CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
 
Mere info
Elisabeth Rygård

Fødselsdato:
1-9-1946

Minibiografi:

Dansk instruktør og manuskriptforfatter. Desuden cand.mag med diplom i Tyrkisk sprog fra Københavns Universitet.

Instruktør og manuskriptforfatter på 19 produktioner, herunder spillefilm, TV-drama, kortfilm, dokumentarfilm og børnefilm.

Største succes har hun haft med filmen Ta' det som en mand, frue!, en ironisk komedie om kvindeundertrykkelse fra 1975, som hun sammen med Mette Knudsen og Li Vilstrup modtog en mindre pris for på filmfestivalen i Berlin.


Filmografi, udvalg:

Ta’ det som en mand, frue! – 1976, spillefilm.
En ironisk komedie om kvindeundertrykkelse.
Vist med stor succes i Danmark, Europa, USA, Canada og Japan.
Vist på TV, i biografer og på festivaler. Har modtaget adskillige priser.

Er det løgn, hva jeg si’r? – 1978, TV-drama.
En kvinde fortæller om sit liv, - hun lyver om sin egen historie og videregiver samfundsløgne og den officielle historie, som den fortælles i historiebøgerne.
Vist i TV i de skandinaviske lande, IN-put Washington.

Jobtilbud i nazismens Tyskland – 1986, 60 min. dokumentarfilm.
En ældre arbejder viser en skjult del af Danmarkshistorien, som foregik under Anden Verdenskrig.
Fremvist ved festivaler: bl.a. Mannheim, Special guest Hamborg Metropolis.

Glashjertet – 1988, 60 min. fiktion.
Historien om en skilsmisse set fra de to involverede børns synsvinkel.
Vist i biografer og ved festivaler: bl.a. Mannheim.

Barndommens landskaber – 1992, 60 min. dokumentarfilm.
Hvordan barndommen kan have indflydelse på vores voksenliv, - en kvinde fortæller sin historie.
Vist på TV, i biografer og ved festivaler.

Mellem bjergene og havet – 1994, 60 min. dokumentarfilm.
Et portræt af en af Danmarks mest bemærkelsesværdige lyrikere: Henrik Nordbrandt – om hans digte og hans liv i Tyrkiet. Vist ved festivaler og på TV i Tyrkiet TRT.

The sky is the LimitHimlen er vores grænse. – 1996, 52 min. dokumentarfilm.
Portræt af ti kvinder som kæmper for menneskerettighederne i Pakistan.
Fremvist på Nationalmuseet, på TV og til den Internationale Kvindekonference i Peking.

Mine drømmes hus – 1997, 25 min. dokumentarfilm.
Tre børn fortæller om deres drømme, og om hvad der er vigtigt for dem i deres liv.
Fremvist ved festivaler og på TV.

Omfavn mig måne - 2001, spillefilm

Læs også...
Nyheder:
29-01-04:
Salaam DK - Ny filmfestival i København
11-10-02:
Tyrkisk festival omfavner Rygårds film
03-10-02:
Ulvepigen vinder i Tyskland
 
Anmeldelser:
03-12-02:
Omfavn mig måne
05-09-00:
Harem Suaré
 
Artikler:
19-09-01:
Integration på plakaten
 
Elisabeth Rygård: Fra krumsabel til kulturforståelse
 
Premiereinterview
 
Skrevet den 5/6-2002 af Jesper Vestergaard
 
 
”Jeg kunne huske et eller andet med en krumsabel. Og så et eller andet om Istanbul. Og det, tror jeg, stort set var det.” Den 55-årige instruktør Elisabeth Rygård lærte Tyrkiet at kende, da hun i 1993 skulle til landet for at lave en portrætfilm om digteren Henrik Nordbrandt. Da hun fik kontakt til den herboende tyrkiske folkemusiker Yüksel Isik om at lave musik til filmen opstod ønsket om at lave en spillefilm med udgangspunkt i Tyrkiet og fortælle en historie om, som hun udtrykker det: ”nogle af de mennesker, som har boet her i 30-40 år, og som de fleste af os ved uhyggeligt lidt om.”
Projektet har været syv år undervejs og er nu resulteret i filmen Omfavn mig måne, der handler om svigt, drømme, eksistentielle valg og om en tyrkisk landsbyfamilie i 1960’erne, der som sidste udvej rejste til Danmark for at blive gæstearbejdere.


Negativ viden
Mødet med Tyrkiet blev lidt af en øjenåbner for den danske instruktør. Hun fortæller: ”Jeg kunne konstatere, at jeg faktisk havde nogle lidt negative forestillinger, og jeg vidste ikke, hvor de kom fra. Det var bare sådan »Tyrkiet«, det var et eller andet, der ikke var så godt. Jeg vidste selvfølgelig godt, at noget af det handler om, at der har været politisk undertrykkelse.
Jeg har bagefter set det som måden, vi bliver informeret på i Vesten af de vestlige medier: Når det drejer sig om lande, der ligger udenfor det, vi kalder Vesten, så har vi faktisk kun negativ viden. Og det jeg, og sikkert også mange andre, har opdaget, er, at når man så tager ud til de lande, så er det kun et lille bitte lag i virkeligheden. Det er ikke hele virkeligheden. Og der kommer vi faktisk til at snyde os selv i Vesten, fordi vi går rundt og tror, eller - for at tale om mig selv - det, jeg har gået rundt og troet, er, at jeg var stort set vældig velinformeret om alting, fordi jeg kendte ulykkerne rundt omkring i Verden.
Men det er altså ikke nok til at kende Verden. Den er meget stor, og samtidig er den selvfølgelig befolket af mennesker, der er meget ens. Vi har alle vores længsler og vores drømme, og vi er alle blevet født, og vi ved også - og det er sådan set det eneste, vi kan være helt sikre på - at vi skal dø. Så på den måde er vi meget ens.”

Lang tids forarbejde
”Så det var starten for mig til at åbne mig overfor Tyrkiet: for de kulturer, der er, og for de landskaber og de mennesker, der er,” fortæller Rygård. Efter filmen om Nordbrandt rejste hun rundt i Tyrkiet, og hun har siden hen også lært sig det tyrkiske sprog for bedre at kunne instruere filmen.
Om udviklingen af filmens manuskript fortæller hun: ”Det var en lang, lang proces, der startede med at samle hans (Yüksel Isiks) erindringer, og derefter skille ud, hvad der skulle gå videre i filmhistorien, og hvad der ikke skulle. Jeg gør så det i mine film, at jeg altid har musikken inde på et meget tidligt tidspunkt. Fordi, jeg synes filmmediet er så tredimensionelt på en måde. For mig er det et dialektisk samarbejde mellem musik, drama og teater. Og man skal ligesom have alle elementer, alle kunstarterne til at arbejde sammen fra starten.”


Hjælp fra filmkonsulent og Zentropa
Filmen har været meget lang tid undervejs, og jeg kunne se, at der var et islandsk selskab med som co-producent. Var det svært at få filmen finansieret i Danmark?
”Ja!” siger hun med et bestemt udtryk: ”Jeg oplevede, at det var fuldstændigt afgørende, at Thomas Winding var filmkonsulent dengang. Det, at han gik ind og støttede projektet fuldstændigt helhjertet og lige fra starten, gjorde, at jeg holdt ud. Vi var alle klar over, at det ville jo nok ikke være verdens nemmeste film at få finansieret. Men så skete der det meget positive, at Zentropa, det filmselskab, som jeg synes er ret enestående i dansk filmproduktion, har den generøse side, at de godt vil kæmpe for noget, der er anderledes. Så de gik også ind. Men selv da stod vi året før, en uge før optagelserne. Jeg havde valgt alle skuespillere lang tid i forvejen. De stod parate, og så var vi alligevel nødt til at aflyse, fordi der manglede stadigvæk 2-3 millioner. Og der gik Zentropa så ind i det hårde arbejde, som det er, at søge penge fra Euroimage. Og det lykkedes så at få de sidste penge.”

Blomstrende udtryk
For Elisabeth Rygård var det vigtigt, at filmen ikke blev optaget på digital video og kom til at tage sig billig ud. Hun fortæller: ”Jeg har hele tiden været meget kompromisløs på den måde, at jeg var godt klar over, at denne her film skulle ikke laves med et low budget-æstetisk udtryk. Den skulle simpelthen laves på filmmediet. Fordi landskabet i Tyrkiet var ligesom en nøgle til alle de vidunderlige folkekulturer med deres poesi, som har gået op og ned i det landskab gennem århundreder.
Fordi en af de ting, jeg også opdagede, var at Tyrkiet er ikke én kultur. Vi snakker om den tyrkiske kultur, og det holder ikke. Det passer simpelthen ikke med virkeligheden. Man må snakke om tyrkiske kultur-er. Det har været og det er en stor smeltedigel i dag, og det har også været det gennem tusinder og tusinder af år.
Det er også derfor, der er hele det blomstrende udtryk i folkekulturen og i den meget sjælfulde kulturelle arv, som folkekulturen er bærer af. Det oplevede jeg som en stor menneskelig rigdom. Efterhånden som jeg så alle de ting og snakkede med mennesker osv., tænkte jeg, nej, jeg bliver nødt til at fortælle et dansk publikum: kom, kom og se! Det er meget mere, end vi tror.”

Tyrkiske stjerner
Hvordan var det så at arbejde i Tyrkiet med et rent tyrkisk cast
”Det var en udfordring. Flere år i forvejen var jeg nede og snakke med forskellige skuespillere. På det tidspunkt var jeg ikke så god til at forstå tyrkisk, men det var faktisk en fordel, fordi jeg så havde den fornøjelse, at kunne vælge ud fra min intuition. Det viste sig så, at nogle af de skuespillere, jeg allerhelst ville have med, og som også kom med, for det første både holdningsmæssigt og spillestilmæssigt lå på linie med mig, og for det andet, at nogle af dem er nogle af Tyrkiets meget kendte skuespillere. Abdullah, Pantelåneren (Selcek Uluergüven) for eksempel, som er den onde mand i filmen, han er super TV-stjerne. Alle de små børn kom løbende hver gang han var med. Han har været med i hel masse serier. Og moderen (Sebnem Köstem Kocatürk) er med i et Shakespeare-teater. Hende, der spiller Kiraz, den tykke, stærke dame i landsbyen, hun har været med i nogle meget roste italiensk-tyrkiske co-produktioner, bl.a. med ham, der har lavet Harem (Harem Suaré, Ferzan Ozpetek, 1999).”

Hvad var de største udfordringer?
”Hele vejen igennem synes jeg, at min største udfordring var at holde fast i den kunstneriske vision. Det er spændende og dejligt, men det er også hårdt. Forstået sådan, at man skal have 100% opmærksomhed på det samlede æstetiske udtryk, ikke bare i nuet lige under optagelserne, men også på hvad det skal blive til under klipningen. Hvis du nu vælger den scene, i stedet for den scene, hvis du nu lægger musikken lige lidt tidligere, end der. Alt det skal du bære rundt med i hovedet. Samtidig med, at livet jo arter sig som det vil: Pludselig bliver det regnvejr, den dag, der skulle have været solskin. Så skal scenen laves om; Så har geden, der skulle optræde, fået influenza, og sådan er der altså mange mærkelige og sjove overraskelser.
Nogle gange havde vi optagedage med flere hundrede mennesker, hvor mine tyrkiske assistenter og medhjælpere skulle instruere på anden hånd. Jeg vil ikke sige, at der var en sprogbarriere, men det er jo nemmere lige hurtigt at råbe noget helt præcist, end, hvis du skal tale engelsk sammen, og den ene eller den anden ikke er helt sikker på det engelske udtryk. Vi havde engelsk på holdet som fællessprog.”

To filmkulturer mødes
Produktionen af filmen var også et samarbejde mellem to forskellige filmkulturer. Rygård fortæller: ”Jeg har indtryk af, at tyrkiske film lægger vægten nogle lidt andre steder, end vi gør i vores filmtradition. Så det var også noget med at få kørt det sammen. Jeg er dybt taknemmelig over, at vi er blevet mødt med åbne arme i Tyrkiet og af det tyrkiske Alfa Film, som vi samarbejdede med. Ömer Kavur, der har Alfa Film, er selv instruktør, og det var en stor hjælp for mig, at mine æstetiske ønsker var helt udenfor diskussion.”
Er der nogle begrænsninger for et dansk filmhold, der vil lave film i Tyrkiet? Er der mange tilladelser osv. der skal søges?
”Ja, altså det er sådan et gammeldags bureaukrati. For at det overhovedet kunne lade sig gøre, fordi vi havde meget lidt optagetid og et meget stramt budget, skulle vi derfor også have nogle rutinerede tyrkiske produktionsledere med, som var vant til at forhandle: Kniber det i en snæver vending, du ved, så lover du borgmesteren en middag, og så kan det pludseligt lade sig gøre alligevel at få åbnet den der gamle vej.”
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
UJang
13-5-2013 10:59
Hej Vagn -Se den f8vrige diskussion der pe5 det setsene har ve6ret omkring tag som del af fe6llesareal eller ej. Be5de I, og andre har ve6ret/er inde i denne diskussion i f8jeblikket og det er der allerede kommenteret pe5 i andre indle6g.Se5 jeg vil nf8jes med at kommentere pe5, om der kan ve6re forskel i ejerforeningsbidraget for forskellige lejlighedsstf8rrelser. I Utopia 1, hvor Bjarne Wessel er medlem af bestyrelsen, er der stor differentiering i bidraget for forskellige lejlighedstyper. Og du kan le6se om det i loven (se menu For medlemmer og derefter Jura, tyrkiske love og regler , hvor du kan finde den gamle udgave af loven.) Se her artikel 20, pkt. a, hvor der ste5r at udgifterne kan (bf8r?) fordeles i henhold til the ratio of their land share . Denne ratio for land share (andel af det samlede areal) burde ve6re den brf8k, som du kan finde i feltet Arsa Payi som findes cirka midt pe5 dit skf8de (TAPU). Se5 som jeg opfatter reglerne, se5 kan I ve6lge at fordele fe6llesudgifterne i henhold til denne brf8k. (Ne5r I le6gger alle skf8derne sammen burde I forhe5bentlig lande pe5 100% men lav hellere beregningen for alle skf8der ff8rst og kontroller at summen bliver korrekt). Langt de fleste ejerforeningen ve6lger dog, mig bekendt, ens bidrag for alle.

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Salaam DK:
 
Salaam DK: James' Journey to Jerusalem.
Salaam DK ’04: Israelsk film i Huset
Salaam DK ’04: Afrikansk instruktør på besøg
Salaam DK ’04: Filmskolefilm på PH Cafeen
Salaam DK '04: stærke svenske kortfilm
Frihedens veje
Salaam DK: Lost Boys of Sudan
Dirty Pretty Things
Omfavn mig måne
Integration på plakaten
Josef Fares – 23 år og filminstruktør
Jalla! Jalla!
Iransk film: Realisme, suspense og filmpoesi for forandring
East is East

Quiz
Hvem af disse skuespillere har ikke spillet D’Artagnan?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google