Copyright:
CinemaZone.dk, Foto: Mads Bang Pedersen | | | | | Ulrich Seidl
Østrigst dokumentarist. Født 1952 i Wien.
Filmografi:
Good News (1990)
Dokumentarfilm om en gruppe indvandrere, der lever af at sælge aviser i Wiens gader.
Mit Verlust ist zu rechnen (1992)
Dokumentarfilm fra grænsen mellem Østrig og Tjekkiet om et 70-årigt par, der mødes: Den rige bonde og enkemand Sepp og er den fattige enke Paula, som lever alene med sin hun og et sort/hvid fjernsyn.
Tierischer Liebe (1995)
Dokumentarfilm om en række ensomme mennesker i Wien og deres intime forhold til deres kæledyr.
Busenfreund (1997)
Dokumentarfilm om en 50-årig matematiklærer, der bor sammen med sin gamle mor.
Spass ohne Grenzen (1998)
Dokumentarfilm om en kvinde, der er indehaver af en rekord i besøg i forlystelsesparker. Filmen var ifølge Seidl først tænkt som del af et større projekt, der skulle vise, hvor stressede folk blev af at være arbejdsløse.
Models (1998)
Dokumentarfilm om tre håbefulde piger i Zürichs benhårde modelverden.
Hundstage (2001)
Spillefilm med seks historier om det trøstesløse liv i en trøstesløs østrigsk forstad. |
|
|
|
|
 |
| Interview: Ulrich Seidl | | | | Bag de lukkede døre | | | | Skrevet den 27/12-2002 af Jesper Vestergaard | | | | | ”Fåmælt, insisterende og reserveret” stod der på min gamle notesblok efter en pressekonference på festivalen i Venedig sidste år, hvor den østrigske dokumentarist Ulrich Seidls første spillefilm, Hundstage, blev præsenteret og senere vandt andenprisen, Juryens Grand Prix.
Da jeg mødte Seidl i forbindelse med Cinematekets serie af den kontroversielle instruktørs film i sommers, var det dog med et noget anderledes og imødekommende udtryk. En hel del kunne tyde på, at han havde følt sig misforstået af den mindst ligeså insisterende og reserverede verdenspresse i Venedig.
 | Still-billede fra Hundstage
|
Intimiteten
Seidls film er, ligesom den lidt mere kendte landsmand, Michael Hanekes, realistiske dissekeringer af livet i det moderne østrigske samfund. Dissekeringer, der ikke just finder liv og glade dage som det første, men ofte ensomhed og kommunikationsbesvær som de dystre livsvilkår. Det er film om almindelige mennesker, der søger kærligheden, og deres skuffelser over, at det ikke lykkes.
”Jeg har aldrig i en biograf set så direkte ned i helvede”, har den ikke mindre kontroversielle tyske instruktør Werner Herzog sagt om en af Seidls film, Tierische Liebe, som følger en række mennesker og deres intime forhold til deres kæledyr. Intimiteten er det væsentligste for Seidl i sine film: ”Det handler om at vise mennesker, når de er allermest intime,” forklarer han: ”Det, mine film gør, er at kigge, hvor man normalt ikke kigger, bag de lukkede døre. Og der har du naturligvis nøgenheden og seksualiteten.”
Respektfulde portrætter
De nøgne mennesker og de rene og skære seksuelle scener i Seidls film har gjort ham til et både dybt kontroversielt og højt hyldet navn på den internationale dokumentarfilmscene. Diskussionen om hvad der er privat og hvad der er personligt, og hvilket af det, der kan vises på film, har fået en ny dimension med Seidls produktion. Som dokumentarist har han en forunderlig evne til at nå ind til de portrætterede menneskers mest intime sfærer, uden at man som tilskuer føler, at han misbruger de portrætterede. Hans portrætter er nuancerede og respektfulde i en sådan grad, at man som tilskuer må betragte menneskenes liv og valg med dele af både medfølelse og afsky. Det bliver ikke afsagt domme i Seidls film. Han fremstiller tidens livsvilkår. Hvordan man vil forholde sig til dem, må man selv forholde sig til.
 | Still-billede fra Hundstage
|
At vise ’det andet’
Selv opfatter Seidl sig da heller ikke som nogen kontroversiel instruktør.
Er dine film en reaktion imod tendensen til at idealisere alting og gøre det hele mere smukt og mere håbefuldt end det i virkeligheden er, når vi fortæller historier?
”Der ligger ikke nogen bevidst trang til at være anderledes i mine film. Men det hører med til den æstetik, jeg arbejder med, ikke at gøre tingene smukkere, end de er - ikke at vise folk smukkere, end de er. I andre film handler det om at gøre folk og deres seksualitet smukkere end den egentlig er, fordi den skal svare til vores forventninger, den skal svare til vores æstetik og det æstetiske sprog, som vi alle har som publikum, det billede som er opstået igennem medierne.
Jeg tegner menneskene som de nu er. Det chokerer mange, og det bliver også brugt imod mig. Jeg har siddet i paneldiskussioner og er blevet spurgt, hvorfor jeg portrætterer så mange hæslige mennesker i mine film. Mit svar er, at sådan ser vi alle sammen ud. Også vi, der sidder her i salen. Lad os da alle sammen tage vores tøj af, og se, hvordan vi ser ud.
Det med at vise det, der ikke er smukt, det hæslige, er ikke en funktion i sig selv. Jeg vil gerne vise ’det andet’. Det modsatte af det skønne. Det er for lidt bare at ville provokere, når man laver film. Den rene provokation er ikke nok, der skal mere til. Jeg viser det private, det normale, det menneskelige. Åbenbart er det provokerende.” | | | | Næste side | | |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Jens Koch
27-10-2005 12:44 | Jeg har set denne film og er ikke helt enig i Claus Kjærs udlægning. Filmen er efter min mening ikke af den slags, du enten hader eller elsker. Jeg medgiver, at den er barsk, men filmen varer så tilpas lang tid, at - sådan havde jeg det ihvertfald - man ender med at blive immun overfor aktørernes problemer. På den ene side kan man have medlidenhed med dem; på den anden side opfører de sig allesammen så tåbeligt, at man ryster på hovedet over det. Dybest set skal filmen ikke ses for mere end det, den er - en noget fantasifuld skildring af en række forstadsbeboere og deres problemer. |
| Claus Kjær / Cinemateket
28-3-2003 14:58 | Denne fantastiske film har premiere i april 2003. SE DEN! Enten hader du den - eller også elsker du den. Men du glemmer den a l d r i g !!! |
|
| | |     |
|
|
|
