsten henført og nogenlunde ordret fortæller han: ”Det er den måde, jeg godt kan lide at lave film på. Altså at spille på det store orkester og lade musikken drage. Lade billederne være kraftige, stærke. Koreografere kameraet. Og ligesom lave et fuldt spillende orkester på en film, der hele tiden bare maser på følelserne. Jeg kunne pludselig se, at det skulle være et ekspressivt, anmassende værk. Et værk som ikke skal give plads til, at man overhovedet kan nå at skænke det en tanke, mens filmen spiller. En film, der næsten skal ses på samme måde, som man hører et stykke hårdt musik, hvor man heller ikke er nogen steder med sine tanker og sin sjæl, men bare sidder og mærker presset på brystbenet, hvis det ellers spiller højt nok, og rytmerne dunker helt ind i marven. Og så går man ud bagefter, og siger »Hallo mand! Hold kæft jeg føler mig godt gennemarbejdet. Jeg har været til technofest, jeg har været til Iggy Pop, jeg har været til et eller andet, hvor jeg kan mærke, at jeg stadigvæk vibrerer over hele kroppen«. Og det er et eller andet sted den effekt, filmen skal have sådan rent emotionelt.”

En romantisk tid
Overvejede du på noget tidspunkt at gøre noget mere radikalt ved historien, for eksempel prøve at føre den op til vores tid?
”Nej, det kan man ikke. Der er ting i historien, der er universelle. Det er det meste. Det spændende ved at lave en historisk film, der foregår i 1860’erne, er også, at det er en romantisk tid. Dengang kunne man længes efter noget. Det kan man ikke længere. Når ens elskede tog båden og tog af sted og sagde: vi ses til foråret! og vinkede farvel, så kunne man ligesom gå rundt i sin egen tid og længes. I dag ville man jo bare have en mobiltelefon eller en videofon. Der er ikke noget, der hedder tid længere. Hvis din kæreste var taget til Kuala Lumpur på et eller andet au-pair job og du ikke kunne bære savnet, fuck mand, så måtte du altså lige ud og score de der 5-6.000 kroner til en hurtig billet, og så fløj du altså bare derover.
Det er ikke rigtigt noget problem i dag. Dengang havde man ligesom det, der hed tid, stilhed og eftertanke; det var sådan, at man kunne gå og vente på noget. Man kunne gå og glæde sig.
Så på den måde er det selvfølgelig spændende at arbejde med en tid, hvor tiden på en anden måde er bredere og dybere eller smukkere. Ikke fordi at jeg sådan romantisk sidder og længes; jeg kan godt lide min mobiltelefon. Men der var noget smukt over det der med, at man rejser af sted. Jeg kan huske, at da min mor døde, fandt jeg en brevveksling, hun havde haft med min far, da de var nyforelskede. Hun sidder i Viborg og han sidder i Odense, og de sidder og skriver længselsbreve til hinanden. De kunne ligeså godt have siddet på to forskellige steder på jordkloden, men det var kun Odense og Viborg, hvor der er måske 150 km imellem. Og der taler vi kun om 1950’erne.”

Skræmte mænd
Du har flere steder talt om, at det er en provokerende film. Er det vigtigt for dig at provokere? Og hvordan kan man overhovedet gøre det nu?
”Ja, jeg ved heller ikke om den er provokerende. Jeg tror bare, at den har provokeret nogen. Jeg tror den provokerer nogle mænd, nogle ældre mænd især. Det er min fornemmelse, at jeg måske er den sidste af den generation. Jeg kan altså godt tåle stærke kvinder, jeg kan altså også drømme om kvinder, der virkelig kommer og tager magten, jeg kan oven i købet fantasere om det og have det godt med at fantasere om det. Og jeg tror også, at din generation et eller andet sted er fuldstændigt åbne på den bane. Men der ligger altså sådan en generation før mig, af mere eller mindre frustrerede hankønsindivider, der simpelthen bliver pisse bange, når de ser en kvinde, der begynder at råbe for højt eller som tager magten i en eller anden retning, også erotisk, og altså pludselig bryder alle de sociale baner og bare følger sit instinkt.

Sagt med en ret slet skjult adresse til de norske filmkritikere, der efter verdenspremieren i Oslo sidste weekend modtog filmen med nogen skepsis og ord som ”brunstig” og ”banal”, fortsætter han: ”Jeg synes, det var skægt, at der er en hel del midaldrende norske mænd, som er blevet temmelig chokeret over filmen, fordi de synes den simpelthen er for uforståelig, og fordi de kan ikke identificere sig med hende lige når de ser den. Og nej, det kan de fandeme ikke og det er der altså en grund til, at de ikke kan.”
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
Jens Toni
24-3-2004 21:25
Ole Bornedal burde lavet noget med Jens Christian Grøndal.


Life is a state of mind. Hi hi....

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Året i glimt:
 
Premiereinterview: Lone Scherfig
Premiereinterview: Nils Malmros
Elsker dig for evigt
Slim Slam Slum
Premiereinterview: Morten Køhlert
Kim Fupz Aakeson: En kreativ slagsbror, del 1
Små ulykker

Quiz
Hvilken fællessang får de rappe replikker til at forstumme i Casablanca?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google