CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
Mere info
Alle de andre....

Få nævnt, mange glemt – sådan er det altid når man skal koge et årti ned til nogle tendenser. Med i overvejelserne til denne oversigt - og absolut fremragende film i sig selv – var:

Det tyske koldkrigsdrama De andres liv, Mel Gibsons absolut kompromisløse Jesus-portræt i The Passion of the Christ, solbeskinnet californisk vincharme og Merlot-vinenes endelige dødsstød Sideways, Darren Aronofskys to fantastiske afslutningsfilm i den uofficielle Mind-Body-Spirit-trilogi Requiem for a Dream og The Fountain, Paul Greengrass’ ultra-realistiske gengivelse af begivenhederne på United 93, Clint Eastwoods imponerende 3. ungdom kulminerende med den næsten ubærlige Million Dollar Baby, Scarlett Johanssons gennembrug i Lost in Translation, Coen-brødrenes vildt fortjente succes med No Country for Old Men, Paul Thomas Andersons’ brutale kritik af kapitalismens jagt på profit – og helt konkret USA's jagt på olie i There Will Be Blood, Cameron Crowes charmerende og gennemført nostalgiske rockportræt Almost Famous, David Lynchs snørklede mysterium Mulholland Drive, Guillermo del Toros gennemført fascinerende Pans labyrint, Ang Lees Tiger på spring, drage i skjul, som indførte wire-stunts i så godt som samtlige film, hvor der skulle hoppes og endeligt, men bestemt ikke mindst sydkoreanske Kim Ki-Duk, som lavede et utal af fantastiske film, men hvor den nærmest meditative Forår, sommer, efterår, vinter ...og forår får pladsen her.

Læs også...
Artikler:
21-12-09:
10 års film - del 3
21-12-09:
10 års film - del 2
21-12-09:
Dansk film i 00’erne
 
10 års film - del 1
 
Da nytårsklokkerne slog ind til det nye årtusinde red vi på en bølge af stærke amerikanske filmoplevelser – fra det visuelt nyskabende i The Matrix, over det skarpt observerende i American Beauty og Magnolia til David Finchers hårdtslående samfundskritik i Fight Club. Pedro Almodovar havde netop vundet en Oscar for Alt om min mor og i de hjemlige biografer var drengerøvene på vej med I Kina spiser de hunde, hele landet samledes om Den eneste ene og dogmebølgen gik højt med Mifunes sidste sang.
 
Skrevet den 21/12-2009 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
 
 
Om få dage ringer nytårsklokkerne endnu et årti ind i historiebøgerne, og det er som altid en fremragende anledning til at kigge nærmere på, hvad de forgangne 120 måneder har bragt af oplevelser i biografer, under åben himmel og hjemme foran tv’et. At koge 10 års global filmproduktion ned til ganske få titler, er naturligvis en dramatisk øvelse, men der har dog alligevel været et par enkelte uomgængelige pejlepunkter i forhold til filmsprogets udvikling, historiernes intensitet og instruktørernes evne til at spejle samfundsudviklingen i deres værker. Hermed følger 00’ernes bedste film – i vilkårlig rækkefølge og helt uden danske titler, da disse bliver behandlet for sig selv.


Ringenes herre – 2001, 2002, 2003
I økonomisk forstand var der ét indiskutabelt imponerende projekt i 00’erne. Skeptikerne var mange, fanatikerne havde skarptslebne økser klar og hele verden ventede på at se, hvad den voluminøse newzealænder Peter Jackson kunne stille med J.R.R. Tolkiens enorme eventyrverden fra Ringenes herre-trilogien. Investeringen var stor, og der blev satset hele butikken ved at optage alle tre film på én gang. Den klassiske økonomiske garanti ved at have en stjerne fra Hollywoods A-liste var fravalgt, og katastrofen lurede både kunstnerisk og kommercielt, men Peter Jackson gjorde det! På tværs af tre film, der fik premiere hvert sit år til juletid, tryllebandt han hele kloden med sin visionære visuelle stil og et ekstremt veltimet greb om Tolkiens myldrende historie. Jovist kan man finde kritikpunkter undervejs i den lange fortælling, men der må ikke herske tvivl om, at Ringenes Herre-projektet som samlet værk hører til blandt 00’ernes mest betydelige filmiske indslag. En filmhistorisk kraftpræstation med en samlet spilletid på over 11 timer i dens forlængede dvd-udgaver. Siden de gyldne juleferier har filmselskaberne kæmpet bravt for at finde en brugbar eventyr-erstatning, men trods glimrende forsøg er det kun den driftsikre Harry Potter-serie, som har kunnet holde tempoet uden at nærme sig det episke omfang.

Children of Men - 2006
00’erne har i høj grad været et årti i fantasiens tegn. Computerne bag kameraet blev i teknologiske tigerspring kraftigere og kraftigere, og kravene til udførelsen af både realistiske og fantasifulde effekter steg hele tiden. Meget passende kulminerer årtiet med en af de teknisk mest komplette film nogensinde produceret, James Camerons længe ventede Avatar. Men årtiet viste om noget også, at selv om den tekniske perfektion er nået, så kræver det stadig en stærk historie og troværdige figurer for at brænde helt igennem. Et godt bud på dette og samtidig en af de stærkeste fremtidsfortællinger i mange, mange år var mexicanske Alfonso Cuarons britisk-amerikanske science fiction-film Children of Men, der bringer os til et genkendeligt London i en nær fremtid, hvor menneskeheden er blevet steril. I en verden uden tilgang af nyt liv ophører livets mening selv for de levende, men da vores desillusionerede hovedperson bliver hyret til at eskortere en ung pige i sikkerhed ud til havet, ender han på en eksistentiel rejse mod en ny fremtid. Filmen er en elementært spændende og uhyggeligt veliscenesat road movie, hvor teknisk snilde, blændende historiefortælling og en trykkende stemning bringer tilskueren med helt ind i både univers og plot. Children of Men tåler rigtig mange gensyn – og uanset om man vil røres, underholdes eller imponeres leverer den varen hver gang.


Copyright:
Buena Vista
Wall E - 2008
Grafikkortene har også snurret lystigt gennem hele årtiet hos animationsfilmselskaberne, hvor mange forsøgte at gøre suveræne Pixar rangen stridig. Animationsfilm begyndte at dukke op på seriøse filmfestivaler og med Shrek-serien fik Universal sat et stort humoristisk aftryk på markedet, men Pixar vandt konkurrencen med et forspring på adskillige terabit af filmisk kvalitet. Når de andre skabte smukke verdener og humoristisk dialog, så krydrede Pixar den samme opskrift med langtidsholdbare filmiske kvaliteter. Især årtiets to sidste film skabt i den lille arkitektlampes skær imponerede. Op var en smuk fortælling om at få realiseret sine drømme i tide og samtidig en både spændende og skæg historie om generationernes sammenstød – og så var det også en af de første 3D-film, som ikke kun brugte den nye teknologi til at smide ting ud i hovedet på publikum. Men lige en smule mere entydigt filmisk helstøbt står Wall E trods alt. En poetisk fortælling om affaldsrobotten, der er alene tilbage på den forladte jord for at rydde op efter den befolkning, der har taget flugten ud i rummet. Politisk højaktuel, oprigtigt rørende og med en nostalgisk tone, som er helt uhørt i både animations- og almindelige spillefilm. Wall E talte direkte til den voksne tilskuer, mens den underholdte de små.
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
Hvem af disse skuespillere har ikke spillet D’Artagnan?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2017 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google