CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
Mere info
Alle de andre....

Få nævnt, mange glemt – sådan er det altid når man skal koge et årti ned til nogle tendenser. Med i overvejelserne til denne oversigt - og absolut fremragende film i sig selv – var:

Det tyske koldkrigsdrama De andres liv, Mel Gibsons absolut kompromisløse Jesus-portræt i The Passion of the Christ, solbeskinnet californisk vincharme og Merlot-vinenes endelige dødsstød Sideways, Darren Aronofskys to fantastiske afslutningsfilm i den uofficielle Mind-Body-Spirit-trilogi Requiem for a Dream og The Fountain, Paul Greengrass’ ultra-realistiske gengivelse af begivenhederne på United 93, Clint Eastwoods imponerende 3. ungdom kulminerende med den næsten ubærlige Million Dollar Baby, Scarlett Johanssons gennembrug i Lost in Translation, Coen-brødrenes vildt fortjente succes med No Country for Old Men, Paul Thomas Andersons’ brutale kritik af kapitalismens jagt på profit – og helt konkret USA's jagt på olie i There Will Be Blood, Cameron Crowes charmerende og gennemført nostalgiske rockportræt Almost Famous, David Lynchs snørklede mysterium Mulholland Drive, Guillermo del Toros gennemført fascinerende Pans labyrint, Ang Lees Tiger på spring, drage i skjul, som indførte wire-stunts i så godt som samtlige film, hvor der skulle hoppes og endeligt, men bestemt ikke mindst sydkoreanske Kim Ki-Duk, som lavede et utal af fantastiske film, men hvor den nærmest meditative Forår, sommer, efterår, vinter ...og forår får pladsen her.

Læs også...
Artikler:
21-12-09:
Dansk film i 00’erne
21-12-09:
10 års film - del 3
21-12-09:
10 års film - del 1
 
10 års film - del 2
 
Da nytårsklokkerne slog ind til det nye årtusinde red vi på en bølge af stærke amerikanske filmoplevelser – fra det visuelt nyskabende i The Matrix, over det skarpt observerende i American Beauty og Magnolia til David Finchers hårdtslående samfundskritik i Fight Club. Pedro Almodovar havde netop vundet en Oscar for Alt om min mor og i de hjemlige biografer var drengerøvene på vej med I Kina spiser de hunde, hele landet samledes om Den eneste ene og dogmebølgen gik højt med Mifunes sidste sang.
 
Skrevet den 21/12-2009 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
 
 
Om få dage ringer nytårsklokkerne endnu et årti ind i historiebøgerne, og det er som altid en fremragende anledning til at kigge nærmere på, hvad de forgangne 120 måneder har bragt af oplevelser i biografer, under åben himmel og hjemme foran tv’et. At koge 10 års global filmproduktion ned til ganske få titler, er naturligvis en dramatisk øvelse, men der har dog alligevel været et par enkelte uomgængelige pejlepunkter i forhold til filmsprogets udvikling, historiernes intensitet og instruktørernes evne til at spejle samfundsudviklingen i deres værker. Hermed følger 00’ernes bedste film – i vilkårlig rækkefølge og helt uden danske titler, da disse bliver behandlet for sig selv.


Copyright:
Sandrew Metronome
Evigt solskin i et pletfrit sind - 2004
Fantasien sprudlede også lystigt ud af samtlige porer hos det skæve europæisk-amerikanske trekløver: Charlie Kaufman, Spike Jonze og Michel Gondry. Her er tale om en nedtonet, effektfattig fantasi, der lader sig realisere af vaskeægte filmisk opfindsomhed, en uprætentiøs tilgang til opgaven og nogle sindrige knuder på hjernen. Kaufman og Jonze havde lige før årtiets start skudt festen i gang med den vidunderlige Being John Malkovich, og de cementerede ryet som Hollywoods sære unge drenge med Orkidé-tyven fra 2002, men det var i samarbejdet med Michel Gondry fra 2004, at Charlie Kaufman leverede den egentlige perle, da Jim Carrey og Kate Winslet blev ramt af et Evigt solskin i et pletfrit sind. Historien er ret beset noget science fiction-vrøvl af det knudrede slags, men de filmiske kvaliteter i både skuespil, manuskript og ikke mindst instruktion er indiskutable. At Jim Carrey kunne levere en præstation som denne var uventet, og Gondrys fine visuelle håndtering af hovedpersonens hukommelsestab står lige stærkt for hvert eneste gensyn.

Dykkerklokken og sommerfuglen - 2007
Filmisk i samme båd som Gondry er kunstmaleren Julian Schnabel, som kun laver film, når det falder ham ind. I 2007 drog han til Frankrig for at indspille Dykkerklokken og sommerfuglen – en biografisk fortælling om modemagasinet Elles chefredaktør, der en dag faldt om midt i sit hektiske jetset-liv med en alvorlig hjerneblødning og endte som grøntsag i en seng. Schnabel håndterer den tragiske og egentlig lidt banale historie om den frit svævende sommerfugl, der med ét bliver isoleret og fanget i behandlingshjemmets klaustrofobiske dykkerklokke, med filmisk overlegenhed og en suveræn stærk hånd for at engagere tilskueren i hovedpersonens tilværelse gennem musikvalg, timing af de sparsomme scener og ikke mindst visualiseringen af de stadigt frit flyvende tanker. Fra åbningens lange passage, hvor kameraet kun kan se ud af det halvåbne øje i sygesengen, og over en række karrieretoppende præstationer fra både Bond-skurken Mathieu Almaric og vores næsten egen Max von Sydow i en lille, men sønderknusende birolle, som hans far, er Dykkerklokken og sommerfuglen et kompromisløst portræt, en filmisk fantasi og en af de følelsesmæssigt stærkeste oplevelser i det forgangne årti.


Brokeback Mountain – 2005
Rørende var det på alle måder også i årtiets vel nok stærkeste romantiske drama – den taiwanesiske instruktør Ang Lees afdæmpede, men stadigt knugende effektive Brokeback Mountain. Historien om de to cowboys, der finder hinanden på bjerget, mens familierne venter hjemme i det konforme livsmønster i byen, var ikke blot stærk som et homoseksuelt drama for mainstream-markedet, men placerede sig helt på linje med filmhistoriens største fortællinger om umulig kærlighed. Heath Ledger blev superstjerne på en dag, og Ang Lees afmålte og meget sympatiske stil gav fortællingen og figurerne al den plads, de havde brug for. Med meget lidt visuel virak til at tage opmærksomheden var Brokeback Mountain i høj grad en ægte skuespillerfilm.


Moulin Rouge – 2001
Den umulige kærlighed tog også hovedscenen i afslutningsfilmen for australske Baz Luhrmanns "Red Curtain"-trilogi. Livet i bohemernes Paris iscenesat som syre-musical med samtidige pophits omformet til musical-dramatik. Meget lyder snublende nær på katastrofen, men Luhrmanns sanselige og energiske visuelle stil fik et ekstra skud adrenalin med Moulin Rouge, som lagde kloden ned. Tempoet er frenetisk, historien er skudt milevidt over toppen af al anstændighed – og samtidig skabes det ene dybfølte og rørende øjeblik efter hinanden. Efter William Shakespeare's Romeo + Juliet vidste vi godt, at Luhrmann havde styr på klassiske historier fortalt med moderne musik, men ingen havde set Moulin Rouge komme. Filmen affødte en hel ny respekt for musicalgenren i moderne former, og Rob Marshalls tilsvarende energiske, men mere konventionelle Chicago strøg til tops få år senere og snuppede en Oscar for bedste film. Den havde man i høj grad undt Baz Luhrmann at få.
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
Hvilken film har Morten Arnfred ikke instrueret?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2017 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google