CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
 
Mere info
Ole Bornedal

Født: 26-05-1959

Dansk filminstruktør. Autodidakt. Født i Nørresundby under navnet Hans Ole Bornedal.

Brød igennem med sin første spillefilm, den effektive thriller Nattevagten fra 1994, der indvarslede den seneste bølge af populære danske film. I 1998 instruerede han Nightwatch, en amerikansk genindspilning af filmen med Nick Nolte og Ewan McGregor i de bærende roller. For Miramax, som stod bag den amerikanske genindspilning producerede han i 1997 science fiction-thrilleren Mimic.

Nattevagten indbragte ham - bl.a. flere også internationale priser - i 1995 en Robert for Bedste danske film. Derudover var der Robert-priser til filmen for Bedste klipning, Bedste make-up, Bedste mandlige birolle ved Kim Bodnia og Bedste kvindelige birolle ved Rikke Louise Andersson. Sidsnævnte modtog samme år Bodil-prisen for Bedste kvindelige birolle.

Har både før og siden lavet populære produktioner til TV. Herunder satireprogrammet Den gode, den onde og den virkelig sjove i 1992-93 og den farverige og fantasifulde road-movie-serie Charlot og Charlotte i 1996. I perioden 1993-94 var han chef for Danmarks Radios TV-Drama.

Har ud over film og TV lavet en række Radio-produktioner og teateropsætninger.

Den engelsksprogede og skandinavisk co-producerede Jeg er Dina fra 2002 er hans tredje spillefilm som instruktør.

Udvalgt filmografi:

Jeg er Dina (2002)

På dybt vand (1998), Thrillerserie i 2 afs.

Nightwatch (1998)

Mimic (1997), producer

Charlot og Charlotte (1996), Road movie i 4 afs.

Nattevagten (1994)

Masturbator (1993), TV-film

Den gode, den onde og den virkelig sjove (1992-93), TV-satire

Under Uret (1989), TV-underholdning

Læs også...
Nyheder:
06-12-04:
Bornedal slår et slag for fantasien
03-09-02:
Dina scorede to priser i Montreal
09-08-02:
Europæisk konkurrence til Dina i Montreal
01-08-02:
Dina 'friseret' inden international premiere
06-05-02:
Dina til Montreal
21-02-02:
Bornedals Dina-film sprænger budgettet med 19 mio. kr.
11-01-02:
Ingen Bornedal i Berlin – men måske i Cannes
05-12-01:
Dina er klar til en kigger
 
Anmeldelser:
13-11-02:
Jeg er Dina
 
Artikler:
15-03-02:
Premiereinterview: Ole Bornedal, del 1
11-03-02:
Maria Bonnevie: Skandinavisk stjerneskud
05-03-02:
Gérard Depardieu på Københavnervisit
06-06-01:
Danske gys gennem tiderne
 
Premiereinterview: Ole Bornedal, del 2
 
Dinas instruktør
 
Skrevet den 15/3-2002 af Jesper Vestergaard
 
 
Nødvendig sympati
Der ligger en form for klassisk psykologisk forklaring af Dina i starten: skyldfølelsen over morens død og musikeren Lorch, der sætter noget i gang i hende, så hun får ideen om, at hun i virkeligheden har frisat sin mor. Det har hun så som et følelsesmæssigt eller et psykologisk værktøj. Og resten af filmen er egentlig eksempler på det eller udviklinger, der hele tiden trækker trådende tilbage til den første forklaring. Havde I overvejet at lave det på en anden måde? Jeg tænkte, at man for eksempel kunne putte starten om i slutningen for at øge spændingen.
”Den dramaturgi var på banen på et tidspunkt, men den blev hurtigt udraderet. Fordi hvis man skulle forstå og have en eller anden sympati for Dina ned igennem historien på trods af de mærkelige - eller i hvert fald for nogen af os uforståelige - ting, hun foretager sig, så var det nødvendigt at lave et chok, der var så stort oppe i starten, at det legitimerede, hvad der skulle komme efter. Det skulle ligge som et ekko ned igennem hele filmen. Hvis jeg først introducerede Dina i nogle af hendes handlinger, så ville man måske sidde i den første halvdel af filmen og tænke: jamen hvorfor? hvad skal det her nu til for? Så tror jeg man vil springe af filmen. Jeg tror, det ville være for sent, hvis forklaringen først kom i den sidste tredjedel. Så det var et oplagt dramaturgisk valg at lave den rimelig klassisk i sin udvikling. Jeg synes ikke jeg kunne gøre andet.”

Lille Dina med sin danske huslærer, musikeren Lorch (Søren Sætter-Lassen)
Han fortsætter: ”Man får jo altid sympati for en protagonist, der bliver såret. Jeg kan huske, da jeg producerede Mimic i sin tid i Toronto. Der sad jeg med instruktøren, Guillermo del Toro og havde problemer med slutningen, hvor Mira Sorvino skal overvinde alle monstrene. Man havde simpelthen ikke sympati for hende. Man synes, at hun var en flad, lidt iskold bitch. Guillermo sagde så på et tidspunkt en ret fin ting: »nå, så er vi jo nødt til at få hende til at bløde.«. Hun skulle bare bløde! Vi skrev scenen om, og så var sympatien der, for nu blødte protagonisten. Der er vi sådan nogle menneskedyr igen, på instinkt et eller andet sted. Hvis der er nogen, der bløder, så får vi sympati for dem. Det er jo meget smukt, men det er næsten en hel arketypisk mekanik, der sætter i gang. Og det er derfor, vi er nødt til at såre Dina også. Det er vigtigt for hende, at hun bliver sparket i maven, det er vigtigt, at vi ser, hvad det var der skete med moderen.”

Sandhed og konsekvens
Du sagde på pressekonferencen med Gérard Depardieu sidste mandag, at du havde forsøgt at lave en film, der rammer en sand følelse, som kunne forene alle bogens mange læsere
”Det, man kan gøre sig håb om, er, at læserne får en oplevelse ud af det. Det har jeg så heldigvis også hørt. Der har været reaktioner, der har været ekstremt positive. Selv fra nogle hardcore kvindelæsere fra Norge, som burde være de værste. De siger, at de er glade for, at de ikke får bogen. Bogen er jo på 550 sider med masser af andre sidekarakterer og sideplot, som ikke findes i filmen. Den store religiøse dimension i bogen er der heller ikke på den måde. Det, de får, er ligesom essensen af Dinas sjæl, og den verden genkender de, den luft indånder de, når de ser filmen, og den husker de alle sammen. Så de sidder ikke og sammenligner med deres egne indre billeder og dramaturgi, som de havde, da de læste bogen. De føler, at det er Dinas film; det er ikke en eller anden voldtægt af hende. Det ville det have været, hvis jeg havde forsøgt at sætte mig på hende, hvis jeg havde tyret hende, sat mig overskrævs på ryggen af hende og pisket hende af sted. Så havde jeg lavet en udmærket og sikker utrolig populær, især i USA, Hollywood-version af Dina og havde fået sådan en rigtig smuk vildbase ud af det i stedet. En slags »uha, hvor er det farligt…men det hele ender godt!« Det hul var jeg ved at falde i tit, fordi jeg var mest vant til at lave sådan klassiske mønstre på den måde. Det havde sikkert også været en film, som især de mandlige norske anmeldere havde haft lettere ved at se på.”

Bonnevie og Bornedal
En af grundene til, jeg spørger, er, at det virkede som om, du talte om sandheden i forhold til læsernes fortolkninger.
Vi bliver afbrudt et kort øjeblik, da Jon Stephensen stikker hovedet ind på kontoret. ”Jeg er Dyner!” siger han drillende…”Jeg er Diva” svarer Bornedal og vender sit fokus tilbage på interviewet igen.
Jeg bed mærke i at du, da du præsenterede filmen ved gallapremieren i Norge sagde: ”Filmen er Dina – Dina er filmen”. Og på den måde præsenterede filmen som noget absolut.
”Ja, helt klart, filmen er konsekvent. Og sandhed, det er klart, det ord skal man ikke bruge. Man kan bruge ordet virkelighed, for ingen kender sandheden. Men til min dødsdag vil jeg sige, at man kan have forskellig smag og forskellige opfattelser af denne her film, men der er ingen, der kan komme ud fra den og sige, at det ikke er et konsekvent værk. Den er simpelthen SÅ konsekvent, 1000% i alle leder og kanter. Det er derfor, at jeg siger: Det ER Dina, det ER hendes karakter. Det er den kvinde, det er hendes ansigt, det er hendes sjæl, og derfor er Dina filmen, og filmen er Dina, fordi det lukker sig om sig selv.

Og jeg siger bare take it or leave it! Hvis er nogen, der vil lave mellemanalyser af det, så synes jeg, de spilder tiden. De skulle hellere sætte sig ned og drikke en øl eller forføre deres kæreste. Det giver ingen mening. Det her er, hvad det er. Det er ikke en film, man kan sammenligne med og sige, at de forsøgte, at være lidt á la The Piano, hun forsøgte at være lidt Vivian Leigh-agtig fra Borte med blæsten. Der er lidt Barbara bom. Der er lidt Julia Bab Dyt. Fucking nej altså! Det er derfor Dina er Dina. Og så må man tage den og tage den med hjem, eller gøre med den, hvad fanden man har lyst til, jeg er ligeglad. Men det er hvad der er på bordet, og det er det eneste du får at spise.”
En smule skræmt får jeg fremstammet, at det synes jeg skam lyder rimeligt nok, og så bidder han til igen: ”Og så har du værsgo at spise op!” Han smiler skælmsk, og jeg prøver at holde op med at grine.

Skandinavisk storproduktion
Bogen har været meget populær i Norge og er oversat i tyve andre lande. Og i det hele taget er det en primært norsk produktion. Har du haft nogle betænkeligheder ved det som dansk instruktør?
”Nej, slet ikke. Overhovedet ikke. Producenter er bare nogen, der skal komme med nogle penge. Og hvor de så kommer fra, hvem de er og hvilket sprog de taler, det er sgu lige meget.”
Det har de så også gjort. I rigt mål kan man sige. Budgettet, der oprindeligt var på 115 mio. kr., blev overskredet med 19 mio. Hvad gik alle de penge til?
”Ja, det blev jo alt for dyrt. Det var slet ikke meningen. Men det voksede. Det er en svær film at lave, og vi filmede et svært sted. Og så også det, at det er en historisk film. Du kan tage et hvilket som helst filmmanuskript, og hvis du i stedet for at skrive 2002, hvor filmen koster 15 mio. kr., skriver 1802, så forøger man budgettet fem gange. Sådan er det bare.
Det var langt vanskeligere end vi troede at optage nogle af scenerne. Det er jo det forpulede ved at sidde og skrive manuskript. Så sidder man jo bare og skriver »hun stopper hesten og kyler ham ud over skrænten. Man ser hvordan slæden falder ned og sprænges i tusind stumper«. Ok, men skrænten, ik’! Godmorgen! Du skulle se, hvordan vi ledte. Jeg var oppe med helikopter og se på skrænter, hvor der var tusind meter ned, og jeg prøvede at stå på kanten, og bare tanken om at bringe en skuespiller i nærheden af det der! Så ville filmen dø. Og, hvad gør man så? Så hedder det jo kulisser, CGI, computeranimationer og jeg ved ikke hvad.”

Han fortsætter: ”Jeg burde jo have vidst det, så det er ris til egen røv. Da jeg var chef ved TV-Drama i sin tid, var der også en forfatter, der ikke rigtigt vidste, hvad tingene egentlig koster. Han lavede et manuskript over Herman Bang og skrev: »Herman Bang sidder i en togkupé tværs over USA. Han ser pludselig et billede, der hænger på væggen i kupéen. Det er et billede af Christiansborg. Pludselig zoomer kameraet ind på Christiansborg. Det begynder at stå i flammer. Tusindvis af mennesker vrimler rundt.« ”Ok, først havde vi en scene med Herman Bang i en togkupé. Den koster cirka en dags optagelse, det er 100.000 kr. Pludselig var der så det ene zoom, og vi var oppe på 12 millioner. Så kort kan det siges. Der gemmer sig nogle fælder, og dem faldt vi i.”
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Dinas film:
 
Jeg er Dina
Premiereinterview: Ole Bornedal, del 1
Maria Bonnevie: Skandinavisk stjerneskud
Gérard Depardieu på Københavnervisit
Bornedals Dina-film sprænger budgettet med 19 mio. kr.
Ingen Bornedal i Berlin – men måske i Cannes

Quiz
I hvilken film hører man følgende citat:

"I feel just like Julia Roberts in Pretty Woman, ya know, except for the whole hooker thing!"
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google