CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
Mere info
"Antikken" er en betegnelse for den græsk-romerske oldtid, og den regnes som regel for at gå fra cirka 750 f.Kr. til cirka 400 e.Kr.

Navne og titler:

"Iliaden" og "Odysseen" er to meget lange mundtligt overleverede digte, der blev endeligt nedskrevet mellem 700 og 530 f.Kr., måske af en, der hed Homer.
"Iliaden" skildrer en kort periode ikke lang tid før Trojas fald. "Odysseen" skildrer den græske helt Odysseus’ 10 år lange hjemrejse fra Troja til hjemstavnen Ithaka

Aischylos (525-456 f.Kr.) skrev mellem 70 og 90 tragedier, men kun 7 er overleveret, heriblandt "Agamemnon", om kong Agamemnon, der vender hjem fra krigen i Troja, blot for at blive myrdet af sin svigefulde hustru. Med sig hjem fra Troja har han Priamos’ datter Kassandra

Sofokles (495-406 f.Kr.) skrev over 120 tragedier, men også kun 7 er overleveret, f.eks. "Elektra" (om Elektra, der hævner sin far Agamemnons død) og "Kong Ødipus" (om hittebarnet, der vender hjem og uden at vide det gifter sig med sin rigtige mor)

Euripides (485-406 f.Kr) skrev ca. 90 tragedier, hvoraf 18 er overleveret, f.eks. "Medea" (om indvandrerkvinden, der svigtes af sin mand og slår børnene ihjel som hævn) og "Orestes" (der sammen med sin søster Elektra hævner faderen Agamemnon)

Herodot (485-425 f.Kr.) skrev "Historiai" om Perserkrigene 490-480 f.Kr. Historien om Gyges findes i 1. bog

Platon (429-347 f.Kr.) skrev en lang række filosofiske dialoger, herunder "Symposion" (ca. 400 f.Kr.), hvori en række kulturpersonligheder diskuterer kærlighed og begær. Fortællingen om de frække mennesker, der blev kløvet i to, er lagt i munden på komedieforfatteren Aristofanes (455-396 f.Kr.)

Apollonios Rhodios levede i det 3. årh. f.Kr. og skrev det episke digt "Argonautika" om Jason, jagten på det gyldne skind og det romantiske møde med Medea

Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.) skrev bl.a. eposet "Metamorfoserne"
("Forvandlinger"), som rummer ca. 250 mytologiske historier, bl.a. om Pygmalion, Orfeus, og Pyramus & Thisbe

Vergil (70-19 f.Kr.) skrev bl.a. eposet "Æneiden" om den trojanske helt Æneas, der forlod det faldne Troja og grundlagde Rom

Læs også...
Nyheder:
04-08-04:
Hollywood forvrænger verdenshistorien
15-01-03:
Neil Jordan filmatiserer Odysseen
22-03-02:
Pitt som Achilleus
 
Anmeldelser:
12-04-05:
Alexander
26-11-04:
Alexander
26-10-04:
Troja
06-09-04:
The Passion of the Christ
06-09-02:
Life of Brian
22-11-00:
Gladiator
 
Artikler:
22-11-04:
SIFF '04: Filmfest i Stockholm
05-03-03:
Deus ex machina
 
Gladiatorer, guder og Golgata – antikken på film
 
 
Skrevet den 18/5-2004 af Pernille Flensted-Jensen
 
 
Antikkens litteratur, historie og mytologi har alle dage fascineret filmmagere, som har brugt motiver og figurer i mange typer film. Meget groft set kan man inddele de oldtidsinspirerede film i på den ene side finkulturelle filmatiseringer af f.eks. græske tragedier som "Medea", og på den anden side episke storfilm med udtalt underholdningsværdi. Men ud over dem er der mange film, som låner et tema, en ide eller et litterært motiv fra den klassiske litteratur. Her er inspirationen fra oldtiden altså ikke er så eksplicit.

Copyright:
Buena Vista
Filmatiseringer
Egentlige filmatiseringer af antikke værker (hvad enten de er omsat til en anden tid eller ej) er der faktisk ikke så mange af. De græske tragedier er blevet omsat til film flere gange – det gælder især stykker som "Medea", "Kong Ødipus", "Elektra" og "Antigone" – men flere af dem har mest karakter af filmet teater. Egentlige filmatiseringer findes dog: Lars von Trier står f.eks. bag tv-filmen Medea (1988), som er baseret på et efterladt manuskript af Carl Th. Dreyer. Det er måske ikke så overraskende, at det netop var den figur, von Trier tog fat i, for Medea er vel den ultimative lidende kvinde, der ofrer alt, svigtes og tager grusom hævn, og lige præcis den tematik har von Trier som bekendt dyrket i stor stil siden hen. Ikke alle er begejstrede for filmen, men den er nu sært fascinerende og peger både tematisk og visuelt frem mod nogle af von Triers senere værker. En anden kendt version af tragedien er Pasolinis film Medea fra 1970, med operasangerinden Maria Callas (i sig selv en tragisk kvindeskikkelse) i hovedrollen. Pasolinis film er ret tro mod sit forlæg og foregår også i oldtiden. Det samme gør sig gældende for Hallmark-filmatisering af "Odysseen" (The Odyssey, 1997). Selvom den følger Odysseens handling meget slavisk, og der er gjort meget ud af at få den til at se rigtig ud, står den kunstnerisk slet ikke på højde med Coen-brødrenes omarbejdede version af "Odysseen", O Brother, Where Art Thou?, hvor handlingen er henlagt til 1930’ernes USA. Fellinis Satyricon er en bemærkelsesværdig filmatisering af en kun delvist bevaret roman af Petronius (1. årh. e.Kr.). Der er delte meninger om filmen, men der er vist ingen tvivl om at forlæggets overdådighed og satiriske tone danner en perfekt parallel til 1970’ernes seksuelle frigørelse – efter p-pillen og før AIDS.

Filmatiseringer med mellemled
Nogle af de mest kendte film med en handling hensat til f.eks. det gamle Rom er slet ikke filmatiseringer af antikke værker, men har et mellemled i form af en senere forfatter, der lod sig inspirere af oldtiden. Her må man straks nævne Shakespeare, hvis stykker er blevet filmatiseret talløse gange. Stykket "Julius Caesar" findes bl.a. i en version fra 1953, med Marlon Brando som Marcus Antonius og James Mason som Brutus (en af Caesars mordere). I dag er det en anelse komisk, at se Brando vanke om i tunika mellem papkulisser, men skuespillet er der ikke noget i vejen med. Stykket "Antony and Cleopatra" – alle tiders mest dramatiske kærlighedsaffære – er omsat til film flere gange, og senest har stykket "Titus Andronicus" fået fyrstelig behandling i Titus. En anden vigtig antik-formidler er Robert Graves, hvis to romaner om Kejser Claudius danner grundlaget for den fremragende britiske tv-serie Jeg, Claudius (1976), der naglede danske tv-seere til skærmen i 1977. Der er naturligvis et element af fiktion i beskrivelsen af Augustus, Livia og alle de andre, men Graves var faktisk en habil historiker, og det er tydeligt at han havde studeret de antikke kilder grundigt, da han skrev bøgerne.


Copyright:
Sandrew Metronome
Ideer og motiver
Der er masser af film, som ikke kan kaldes filmatiseringer af et bestemt litterært værk, men som alligevel låner temaer eller ideer fra antikke værker. I den antikke litteratur finder man f.eks. historien om Kong Pygmalion, der ikke kunne finde sin idealkvinde og derfor fik hugget en marmorstatue efter sine idealer. Han forelskede sig i statuen, som blev gjort levende af gudinden Afrodite. Denne historie blev brugt af Bernhard Shaw i stykket "Pygmalion", som blev filmatiseret i 1938 med Leslie Howard i hovedrollen og senere under titlen My Fair Lady med Audrey Hepburn og Rex Harrison. Det er uden tvivl også denne historie, der har inspireret Neil LaBute til den ætsende og utrolig aktuelle The Shape of Things. Aischylos’ tragedie om Kong Agamemnon, der vender hjem fra krigen i Troja og myrdes af sine troløse hustru Klytaimnestra og hendes elsker, er inspirationen til Terence Rattigans fremragende stykke "The Browning Version", der er filmatiseret to gange, i 1951 med Michael Redgrave i hovedrollen og i 1994 med Albert Finney (da. titel: Livets skole). Hovedpersonen er en brysk græsklærer, der underviser i netop Aischylos’ stykke, men hvis liv også former sig som stykket, fordi hans kone er ham utro med en yngre lærer. I flere andre græske tragedier erfarer man, hvordan Agamemnons børn Orestes og Elektra hævner deres far ved at slå deres mor ihjel – uden tvivl et motiv som Burr Steers skelede til, da han lavede Igby Goes Down. En anden mytologisk figur, som optræder i forskellig skikkelse på lærredet, er Odysseus, helten, der vender hjem efter mange års trængsler. Et eksempel kan man finde i Angelopoulos’ film Odysseus' blik, hvori en filminstruktør (Harvey Keitel) vender hjem til Grækenland efter 35 år i USA. Han benytter chancen til at lede efter nogle gamle film, og hans forskning bringer ham rundt på Balkan. Odysseus er altså en slags mytologisk arketype, der med lethed kan bruges i forskellige typer film, ligesom f.eks. sangeren Orfeus, der får lov at hente sin afdøde hustru i underverdenen, men kommer til at se sig tilbage og mister hende for altid. Et tredje eksempel er Kassandra, der lider under den forbandelse, at hun kan se ind i fremtiden, men at ingen tror hende, et motiv, der er blevet brugt i f.eks. Twelve Monkeys, hvor Bruce Willis ligefrem beskyldes for at have et "Kassandra-kompleks".

Ulykkelig kærlighed
En instruktør som Woody Allen har altid været stærkt inspireret af antikkens litteratur, tydeligst naturligvis i Mig og Afrodite, som er proppet til randen med mere eller mindre tydelige referencer til græske tragedier, ikke bare i formen (græsk kor og deus ex machina), men også i indholdet (indviklede forældre/børn-relationer). Man kan også nævne hans segment i tretrinsraketten New York Stories, Oedipus Wrecks, hvori man finder et af de mere skrækindjagende (og lattervækkende!) eksempler på ekstrem moderbinding. Også en film som Hedwig and the Angry Inch har lånt fra den klassiske litteratur. I nogle små tegnede afsnit berettes det at menneskene engang hang sammen to og to, men at guderne syntes, at de blev for overmodige og derfor kløvede dem i to. Siden dengang har mennesket tilbragt livet i søgen efter den anden halvdel. Denne historie stammer fra Platons dialog "Symposion", der undersøger begreberne begær og længsel – et gennemgående tema for filmen. Det er også i antikken, vi finder rødderne til verdens mest berømte kærlighedshistorie, nemlig beretningen om de to unge elskende, Pyramus og Thisbe, hvis familier ikke vil lade dem få hinanden, og som kommer af dage på ulykkelig vis. Denne historie kendte Shakespeare, som omdigtede den til "Romeo og Julie", der har dannet grundlag for så forskellige film som Baz Luhrmans Romeo + Juliet, Erik Clausens Rami og Julie og musicalen West Side Story. Endelig kan man nævne en film som Den engelske patient, hvori Katharine Clifton (Kristin Scott Thomas) ikke ses uden et eksemplar af Herodots "Historie". I en central scene genfortæller hun Herodots beretning om Kong Gyges, der stjæler en andens hustru – en beretning, der naturligvis spejles i selve filmen.
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
pruttteren
12-10-2005 13:49
Romerriget

Gladiatorer

En gladiatorer var en slave, krigsfange eller ruinerede borger som ”frivilligt” havde meldt sig som gladiator. Gladiatorkampe var slaver, som kæmpede mod andre slaver, eller slaver der kæmpede mod vilde dyr. Gladiator kommer af det latinsk navn for sværd ”gladius”. Man brugte gladiatorkampe ved begravelser, eller som en kombination af ofringer og lege.

De først gladiatorkampe man har hørt om, fandt sted ved Decimus Peras begavelse i 264 f. Kr. Ved den lejlighed, kæmpede tre par gladiatorer på Forum Boarium, Roms kvægtorv.

Det var ikke mange gladiatorer, som overlevede ret lang tid, de fleste blev dræbt i kampe eller af følger fra piskning af fangevogterne. Der var også mulighed får at få en benådning, som følge af fremragende indsats.

Gladiatorkampene blev meget populære i det sidste århundrede f. Kr. De blev nu opført i Rom og mange andre steder. Gladiatorkampene fandt sted i amfiteater f.eks. i Colosseum, som kejser Vespasian lod bygge i Rom i 70`-erne. Nu havde man også gladiatorskole, som fik slaverne ind og derefter uddannede man dem til gladiatorer.

Rige romere eller kejserne brugt gladiatorkampene som middel til at skabe sig popularitet. Gladiatorkampene ophørte under påvirkning af kristendommen i det 5. årh.

Man har også funder ud af, at der fandtes forskellige typer gladiatorer altså gladiatorer med forskellige udrustning. Det forgik på den måde at de kom til at kæmpe med deres egne våben og i deres egen stil, f.eks. samniteren som var romernes fjende i Syditalien, de var tungt udrustet med et stort aflangt skjold. På sit venstre ben bar han en benskinne af læder forstærket med metal og på hovedet en fjerprydet hjelm med visir. Hans våben var et langt sværd og en lanse. En anden gladiator var thrakeren, han bar en krumsabel og et lille rundt skjold. Thrakeren havde benskinner på begge ben. Thrakerens fortrukne modstander var samniteren. Myrmilloen kæmpede med bar overkrop og af våben havde han et stort skjold og en dolk eller et kort sværd. Myrmilloens modstander var thrakeren og især net-kæmperen der var bevæbnet med en trefork eller en tunfiskeharpun, en dolk og et net til at fange modstanderens våben i.


 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Antikken på film:
 
Troja
Gladiator
Life of Brian
The Passion of the Christ

Quiz
Hvilken spansk skuespiller inkarnerede den cubanske digter Reinaldo Arenas i Before Night Falls?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2017 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google