CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
 
Mere info
Nye Pier Paolo Pasolini-udgivelser på dvd

Decamerone
Italien, Frankrig, Tyskland
1971
Manuskript og instruktion: Pier Paolo Pasolini
Forlæg: Giovanni Boccaccio

Canterbury fortællingerne
Italien, Frankrig
1972
Manuskript og instruktion: Pier Paolo Pasolini
Forlæg: Geoffrey Chaucer

Tusind og en Nat
Italien, Frankrig
1974
Instruktion:
Pier Paolo Pasolini
Manuskript:
Dacia Maraini &
Pier Paolo Pasolini
Forlæg: Klassisk samling af fortællinger fra Mellemøsten

Salò – eller de 120 dage i Sodoma
Italien, Frankrig
1976
Instruktion: Pier Paolo Pasolini
Manuskript: Pier Paolo Pasolini, Sergio Citti
Yderligere forfattere:
Maurice Blanchot, Pupi Avati, Roland Barthes, Pierre Klossowski
Forlæg: Marquis de Sade

Links
Criteron Film (DK)

Læs også...
Nyheder:
15-02-05:
Hayden Christensen rykker videre
25-04-03:
Åbent felt på Cannes 2003
14-01-03:
Connelly og Bettany gift
 
Anmeldelser:
30-03-05:
Grimme, dumme og beskidte
 
Artikler:
31-03-01:
Natfilm 2001: Europa på Natfilm
12-03-01:
Så få dog de får til at holde op
 
Baggrundsportræt: Pier Paolo Pasolini
 
Pasolini var den italienske neorealismes sidste håb. De løse bånd til den berømte bevægelse blev dog kynisk kappet med Mattæusevangeliet, der i 1964 vakte ligeså megen furore som The Passion of the Christ i vore dage. Fire af provokatørens værker er nu kommet på dvd.
 
Skrevet den 7/5-2005 af Kenneth McNeil
 
 
Lige siden den franske nybølges foregangsmænd omkring magasinet Cahiers du cinéma i 1950’erne udklækkede og udbredte auteur-begrebet, har der været uenighed om, hvad præcis en auteur er. Hvordan definerer man en auteur? Er det de kommercielt indestængte isbrydere – eller er det den stædige low-budget anarkist? Er det de reformerende – eller er det de revolutionære? Hvad enten man hælder mod den ene eller den anden definition, synes enkelte stædige og demonstrativt alternative instruktører dog uomgængelige: Den tidlige talefilms wonderboy Orson Welles, den sære franske fisk Jean-Luc Godard, vores egen Lars Von Trier og – ikke at forglemme – italienske Pier Paolo Pasolini; den stædige ener, som enkelte hadede at elske, men de fleste elskede at hade.

Decamerone
De tidlige år – marxismens møde med katolicismen
Pier Paolo Pasolini blev født den 5. marts 1922 i Bologna i Italien og formåede allerede i teenageårene at forbløffe og forarge. Den unge Pasolini udgav flere udfordrende noveller og digte og fortsatte stilen i sine filmmanuskripter fra 1954 og fremefter. Det store, brede gennembrud kom dog først i 1961, hvor Pasolini debuterede som instruktør med Accatone, der var baseret på hans egen novelle om det hårde, voldelige liv for en alfons i Roms slum. Trods sin uforsonlige tone blev Accatone vel modtaget, og det samme gjaldt det efterfølgende års Mamma Roma - nok var Pasolini en provokatør, men han var først og fremmest den italienske neorealismes sidste håb. De løse bånd til den berømte bevægelse startet af bl.a. Rosselini, De Sica og Visconti blev dog kynisk kappet to år senere.
Lige så megen furore Mel Gibsons The Passion of the Christ vakte sidste år, lige så forarget blev den katolske kirke over Pasolinis Mattæusevangeliet i 1964. Filmen portrætterede Jesus som humanist, men også som en streng, militant leder, og trods kritikerros var den katolske kirke alt andet end glad. Pasolini var farlig. Nej, han var mere end farlig: Han var en udtalt, udsvævende homoseksuel, en demonstrativ ateist og en overbevist marxist. Den katolske kirkes værste mareridt, og – skulle det vise sig i de efterfølgende år – ikke bange for at røre ved hverken tabuer eller udlevere personlige feticher.

Det erotisk-sadistiske manifest
I tidsrummet 1965-1970 forsøgte den lige dele kreative og produktive Pasolini sig udi bl.a. modige, personlige filmatiseringer af Sofokles’ Oedipus Rex (1967) og af Euripedes’ Medea (1969), men det var kun begyndelsen. Fra 1971-1974 kastede den perfide Pasolini – tornen i øjet på kirken, udskuddet blandt udskud – sig nemlig udi i den nyere filmhistories vel nok mest bemærkelsesværdige trilogi. Glem Leones Dollars-trilogi, Von Triers Europa-trilogi og alle de andre. Pasolinis middelalder-trilogi var måske ikke den kunstnerisk mest komplette trilogi, men den var til gengæld nok den mest omdiskuterede. Det var her, den italienske instruktørs indledende navlepilleri blev til en fuldbyrdet kritik af katolicismen, borgerskabet og den kyske anti-erotisering i samfundet. Det var her, Pasolini for alvor blev den Pasolini, vi kender i dag. Den nye danske dvd-udgiver Criterion – ikke at forveksle med den store, internationale distributør af samme navn – har nu, 30 år efter den store instruktørs død, æret Pasolini med fornemme udgivelser af ikke blot de tre film fra trilogien, Decamerone (1971), Canterbury Fortællingerne(1972) og Tusind og én Nat, men også filmhistoriens vel nok mest provokerende sadistiske film, Salò eller de 120 dage i Sadoma.

Canterbury Fortællingerne
Decamerone
Intet mindre end otte, på én og samme tid ensartede og forskellige, sammenhængende og fragmenterede, historier finder sammen i Decamerone. Det er intet at regne imod de 100 fortællinger i Giovanni Boccaccios oprindelige litterære værk fra midten af 1300-tallet, men hvor Boccaccio overlod meget til fantasien, er Pasolini anderledes udpenslende.
Den første historie fortæller om en ung gadekunstner, der i blind kådhed fralokkes sit tøj af en kløgtig femme fatale, løber nøgen rundt i en siciliansk landsby og endelig – efter at have narret sine nyfundne medgravrøvere – stjæler en fin rubinring fra en gejstlig grav. Den anden historie fortæller om en ung mand, der dropper sit hårde gartnerarbejde og sniger sig ind på et kloster under påskud af at være ubehjælpelig, dum – og dermed aseksuel. De sexhungrende nonner får dog snart lokket den unge mand med til vilde sexorgier, og end ikke det faktum, at han afslører sit bedrag, stopper løjerne. Og sådan fortsætter det – hver historie endnu vildere, hver historie endnu mere fantasifuldt fabulerende som en erotisk Baron Von Münchhausen!
Decamerone er en fræk, frivolsk lille sag, men også – i forhold til Pasolinis andre film – en let film, der skyer de hårde konfrontationer til fordel for de små stikpiller imod specielt kirken. Nonnerne er frække nymfomaner, kvinderne bedrager deres mænd på arbejde, og forældrene har mere forståelse end forargelse til over for de unge Romeo & Julie-elskende, da disse en morgen opdages i postcoital omfavnelse under forældrenes tag. Synden, lysten og driften er en menneskelig naturlighed - katolicismen er en kunstig konstruktion.
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
Bo
5-9-2005 23:39
har lige set salo på italiensk fatter ikke en ski.. men ser dog moderne kunst og hører klasisk musik.... tænkte det som kritik af fascismen... og troen på objektgørelse af mennesket

Thomas
12-5-2005 00:46
Jeg læste i Politiken, at den 46-årige Pelosi, som for længst har afsonet sin dom for Pasolini-drabet, udtalte i et tv-interview i lørdags, at det ikke var ham, men tre mænd >>med syditaliensk accent<< der slog Pasolini ihjel, mens de råbte: >>beskidte kommunist<< og >>røvhul<<

Der var vel næppe mange, der regnede med at det var ham, men ikke desto mindre kaster det nyt lys over den gamle sag. Dog skal man nok ikke regne med en decideret afklaring.

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
Hvem er ikke en "mystery man"?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google