CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Copyright:
CinemaZone.dk, Foto: Mads Bang Pedersen
 
Mere info
Ulrich Seidl
Østrigst dokumentarist. Født 1952 i Wien.

Filmografi:
Good News (1990)
Dokumentarfilm om en gruppe indvandrere, der lever af at sælge aviser i Wiens gader.

Mit Verlust ist zu rechnen (1992)
Dokumentarfilm fra grænsen mellem Østrig og Tjekkiet om et 70-årigt par, der mødes: Den rige bonde og enkemand Sepp og er den fattige enke Paula, som lever alene med sin hun og et sort/hvid fjernsyn.

Tierischer Liebe (1995)
Dokumentarfilm om en række ensomme mennesker i Wien og deres intime forhold til deres kæledyr.

Busenfreund (1997)
Dokumentarfilm om en 50-årig matematiklærer, der bor sammen med sin gamle mor.

Spass ohne Grenzen (1998)
Dokumentarfilm om en kvinde, der er indehaver af en rekord i besøg i forlystelsesparker. Filmen var ifølge Seidl først tænkt som del af et større projekt, der skulle vise, hvor stressede folk blev af at være arbejdsløse.

Models (1998)
Dokumentarfilm om tre håbefulde piger i Zürichs benhårde modelverden.

Hundstage (2001)
Spillefilm med seks historier om det trøstesløse liv i en trøstesløs østrigsk forstad.

Læs også...
Nyheder:
19-02-04:
Foghs spindoktor i Cinemateket
15-10-03:
Cosmic Zoom – prisvindere 2003
18-07-03:
Ozpetek til tops på Karlovy Vary
10-07-03:
Herzog på jagt efter Loch Ness-uhyret
13-05-03:
…og en ny dokumentarfilm-festival
04-04-02:
NatFilm 2002: Europa på NatFilm
08-09-01:
Venedigs guldløve til indisk film
 
Anmeldelser:
25-07-08:
Import/Export
03-12-04:
Hotel
05-03-04:
Nede på Jorden
02-05-03:
Nationens tilstand
11-04-03:
Hundedage
16-12-02:
Kode ukendt
25-11-02:
Pianisten
10-05-02:
Lovely Rita
 
Artikler:
26-03-04:
Natfilm '04: Made in German
11-11-03:
CPH:DOX ’03: Europas tilstand
07-11-03:
CPH:DOX ’03: Aktuel og nødvendig
06-11-03:
CPH:DOX ’03: Fem spørgsmål til arrangørerne
07-09-01:
Venedig 2001: Festival for stærke visioner
05-09-01:
Venedig 2001: Midt i festen
 
Interview: Ulrich Seidl
 
Bag de lukkede døre
 
Skrevet den 27/12-2002 af Jesper Vestergaard
 
 
”Fåmælt, insisterende og reserveret” stod der på min gamle notesblok efter en pressekonference på festivalen i Venedig sidste år, hvor den østrigske dokumentarist Ulrich Seidls første spillefilm, Hundstage, blev præsenteret og senere vandt andenprisen, Juryens Grand Prix.
Da jeg mødte Seidl i forbindelse med Cinematekets serie af den kontroversielle instruktørs film i sommers, var det dog med et noget anderledes og imødekommende udtryk. En hel del kunne tyde på, at han havde følt sig misforstået af den mindst ligeså insisterende og reserverede verdenspresse i Venedig.

Still-billede fra Hundstage
Intimiteten
Seidls film er, ligesom den lidt mere kendte landsmand, Michael Hanekes, realistiske dissekeringer af livet i det moderne østrigske samfund. Dissekeringer, der ikke just finder liv og glade dage som det første, men ofte ensomhed og kommunikationsbesvær som de dystre livsvilkår. Det er film om almindelige mennesker, der søger kærligheden, og deres skuffelser over, at det ikke lykkes.
”Jeg har aldrig i en biograf set så direkte ned i helvede”, har den ikke mindre kontroversielle tyske instruktør Werner Herzog sagt om en af Seidls film, Tierische Liebe, som følger en række mennesker og deres intime forhold til deres kæledyr. Intimiteten er det væsentligste for Seidl i sine film: ”Det handler om at vise mennesker, når de er allermest intime,” forklarer han: ”Det, mine film gør, er at kigge, hvor man normalt ikke kigger, bag de lukkede døre. Og der har du naturligvis nøgenheden og seksualiteten.”

Respektfulde portrætter
De nøgne mennesker og de rene og skære seksuelle scener i Seidls film har gjort ham til et både dybt kontroversielt og højt hyldet navn på den internationale dokumentarfilmscene. Diskussionen om hvad der er privat og hvad der er personligt, og hvilket af det, der kan vises på film, har fået en ny dimension med Seidls produktion. Som dokumentarist har han en forunderlig evne til at nå ind til de portrætterede menneskers mest intime sfærer, uden at man som tilskuer føler, at han misbruger de portrætterede. Hans portrætter er nuancerede og respektfulde i en sådan grad, at man som tilskuer må betragte menneskenes liv og valg med dele af både medfølelse og afsky. Det bliver ikke afsagt domme i Seidls film. Han fremstiller tidens livsvilkår. Hvordan man vil forholde sig til dem, må man selv forholde sig til.

Still-billede fra Hundstage
At vise ’det andet’
Selv opfatter Seidl sig da heller ikke som nogen kontroversiel instruktør.
Er dine film en reaktion imod tendensen til at idealisere alting og gøre det hele mere smukt og mere håbefuldt end det i virkeligheden er, når vi fortæller historier?
”Der ligger ikke nogen bevidst trang til at være anderledes i mine film. Men det hører med til den æstetik, jeg arbejder med, ikke at gøre tingene smukkere, end de er - ikke at vise folk smukkere, end de er. I andre film handler det om at gøre folk og deres seksualitet smukkere end den egentlig er, fordi den skal svare til vores forventninger, den skal svare til vores æstetik og det æstetiske sprog, som vi alle har som publikum, det billede som er opstået igennem medierne.
Jeg tegner menneskene som de nu er. Det chokerer mange, og det bliver også brugt imod mig. Jeg har siddet i paneldiskussioner og er blevet spurgt, hvorfor jeg portrætterer så mange hæslige mennesker i mine film. Mit svar er, at sådan ser vi alle sammen ud. Også vi, der sidder her i salen. Lad os da alle sammen tage vores tøj af, og se, hvordan vi ser ud.
Det med at vise det, der ikke er smukt, det hæslige, er ikke en funktion i sig selv. Jeg vil gerne vise ’det andet’. Det modsatte af det skønne. Det er for lidt bare at ville provokere, når man laver film. Den rene provokation er ikke nok, der skal mere til. Jeg viser det private, det normale, det menneskelige. Åbenbart er det provokerende.”
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
Sopi
3-4-2014 12:50
And over on the Guardian, the likes of Andrew Brown wrote long-winded to denounce this "incitement to rglieious hatred":"If films about Muhammed are denounced in this country, and their creators named and shamed, the same should be true of this film and for the same reasons."But wait... he didn't actually say that, about this Austrian film? How come??

Jens Koch
27-10-2005 12:44
Jeg har set denne film og er ikke helt enig i Claus Kjærs udlægning. Filmen er efter min mening ikke af den slags, du enten hader eller elsker. Jeg medgiver, at den er barsk, men filmen varer så tilpas lang tid, at - sådan havde jeg det ihvertfald - man ender med at blive immun overfor aktørernes problemer. På den ene side kan man have medlidenhed med dem; på den anden side opfører de sig allesammen så tåbeligt, at man ryster på hovedet over det. Dybest set skal filmen ikke ses for mere end det, den er - en noget fantasifuld skildring af en række forstadsbeboere og deres problemer.

Claus Kjær / Cinemateket
28-3-2003 14:58
Denne fantastiske film har premiere i april 2003. SE DEN! Enten hader du den - eller også elsker du den. Men du glemmer den a l d r i g !!!

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Ulrich Seidl:
 
Hundedage

Quiz
Hvilken fransk skuespiller må lade som om han er bøsse for ikke at blive fyret i Le Placard - Ud af skabet?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google