CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
 
Mere info
Jean-Luc Godard

Fransk instruktør og tidligere skribent ved det franske filmtidskrift Les Cahiers du Cinéma.

Godard var en af den franske nybølges fremmeste bannerførere, og var med til at revolutionere filmsproget.

Han har lavet film indenfor stort set alle genrer. Hovedværket Åndeløs (orig. À bout de souffle) fra 1960 har inspireret utallige af eftertidens instruktører.

Links
Det britiske filminstituts site om Godard
Et omfattende fransk site om Godard
Et omfattende engelsk site om Godard
The Godard-Experience
[To, For and Against: Jean-Luc Godard]

Læs også...
Nyheder:
06-04-05:
Godard-film tilføjet NatFilm-programmet
21-09-04:
Finalisterne klar til årets European Film Awards
30-08-04:
Godard i Cinemateket
14-05-04:
Godard og Gallo håner Kusturica
30-01-02:
King Lear på Godardsk 15 år forsinket
 
Artikler:
29-03-01:
Natfilm 2001: Anna Karina - Årets cover girl
 
En aften med Godard
 
Jean-Luc Godard laver stadig film. Notre musique er navnet på den seneste. Onsdag aften mødte den forgudede veteraninstruktør sit publikum i biografen Saint-Germain-des-Prés i Paris. CinemaZone.dk’s udsendte var til stede.
 
Skrevet den 11/6-2004 af Alen Meskovic
 
 
I akt: Helvede
Det er en lummer onsdag aften på Place Saint-Germain-des-Prés i Quartier Latin i Paris. Foran biografen af samme navn strækker sig en skræmmende lang kø. Med stor utålmodighed venter mindst tre hundrede filmelskere på at få en billet til Notre musique, en ny film af Jean-Luc Godard. Det er tredve minutter før filmen starter, og jeres udsendte har to muligheder: enten at stille sig bagerst i køen og risikere at gå glip af en ledig plads, eller at ignorere køen, gå direkte til billetskranken og bede om en billet. Han vælger at overhøre samvittighedsklokkerne og gøre det man ellers ikke skal gøre. Han køber en billet og finder plads på fjerde række.

II akt: Skærsild
Sveden løber ned af hver eneste pande i salen. Der er solgt mindst halvtreds billetter flere end der er sæder i biografen. Folk sidder på gulvet, læner sig op af væggene - og sveder. Man lider for kunsten skyld. Det er man villig til. Ikke kun fordi Sartres stamcaféer ligger lige på pladsen udenfor, ikke kun fordi man befinder sig i filmkunstens ultimative højborg, men først of fremmest fordi der er en belønning i vente. En lille notice i ugens filmkalender annoncerede at instruktøren ville være til stede. Derfor køen. Derfor lidelsen.

Vores musik starter. Først hedder det Helvede, derefter Skærsild og til sidst Paradis. Først en hurtigklippet sammenspil mellem musik og filmhistoriens kendte og mindre kendte billeder af krig og ødelæggelse. Derefter kommer lyden ind. Godard er i Sarajevo efter krigen. Der reflekteres over forholdet mellem billede og skrift, mellem skabelse og destruktion, mellem krig og kunst. Det er meget mere spændende. Til sidst er vi ud i naturen, i en absolut metaforisk univers. Der hersker harmoni. Et ungt par deler et æble. De sidder ved havet. Rulletekster.

III akt: Paradis
Så sker det, alle har ventet på. Lyset i den hede sal tændes. Fulgt op af et langt, langt bifald går den 73-årige instruktør op på scenen. De karakteristiske briller og det velkendte ironiske smil. Uredt hår. Et hvidt T-shirt og en gul fløjlsjakke. Han har det ikke varmt. Guderne sveder åbenbart ikke. Jean-Luc Godard banker på mikrofonen og siger:

"Tak. Der kan I se. Kommunismen er faldet. Man hylder individet."

Forfatteren Jean-Paul Curnier, som optræder i filmen, står ved hans side. De venter. De vil gerne tale om filmen. Er der spørgsmål? Foreløbigt ikke.

En ung mand bryder tavsheden:

"Jeg må indrømme, jeg har ikke forstået noget som helst. Eller… jeg er ikke sikker på, at jeg har forstået… Deres film."

"Det gør ikke noget," siger Godard beroligende.

Der bliver igen tavst i salen. Så tilføjer den unge mand:

"Det er første gang, jeg ser Deres film. Jeg har aldrig set noget af Dem før."

Godard trækker ligegyldigt på skuldrende og gentager:

"Det gør ikke noget."

Tavshed igen. En kvinde fra de bagerste rækker er den næste:

"Må jeg godt sige, at jeg virkelig kunne lide Deres film?"

"Ja, men så siger De noget om Dem selv og ikke om filmen. Jeg vil gerne tale om filmen."

Det går langsomt med at få en diskussion i gang. Spørgsmål bliver efterhånden afløst af kommentarer, bemærkninger og lyn-analyser af filmen. Tilskuerne begynder at diskutere med hinanden, at stille spørgsmål til hinanden. En af de største filmskabere nogensinde lader mikrofonen gå rundt. Han lytter. Han virker ganske ligeglad. En ung pige savnede følelser i Notre musique. En ung mand fandt filmen deprimerende. Salen protesterer. Flere og flere fremhæver de positive elementer i filmen. Såsom håb. Godard virker mere og mere uinteresseret. Han åbner en flaske kildevand og drikker lidt af det.

Så tager en ældre mand ordet og kommer ind på filmens refleksion over forholdet mellem 'shot' og 'reverse-shot'. Det er lige hvad der skal til. Det er lige hvad der sætter aftenens hovedperson, denne omvandrende filmencyklopedie, dette levende stykke filmhistorie i gang. Den tidligere Les Cahiers du Cinéma-skribent vågner fra dvalen. I den resterende halve time forbliver mikrofonen i hans hånd. Ikke flere useriøse spørgsmål, ikke flere pseudo-intellektuelle monologer. Nu handler det om filmkunst, dens væsen, dens anatomi, dens historie.

Notre musique er glemt. Man taler om andre instruktører og andre film, om dengang og nu. Godard taler indforstået, skifter emne, vender tilbage, glemmer hvad han er blevet spurgt om. Det hele bliver lidt rodet og lidt forvirrende for én med andet modersmål end fransk. Men en ting står klart. Filmhistorie, filmteori og samfundskritik blændes op i en boblende cocktail, som eliten og arbejdskolleger utvivlsomt får mest glæde af. Resten af salen må svede og tørste. De må nøjes med de rappe punchlines. Nogle mere bekendte end andre, nogle sjovere end andre.

"For at lave en film skal man have mindst to billeder. Et er ikke nok. Sådan har det været siden brødrene Lumière. De var også to. Det er derfor."

Til denne bryder hele salen i latter. Stemningen bliver igen mere afslappet. Mindre seriøse spørgsmål vender tilbage. Fotokameraerne blitzer hist og pist. Man tager billeder. Man filmer. Man skriver notater.

Til sidst bliver den gamle mester træt. Spørgsmål i stil med "Hvorfor denne allusion til Dante?" og "Hvad er reverse-shot af Godard?" gør ham tydeligt irriteret. På det sidste svarer han kort:

"Det var vist det. Tak. Godnat."

Han slukker for mikrofonen. Der høres et bifald. Og så forstummer det. En aften i selskabet med Jean-Luc Godard er forbi. Udenfor venter en lummer parisisk nat.
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
Martin
7-7-2004 06:01
Helt banalt vil jeg sige at Anna Karina i Vivre sa Vie er den smukkeste kvinde på film nogensinde. Godard var forelsket i hende da filmen blev lavet og det er svært andet når man ser den fremragende film - kameraret elsker hende. Se Vivre sa Vie det er en af de lettere tilgængelige Godard film som man kan se igen og igen.

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
Hvilken skuespillerinde har sagt følgende
"I am a marvelous housekeeper. Every time I leave a man, I keep his house."
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google