|
 |
| CIFF04: Bedstemødre og kirurger | | | | To af de tungere kandidater i hovedkonkurrencen overbeviser ikke helt, men der er alligevel noget at komme efter i russiske Granny og italienske Don’t Move. | | | | Skrevet den 26/8-2004 af Frederik Asschenfeldt Vandrup | | | | | Den russiske film Granny er den af konkurrencefilmene, vi hurtigst får i almindelig dansk biografdistribution. Fra mandag formiddag er den klar til de almindelige biografgængere, så vi nøjes med et kort blik nu og en regulær anmeldelse på mandag.
 | De to gamle kvinder nyder en forestilling i landsbyens teatersal
Copyright:
Copenhagen International Film Festival |
Labor of love
Den debuterende instruktør Lidija Bobrova har ifølge filmens danske distributør været igennem en mangeårig kamp for at få projektet godkendt af den russiske filmcensur – og det er da heller ikke et venligt billede, hun tegner af det nye Rusland, som har så travlt med at indhente de tabte år under kommunismens åg, at det helt glemmer den arv og de generationer, som har ført landet så langt. Historien er allegorisk men slet ikke til at misforstå. Den gamle bedstemor må flytte fra sin datter og svigersøn, da svigersønnen skal på hospitalet. Bedstemoren bliver genforenet langt ude på landet med sin søster, som trods sin høje alder stadig passer på sin sløve drukkenbolt af en søn.
Rørende afvisninger
De to gamle kvinder får ansvaret for at passe gården og kan i al stilhed mindes de gode gamle og solbeskinnede dage, for resten af familien er spredt for alle vinde. Det er de nye huse, de nye biler og de nye jobs, der appellerer til ungdommen, og de to ældre kvinder forstår slet ikke virakken. Da vores bedstemors søster falder og brækker hoften, bliver hun atter til overs, og hendes niece, der har et godt job i USA, kommer hjem for at finde en løsning på problemet. Filmens første halvdel er en tung omgang nostalgi og er ærlig talt en anelse til den gumpetunge side, men filmen vinder på sin sidste halve time, hvor vi følger niecens desperate forsøg på at få afsat bedstemoderen til et eller andet familiemedlem. For på trods af, at alle børn og børnebørn kun har kunnet klare sig, fordi de fik en masse penge fra bedstemoderen, da hun solgte sit hus, så er der ingen af dem, der kan overskue at have hende boende. Det er en rammende og hård allegori over en nation, der midt i en generation er brækket midt over. De unge vender sig ukritisk mod Vesten og markedsøkonomien og alt, der minder dem om gamle dage, er en byrde, de helst er foruden. Tonen er i perioder lige krads nok, men Bobrova banker effektivt sin pointe igennem i en række følelsesladede og rørende scener, og når man har vænnet sig til skuespillet, som enten er forknyt eller eksalteret, så er der faktisk meget godt at komme efter. Og nok er Granny lavet som et billede på det russiske samfund, men det bør ikke forhindre os andre i at få skrevet et besøg hos bedstemor i kalenderen. | | | | Næste side | | |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
| | |     |
|
|
|
