CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
Mere info
På denne plads vil de to anmeldere i Berlin løbende vurdere årets konkurrencefilm og andre spændende oplevelser.


Shine a Light
Kenneth McNeil: 4/6
Jacob Ludvigsen: 4/6



There Will Be Blood
Kenneth McNeil: 3/6
Jacob Ludvigsen: 4/6



Black Ice
Kenneth McNeil: 2/6
Jacob Ludvigsen: 2/6

Berlinale '08: En dag med Daniel Day i centrum
 
Skulle man ikke have opdaget det tidligere, bliver man bekræftet i, hvor god en skuespiller Daniel Day Lewis egentlig er, når man ser ham iklædt sin egen persona. Altså uden de accenter, klæder og udstrålinger han med metodeskuespil og stor succes har forklædt sig bag i film som My Left Foot, Den sidste mohikaner og Gangs of New York. Og senest i Paul Thomas Andersons Oscar-nominerede There Will Be Blood, der som den første film i hovedkonkurrencen i dag er blevet vist på Berlin Filmfestival.
 
Skrevet den 9/2-2008 af Jacob Ludvigsen
 
 
I 'real life' - dvs. til dagens pressekonference - bærer den engelske skuespiller en sort-hvid skjorte med røde blomster og guldøreringe, mens hans halvlange krøllede hår stikker ud under den sorte ovale hat. Et udseende, der mere giver indtryk af et ældet blomsterbarn fra Christiania end en mand, der sandsynligvis bliver hædret med Oscar'en for bedste mandlige hovedrolle om et par uger.
Uanset hvad er det et positivt indtryk, man får både af den 'rigtige' Daniel Day Lewis og af hans fænomenale præstation i P.T. Andersons film (mere om denne nedenfor). Han taler langsomt og eftertænksomt og lyder sympatisk. Snakke om sin verdensberømte 'method acting' gider han ikke. Men hvorfor også snakke, når man kan vise det på det niveau, som han gør rolle efter rolle.

Daniel Day-Lewis vandt for nyligt The Screen Actors Guild Award for sin præstation i There Will Be Blood.

Copyright:
Screen Actors Guild - Micha Dani
Alligevel er både han og instruktør Anderson tydeligt stolte over deres seneste film, som ifølge sidstnævnte bar arbejdstitlen 'There Might Be Blood', indtil de var sikre på, at de kunne garantere, at der rent faktisk Will Be Blood. En journalist vil vide, hvad Anderson mener om chancerne for at blive tilgodeset med en eller flere guldstatuetter af Oscar-akademiet. ”Jeg forventer at vinde alle priserne”, svarer Magnolia-instruktøren med et glimt i øjet. ”Også dem vi ikke er nomineret til.”

Dagens oplevelse
CinemaZones udsendte var måske knap så begejstrede for There Will Be Blood som mange amerikanske anmeldere og filmfolk har været. Men god nok til at være Dagens Oplevelse, var den dog. Selvom Daniel Day-Lewis og P.T. Anderson fortalte, at den allegoriske betydning af filmen ikke har fyldt meget under optagelserne, er det måske netop som et grandiost og forbløffende USA-kritisk metaforisk værk, den fungerer bedst – og som gør den værdig til at blive sammenlignet med mesteren John Fords socialkritiske film. Historien om den stædige Daniel Plainview, der omkring indgangen til det 20. århundrede kæmper sig vej fra opportunistisk og lidt ynkelig guldgraver til succesrig oliemagnet, er et progressivt og besk los i røven til Amerikas to vægtigste grundsten, kapitalismen og kirken. Personificeret af Plainview og hans modstander, den unge prædikant Eli (Paul Dano), som begge fremstilles som gennemført kyniske magtmennesker.
Daniel Day-Lewis er helt uovertruffen - og skræmmende - i en hovedrolle, der med sin gennemgående usympatiske fremtoning er ganske anderledes, end hvad man normalt ser i den slags episke – 'fra op- til nedtur'-værker. Men hvor teknisk og visuelt brillant filmen end er, er der alligevel noget, der halter i den 2 timer og 40 minutter lange filmatisering af Upton Sinclairs roman. I den overvældende spilletid mister P.T. Anderson for ofte fokus, og flere dele af filmens midterpart lever ikke op til den suveræne start og vellykket dystre slutning. Der skiftes jævnligt fokus mellem Plainviews problematiske forhold til sin søn, til præsten Eli og til sin tilbagekommende bror i en fortælling, hvor det virker som om, Anderson har haft lidt svært ved at finde – og indsnævre - historiens omdrejningspunkt. There Will Be Blood er utvivlsomt værd at se – men ikke det mesterværk, nogen har gjort den til.

Der bliver nok ingen guldbjørn til den finske Black Ice.

Dagens fadæse
Den finske Black Ice virker underligt malplaceret i hovedkonkurrencen. En meget konventionel og hurtigt glemt film om en kvindelig kirurg, der opdager, at hendes mand er hende utro. Hun påtager sig en falsk identitet for at komme ind på livet af elskerinden, men befinder sig snart et sted, hvor hun ikke kan bunde. Det fører til en sommetider spændende, men aldrig rigtigt vedkommende film med en rigtigt skidt slutning. Om det kun er dens filmmæssigt eksotiske herkomst, der har berettiget den til konkurrencen om Guldbjørnen, er svært at sige. Dens kunstneriske kvaliteter er i hvert fald svære at få øje på. Som en af mine filmkollegaer sagde efter filmen: ”Måske er den kun med, fordi de ikke kunne få fat i filmen om Lordi.”
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
Lisa Brygger
10-2-2008 12:57
Hr. McNeil bliver ikke fyret for at have en mening, især ikke når han på så altid fin vis kan forsvare sig ud af at give seks stjerner til Sweeney Todd. Det samme kan siges om Hr. Ludvigsen, der her på siden gav Sweeney fem stjerner. Men efter selv at have set Burtons nyeste, kan jeg advare de to Burton-groupier i Berlin med at de vil komme hjem til løftede øjnbryn! Mor er ikke vred - bare skuffet! 5 eller 6 stjerner? ER I SINDSSYGE DRENGE?? Den er ikke mere værd end fire stjerner: HØJEST! Og det er på en god dag ;-)
Tim Burton har bare at holde sig fra at lave musicals igen - nogensinde!!! Johnny Depp var dog sygeligt fed - men en oscar-nominering til ham er dog for langt ude.

Kenneth McNeil
10-2-2008 00:46
Jeg afventer også en fyreseddel snart. Er i dén grad i modvind hernede på Berlin mht. There Will Be Blood. Den er blevet ekstremt godt modtaget af anmelderne; f.eks. kan man bagi i Screen i dagens udgave læse, at stjernepanelet af forskellige internationale anmeldere giver 3.16/4 (på en 0-4-skala) fordelt på tre-fire 4-taller, ét 3-tal og ét 2-tal, hvor jeg altså er enig med 2-tallet på en 0-4-skala.

Det bliver interessant at se, om den også modtages så pænt i Danmark. Jeg ville ikke blive overrasket.

En kort kommentar til Lol specifikt: Hvad er det DU finder så fantastisk ved There Will Be Blood?

Varme hilsner til alle herfra Berlin.

Lol
9-2-2008 14:24
Kan se i boksen, at Kenneth Mcneil giver 3 til There Will Be Blood. Og han gav 6 til Sweeney Tood?.. det er jo absurd, så lidt forstand den mand har på film. There Will Be Blood er et majestætisk kraftværk, der vil husket i årtier hvorimod Todd er noget overfladisk og søvndyssende sort glitterpapir.

Fyr ham! There Will Be Blood er årets film.

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Berlinale 2008:
 
Berlinale '08 – Juryens bjørneprotest
Guldbjørn til brasiliansk film
Berlinale '08 – Enden er nær
Berlinale '08: Holder det i længden?
Berlinale '08: Tømmermænd og spanske skønheder
Berlinale '08: Det knapt så tavse mindretal
Første teaserplakat til Quantum of Solace afsløret i Berlin
Berlinale '08: 1. dag
Berlinale '08: Filmmekka med stjernestøv og dönerkebab
Danske film til Berlin

Quiz
Hvem var oprindelig castet som Catwoman i Batman Returns - men droppede optagelserne, da hun blev gravid?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google