CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
Mere info
Juryen, der suverænt uddeler de gyldne svaner, består af:

Nicolas Roeg, jurypræsident
Prisvindende, kritikerrost og ofte kontroversiel engelsk filmskaber og fotograf. Mest kendte værker er Don't Look Now (Rødt Chok) fra 1973, samt Bad Timing og The Man Who Fell To Earth.

Susanne Bier
Som en af de bedstsælgende danske instruktører, både i- og udenfor Danmark kræver Bier ikke den større introduktion. Massive hits som Den Eneste Ene, Elsker dig for evigt og senest Brødre har manifesteret hendes position som nydelig kransekagefigur for kommerciel dansk film.

Udo Kier
Tysk bredtfavnende skuespiller, der på CV’et har stående alt fra Andy Warhol-producerede monsterfilm til et hav af Lars von Triers værker - og ikke at forglemme samarbejder med landsmændene Rainer Werner Fassbinder og Werner Herzog.

Baltasar Kormákur
Islandsk instruktør, skuepiller og manusforfatter der brød igennem med 101 Reykjavik. Senere på året debuterer han på engelsk med thrilleren A Little Trip to Heaven med bl.a. Forest Whitaker og Julia Stiles.

Arsinée Khanjian
Skuespiller født i Beirut, opvokset i Canada og gift med Egoyan - og har siden spillet med i alle hans film. Hun har yderligere bl.a. markeret sig i den Oscarnominerede The Sweet Hereafter, Exotica og Ararat, for hvilke hun har vundet en række priser.

Læs også...
Nyheder:
28-08-05:
CIFF'05: Tre dobbelte vindere
29-07-05:
Bred europæisk dyst på CIFF
 
Anmeldelser:
30-08-06:
Factotum
12-05-06:
Gå og bliv den du er
 
Artikler:
20-12-05:
Oscar 2006: Washington Area Film Critics - vinderne
28-08-05:
CIFF'05: Interview med Bent Hamer
25-08-05:
CIFF'05: European Thrills – Kom an Amerika!
23-08-05:
CIFF'05: Frame2Frame – europæisk stil på strimler
23-08-05:
CIFF'05: De søger efter sandhed
22-08-05:
CIFF'05: Super-Chris
17-08-05:
CIFF'05: Filmens Europa indtager København
 
CIFF'05: Den gyldne svanes 10 bejlere
 
Hovedkonkurrencen ved en international filmfestival er altid omgærdet med interesse, for her præsenteres festivalens udvalgte – i tilfældet med CIFF de 10 grimme ællinger, der dyster om at kunne flyve fra København som den gyldne svane.
 
Skrevet den 27/8-2005 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
 
 
Juryen, der er sammensat af danske og internationale øjne, forklarede først på festivalugen, hvilke krav de stillede til årets vindere. Den søgte den sandfærdige emotionelle oplevelse, det personligt forførende blandt de ti udfordrere, og i løbet af ugen har CinemaZone.dk siddet med i salen, mens juryen har set og vurderet filmene, så de kan votere sig frem til de 6 vindere. Vinderne offentliggøres ved det store Galla Award Show lørdag aften, som det stadig er muligt at skaffe sig billetter til, hvis man vil opleve lidt ægte filmfest i København.

De seks priser, som juryen har ansvaret for, går til Bedste film, Bedste instruktør, Bedste skuespillere (både mandlig og kvindelig), Bedste manuskript og endelig Bedste fotografering. Vi bringer vores helt personlige bud på fortjente vindere og tabere blandt de ti udvalgte. De rigtige vindere kan man læse om samme øjeblik, de bliver offentliggjort i Cirkusbygningen lørdag aften – og husk at alle konkurrencefilmene kan ses på festivalens sidste dag, søndag d. 28. august.


Copyright:
Foto Fredrik B. Clement
The Death of Mr. Lazarescu
Instruktør: Cristi Pulu
Rumænien, 2005
Man skulle ikke umiddelbart tro, at et realistisk rumænsk sygehusdrama på lidt over 2½ time skulle kunne fænge, men hvis man lader Cristi Pulus helt upolerede skildring af en meget lang nat i Bukarest slippe ind under huden får man en ganske stor oplevelse. Vi er sammen med den 63-årige Mr. Lazarescu fra han føler sig lidt dårlig om aftenen i sin ensomme lejlighed, hvor kun stærk spiritus og hans tre katte bryder ensomheden. Han søger hjælp hos naboen, får tilkaldt en ambulance og sammen med en samvittighedsfuld sygeplejerske flyttes han fra det ene hospital til det andet for at blive behandlet. Pulu skaber en storslået portræt af et liv, der er ubetydeligt i det store system, men som gennem præcis instruktion og en næsten dokumentarisk præstation af Ioan Fiscuteaunu i hovedrollen får betydning for os. Portrættet af det inhumane behandlingssystem er dog ikke karikeret, man forstår faktisk godt de ofte meget kyniske beslutninger, der konstant må træffes på grund af manglende ressourcer snarere end manglende vilje. Det er stærk realisme - og hele spilletiden værd. Forvent priser.
Filmen er ikke i dansk biografdistribution og bør skrives i kalenderen søndag, hvis man endnu ikke har fanget den.

Vises sidste gang søndag d. 28. august kl. 18.30 i Gloria


Copyright:
Copenhagen Film Festival

Factotum
Instruktør: Bent Hamer
Norge, USA, 2005
Factotum er en pudsig størrelse i festivalprogrammet, en ærkeamerikansk independentfilm med tilstrækkeligt norske kroner og filmtalent involveret til at gøre det til en co-produktion og dermed en lovlig deltager på CIFF, som kun tillader europæiske film adgang. Det er dog mest en teoretisk undskyldning, for nok nyder den ganske fri filmatisering af Charles Bukowskis bog "Factotum" godt af den særlige skandinaviske melankoli, men fik man ikke navnene præsenteret på forhånd, så ville man næppe notere sig det nordiske tilhørsforhold. Matt Dillon gør det decideret godt i hovedrollen som fabriksarbejderen Chinaski, der forsøger at finde et job og en kvinde, der passer ind i hans univers. Det kræver en del forsøg, og især gennem portrætterne af de mange forskellige arbejdspladser, som Chinaski forsøger at tilpasse sin livsstil – og ikke omvendt – kommer vi tæt ind på personen og den verden, han forsøger at leve i. Filmen lever med stort humoristisk overskud og er sikkert styret i land af Bent Hamer, men det er også svært at se den som prismodtager. Det skulle i så fald være for Matt Dillon, som også netop nu gør sig stærkt bemærket i Paul HaggisCrash.
Factotum er med i filmklubben Filmporten og får dansk biografpremiere i 2006.

Vises sidste gang søndag d. 28. august kl. 21.00 i Cinemaxx


Fateless
Instruktør: Lajos Koltai
Ungarn, Tyskland, England, 2004
Med Fateless får sidste års jurypræsident István Szabó faste fotograf Lajos Koltai sin instruktørdebut. En storslået og omfattende filmatisering af Imre Kertész’ Nobelprisvindende og selvbiografiske roman "De skæbnesløse" fra 1975. Et hovedværk i ungarsk litteratur – og netop derfor en stor udfordring. Koltai har ikke overraskende billedsiden med sig, og faktisk markerer Fateless sig som festivalens flotteste oplevelse, hvis man ikke fortørnes over beslutningen om at gøre livet i en koncentrationslejr til et studie i skønhed i fortabelsen. For historien i Fateless er en dramatisk omgang, baseret på Kertész’ egne oplevelser som jødisk dreng fra Budapest, der bliver deporteret til en række tyske arbejdslejre under 2. verdenskrig. Koltai fortæller modigt historien i en lang række fragmenter; løse scener, der varer alt fra 10 sekunder til et par minutter udgør de enkelte brikker i mosaikken om den 12-årige Györgys forfærdelige oplevelser. Sidste år, hvor juryen satte fokus på ungt talent og nye retninger for filmkunsten, havde Fateless næppe haft en chance med sine traditionelt smukke billeder og Ennio Morricones storladent tragiske musik, men hvis de fem dommere holder fast i udmeldingen om at belønne den emotionelt stærke oplevelse, kunne Fateless sagtens være storfavorit. Den helt unge Marcell Nagy, der blev to år ældre og 10 centimeter højere under optagelserne, leverer også en fornem præstation i den altoverskyggende hovedrolle.
Fateless har pt. ingen dansk distributør, men en af spillerne på distributionsmarkedet for gode, klassiske dramaer bør få både øjne og pengepung op for at sikre sig rettighederne til denne gribende oplevelse.

Vises sidste gang søndag d. 28. august kl. 21.30 i Park Bio


Harrys døtre
Instruktør: Richard Hobert
Sverige, 2005
Den eneste af konkurrencefilmene, vi ikke når at se inden prisuddelingen. Richard Hobert er som regel garant for solide dramaer, og de medvirkende hører til blandt svensk films fineste kvinder, men om det rækker til at være med i dysten om en eller flere af priserne må vi vente et døgns tid på at se. Filmen kommer i dansk distribution, enten biograf eller dvd, på et senere tidspunkt.

Vises sidste gang søndag d. 28. august kl. 16.40 i Dagmar
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Copenhagen International Film Festival 2005:
 
CIFF'05: Interview med Bent Hamer
CIFF'05: Interview med Costa-Gavras
CIFF'05: Tre dobbelte vindere
CIFF'05: European Thrills – Kom an Amerika!
CIFF'05: De søger efter sandhed
CIFF'05: Frame2Frame – europæisk stil på strimler
CIFF'05: Super-Chris
CIFF'05: Filmens Europa indtager København
Bred europæisk dyst på CIFF
Emir Kusturica åbner CIFF
Nicolas Roeg juryformand på CIFF
Ny programchef på Copenhagen IFF

Quiz
Hvem spillede Paprika Steens far i Okay?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google