CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Copyright:
Sandrew Metronome - Britta Krehl
 
Mere info
Om Ole Christian Madsen:


Ole Christian Madsen er født i 1966 og uddannet fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 1993 på den såkaldt gyldne årgang sammen med Thomas Vinterberg, Per Fly og Peter Flinth.


I 1999 spillefilmsdebuterede han med det roste indvandrerdrama Pizza King, men det folkelige gennembrud kom i form af tv-serierne Rejseholdet og – ikke mindst – Edderkoppen (2000), inden kritikerne også måtte overgive sig til det Bodil-vindende Dogme-drama En kærlighedshistorie (2001).


I 2005 instruerede han en succesfuld og stiliseret udgave af romanen Nordkraft, inden turen i 2006 kom til kærlighedskammerspillet Prag.


Privat lever han sammen med skuespillerinden Stine Stengade.


Flammen og citronen er Ole Christian Madsens femte spillefilm og den uden sammenligning dyreste dansksprogede film nogensinde med sit budget på 45 mio. kr.

Filmen er optaget i Prag, Berlin og København i foråret og forsommeren 2007 og har Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt i de altoverskyggende hovedroller som to af besættelsens mest ildhu og hårdhudede frihedskæmpere.


For mere læsning om tilblivelsen af filmen anbefales Christian Monggaards bag-om-kulisserne-minibog, som er vedlagt det seneste nummer af filmmagasinet EKKO.


For mere læsning om besættelsestidens mange hemmeligheder og løgne kan anbefales Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet fra 2001.

Læs også...
Anmeldelser:
13-10-08:
Flammen & Citronen
 
Interview med Ole Christian Madsen
 
"Det er vigtigere at kunne se kommende generationer i øjnene end at bevare nogle bygninger".
 
Skrevet den 24/3-2008 af Søren Langelund
 
 
Man kan næsten se lettelsen i hans øjne. Det seneste år har været én lang kamp for at få en tabubelagt historiefortælling, årelang research og et astronomisk budget til at gå op i en højere enhed, og til sammenligning er det forståeligt nok ingen sag for instruktør Ole Christian Madsen at besvare spørgsmål om årets vel nok mest ventede danske filmoplevelse. Titlen er Flammen og Citronen, og filmens ønske er at fortælle den nuancerede historie om to af den danske frihedskamps mest ildhu og hårdhudede lejemordere. Dels for at give os et dramatisk indblik i en af de sorteste tider i nyere dansk historie og dels for via et underliggende thriller-element konstant lade os være i tvivl om, hvorvidt vore to (anti?)helte i virkeligheden er marionetter, der dræber i korruptionens navn i stedet for frihedens og menneskehedens.


Copyright:
Sandrew Metronome - Britta Krehl
Ole Christian Madsen er der tydeligvis ingen, der styrer som en dukkefører. Han ligner en egenrådig og meget selvbevidst kunstner, som han sidder med en skrå hat på sit kronragede hoved, en brun modebrille og en spraglet skjorte. Imødekommende og koncentreret, men mest af alt stolt og lettet over endelig at kunne præsentere den film, han har haft i tankerne i syv år. Stemningen er så frejdig, at OC (som han kaldes blandt venner) tager sig tid til godmodigt at drille Thure Lindhardt, der et par meter fra os er i fuld gang med at charmere en kvindelig reporter, men så serveres første spørgsmål brutalt:

Tabuer og manglen på modstand
De to hovedpersoner begår nogle mere eller mindre tvivlsomme likvideringer, som giver os et indblik i den mindre glorværdige side af modstandskampen, som ikke rigtigt har været bragt frem i lyset før nu. Er din mission med filmen også at ruske op i nogle tabuer lidt som Florian Henckel von Donnersmarck gjorde det i Tyskland med STASI-filmen De Andres Liv?
- For mig handler det mest om, at jeg har interesseret mig for modstandsbevægelsen, siden jeg var 12 år, og desto mere jeg undersøgte den, des mere slørede blev de helteportrætter, som jeg ellers fik ind med skeen i skolen og i den officielle udlægning. Det irriterede mig, men vækkede også en sociopolitisk interesse omkring, hvordan disse mennesker i virkeligheden agerede. Jeg fandt ud af, hvor få mennesker, der i virkeligheden gjorde modstand over for tyskerne – det var måske sammenlagt 800 danskere i løbet af hele krigen! Heraf døde de fleste, blev tortureret i fængsel eller gik senere ned med nervesammenbrud. Opbakningen til modstanden var skræmmende ringe i Danmark, og det overraskede mig, at der helt oppe fra regeringsniveau blev spændt ben for og sågar angivet modstandsfolk. Og det er jo en vigtig historie at fortælle. Det er vigtigt for vores nationalfølelse at klargøre, at vi måske ikke er det her perfekte land, vi selv tror, vi er. Måske er der en grund til, at vi har svært ved at acceptere fremmede kulturer og overkomme hele EU-spørgsmålet. Måske er der en grund til, at vi som nation har svært ved at begå os i den moderne verden.
Så du et størknet sår, du fik lyst til at pille i?
- Jeg stiller i hvert fald nogle spørgsmålstegn ved, hvad vi er lavet af. Hvad var det egentlig for en kamp, vi formåede at give tyskerne? Det er jo interessant, at når folk ser filmen, er reaktionen tit, at de er overraskede over, hvor meget der skete under deres næse. Når vi rejser ud og snakker om Danmark i dag, praler vi om vores fornemme velfærdssystem og indbyrdes omsorg. Det er sådan, vi oplever os selv, og er det ikke lidt sørgeligt, at vi ikke har mere at fortælle? Vi mangler noget stolthed over for vores historie, og det er vel fordi, vi ikke kender den på godt og ondt? Det officielle billede af frihedskampen under krigen er f.eks. udelukkende godt, og at hele landet og folket var samlet mod tyskerne. Det holder simpelthen ikke. Vi er nødt til at kende begge sider af medaljen for at forstå, hvad der skete, og det var noget, manuskriptforfatter Lars K. Andersen og jeg brugte meget tid på at gå i dybden med.

Hvor meget er virkelighed?
Du nævner selv, at publikum har været overrasket over, hvad der i virkeligheden skete dengang, men samtidig har du flere gange understreget, at filmen er fiktion. Hvordan hænger det sammen?
- Der sker intet i filmen, som ikke er baseret på autentiske situationer. Men der er flyttet lidt rundt på nogle ting og udeladt andre for at få det til at hænge sammen som historie. Mange har været skeptiske over for f.eks. sandfærdigheden i Ketty Sand-figuren (femme fatale og dobbeltagent spillet af Stine Stengade, red.), som meget belejligt falder for Flammen og samtidig har ikke så få dagsordener. Men hun fandtes skam, selvom hun efterfølgende ikke har været nogen kendt skikkelse. Hun viste sig at være fuldstændig fantastisk, fordi hun havde et forhold til både Flammen, politikommissær Winther (Peter Mygind) og Gestapo-chef Hoffman (Christian Berkel, Der Untergang), og i virkeligheden er hun måske den af figurerne, som blev allermest fanget i krigens spind og havde sværest ved at finde sin vej ud af det.


Copyright:
Sandrew Metronome - Alzbeta Jungrova
Nøglen til kompleksiteten
Du har udtalt under optagelserne, at du ikke kunne finde nøglen til historiens såvel som figurernes kompleksitet. Føler du, du har det nu, når filmen er færdig, eller er du måske ikke helt tilfreds med det endelige resultat?
- Jeg er 100% tilfreds, helt sikkert. Der sker blot det i optageprocessen – ligesom i manuskript- og klippeprocessen – at man er nødt til konstant at være i tvivl for at få det optimale ud af materialet. Hvis ikke man nysgerrigt afsøger, hvorvidt det man har fat i, er rigtigt, eller nogle gange søger andre retninger, kan resultatet nemt blive for fladt, og på alle film jeg laver, er der et slør, jeg føler, jeg skal nå ind bag ved for at se det endelige lys til sidst i klipperummet. Under optagelserne forsøger jeg at presse alle både foran og bag kameraet til at optimere projektet, og naturligvis skal man også til tider udtrykke sin tilfredshed for ikke at demoralisere holdet. Men for det meste vil jeg hellere prøve en anden tilgang til en scene end at dvæle ved, hvor godt den første optagelse forløb.
Og der var ingen panik at spore bag instruktørfacaden, når du stod som ansvarlig for en kæmpeproduktion, og som kreativ leder ikke var sikker på, om du lavede det rigtige?
- Altså, jeg var sikker på, jeg var i gang med en film, der kunne ende rigtigt ud, men nej, hvis man er sikker på vejen, man går på, mens man gør det, så bliver man for selvtilfreds og kommer nemt til at kede sig. Så afvikler man bare filmen i stedet for at lave den, og det er vel nok instruktørens allerstørste fare. Det er vigtigt for mig aldrig at blive sikker eller falde ned fra min tvivl – det holder mig skarp og giver mig en mulighed for at flytte den enkelte scenes udtryksmuligheder ud fra, hvordan jeg føler i det enkelte øjeblik.
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
Postmanden
28-3-2008 13:34
Helt og aldeles enig. Jeg har læst tre Ole-interviews i dag - det her er det bedste!

Jacob
28-3-2008 09:42
Fremragende interview - tak for det!

Lars K
25-3-2008 14:41
Suverænt interview! respekt til Ole C. Madsen og Langelund... !!

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet Flammen & Citronen:
 
Flammen & Citronen

Quiz
Hvilken tegner stod for tegneserien 'X-Men'?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google