CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
Mere info
Forbrydelsens element
Danmark, 1984

Instruktør:
Lars von Trier

Manuskript:
Lars von Trier og Niels Vørsel

Medvirkende:
Michael Elphick
Esmond Knight
MeMe Lai
Jerold Wells
Ahmed El Shenawi
Astrid Henning-Jensen



Epidemic
Danmark, 1987

Instruktør:
Lars von Trier

Manuskript:
Lars von Trier og Niels Vørsel

Medvirkende:
Lars von Trier
Niels Vørsel
Claes Kastholm Hansen
Susanne Ottesen
Cæcilia Holbek
Olaf Ussing
Ole Ernst
Udo Kier



Europa

Instruktør:
Lars von Trier

Manuskript:
Lars von Trier og Niels Vørsel

Medvirkende:
Jean-Marc Barr
Barbara Sukowa
Udo Kier
Ernst-Hugo Järegård
Eddie Constantine
Jørgen Reenberg
Erik Mørk
Henning Jensen



Læs også...
Nyheder:
25-10-05:
Trier-boks vinder international pris
31-08-05:
Dansk film: Bedste halvår i 20 år!
 
Anmeldelser:
13-12-05:
Manderlay
29-08-05:
Dear Wendy
05-05-04:
De fem benspænd
02-12-03:
Breaking the Waves
19-11-03:
Dogville
01-08-03:
Riget
27-06-03:
Dogville Confessions
24-04-01:
Dancer in the Dark
 
Artikler:
29-11-05:
DVD: Dogme Kollektion 1-4
03-12-03:
Boganmeldelse: Lars von Trier Interviews
01-08-03:
Bag om Riget
04-06-03:
Premiereinterview: Lars von Trier
 
Europa-trilogien på dvd
 
Lars von Trier har for længst markeret sig som dansk films største navn. Derfor er det også både godt og nødvendigt, at man nu har taget sig sammen til at lave et ordentligt bokssæt med Triers første tre film, den såkaldte Europa-trilogi.
 
Skrevet den 1/7-2005 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
 
 
Vi skal spole tiden tilbage til midten af 80’erne, hvor den unge Lars Trier afsluttede Filmskolen med den bemærkelsesværdige Befrielsesbilleder. Alle kunne se, at her var der noget helt særligt på spil, men ingen turde kaste sig ud i et økonomisk risikabelt spillefilmsprojekt med den unge ener. Ikke før filmproducenten Per Holst rykkede ind og sikrede finansieringen for Lars von Triers debutfilm og startskuddet til Europa-trilogien - Forbrydelsens element.


Den første rejse
Forbrydelsens element er en europæisk feberfantasi, frit fabulerende over krimigenrens kendte træk. En hypnotisk rejse ned i et Europa, som er gået i opløsning i nihilisme og fortabelse, og hvor kun en række fasttømrede teorier holder vores hovedperson, politiinspektøren Fischer, oven vande, mens han forsøger at opklare sagen om nogle bestialske pigemord. Æstetisk overvældende og dragende i sin tilbagelænede og samtidig dybt forførende filmsprog.

Filmen præsenteres i flot teknisk kvalitet i dette boxsæt og med et ekstramateriale, der giver adskillige ekstra dimensioner til oplevelsen. To kommentarspor ledsager filmen; et med Lars von Trier, Tom Elling (fotograf) og Tómas Gislason (klipper) og et andet med de to selvudnævnte, men fuldt kvalificerede Trier-eksperter, Peter Schepelern og Stig Björkman. Begge kommentarspor lægger noget til oplevelsen, det første mest på anekdote-planet, mens Schepelern og Björkman er bedre til at indkredse nogle af de faktorer, som gør Triers film så unik.
Det øvrige ekstramateriale rummer en dansk dokumentar fra 1984 om arbejdet med Forbrydelsens element samt en ny dokumentarfilm fra 2005 , som kigger tilbage på oplevelserne dengang.
Som på alle filmene er der et easter egg, og det er på denne skive Triers korte filmskoleproduktion Nocturne, som enhver med lyst til at komme helt bag om kunstneren Trier kun kan glæde sig over nu at have fast adgang til.

Rastepladsen
Europa-trilogien tog 3 år senere et uformelt og afslappet skridt mod fuldbyrdelsen med Epidemic - en metafilm som med højt humør blander dokumentariske optagelser af instruktøren Lars og manuskriptforfatteren Niels (Vørsel, som skrev Triers tidlige film), som skal have en film færdig til et møde med filmkonsulenten (Claes Kastholm Hansen, som også i virkeligheden havde givet støtte til filmen), med flotte 35mm-optagelser fra den film, som de to pressede filmfolk skriver på. Fiktion og virkelighed blandes frem mod et af de mere foruroligende klimakser i nyere dansk film, hvor fiktionens pest pludselig springer ud i lys lue til den afgørende middag med filmkonsulenten.

Epidemic er af flere gode grunde den film, der har mindst ekstramateriale at gøre godt med, men kommentarsporet med Lars von Trier og Niels Vørsel er den helt rette måde at kigge tilbage på dette projekt, som man med lidt god vilje kan se som en tidlig forløber for Dogme-tanken om at søge enkelheden i filmproduktionen. Det er dog stadig i højere grad den legende, drillesyge Trier, end den asketiske, konceptstyrede, som former Epidemic. Også på denne skive kigges der tilbage på produktionen i en nyproduceret dokumentarfilm, og easter egg’et er Befrielsesbilleder, afgangsfilmen fra Filmskolen.


Hovedværket
Trier havde selv ambitioner om, at den sidste film i trilogien skulle være det absolutte hovedværk. Den stort anlagte fortælling om Europa blev af forskellige årsager mindre end forventet, men det ændrer ikke ved, at filmen står frem som et decideret hovedværk i dansk film. En overvældende og ambitiøs satsning med avancerede kamerateknikker og en storslået romantisk historie fortalt ombord på et tog, der buldrer gennem det krigshærgede Tyskland.

Europa rummer to kommentarspor; et hvor Trier ser filmen igennem sammen med Jean Marc-Barr og Udo Kier og et hvor han ser filmen sammen med Peter Aalbæk Jensen. Der er klart mest liv i det sidste, hvor de mange røverhistorier fra de krævende optagelser i Polen flere gange helt stjæler opmærksomheden fra filmen, men man savner lidt, at Schepelern og Björkman også havde fået plads til at dissekere dette værk. Som løse dokumentarprogrammer får vi en fransk dokumentar fra 1991 og den samme type nyproducerede samling anekdoter, som på de to øvrige skiver.

Den fjerde skive
Selve indpakningen af bokssættet er lækker og veludført. Dvd'ernes menuer er grafisk designet efter filmenes indhold, og ud over de tre film får man en lille folder skrevet af Peter Schepelern samt en fjerde dvd med en lang række dokumentarprogrammer, enten om Trier som person eller om en af filmene. De fleste er danske, men der er også både tyske og franske indslag imellem. Hvor ekstramaterialet, der ligger sammen med filmene, er konkret rettet mod den enkelte film, så udgør den sidste dvd snarere en chance for at få et egentligt overblik over betydningen af Triers karriere.

Europa-trilogien står stærkt som dvd-udgivelse og hører hjemme på enhver filmelskers reol. Det lyder som en kliché, og vendingen bruges på alle måder også for ofte, men Electric Park, der har stået for udgivelsen, har brugt lige præcis tid nok på at skabe en udgivelse, som ikke kun lugter af en hurtig profit, men også tager værker og instruktør tilstrækkeligt seriøst. De fortjener, at der er efterspørgsel efter udgivelsen, så de forhåbentlig har mod på at kaste sig over andre af de instruktører, som fortjener tilsvarende udgivelser.
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
I hvilket år fik Borte med Blæsten Oscaren for bedste film?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google