CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg
Mere info
Alle de andre....

Få nævnt, mange glemt – sådan er det altid når man skal koge et årti ned til nogle tendenser. Med i overvejelserne til denne oversigt - og absolut fremragende film i sig selv – var:

Det tyske koldkrigsdrama De andres liv, Mel Gibsons absolut kompromisløse Jesus-portræt i The Passion of the Christ, solbeskinnet californisk vincharme og Merlot-vinenes endelige dødsstød Sideways, Darren Aronofskys to fantastiske afslutningsfilm i den uofficielle Mind-Body-Spirit-trilogi Requiem for a Dream og The Fountain, Paul Greengrass’ ultra-realistiske gengivelse af begivenhederne på United 93, Clint Eastwoods imponerende 3. ungdom kulminerende med den næsten ubærlige Million Dollar Baby, Scarlett Johanssons gennembrug i Lost in Translation, Coen-brødrenes vildt fortjente succes med No Country for Old Men, Paul Thomas Andersons’ brutale kritik af kapitalismens jagt på profit – og helt konkret USA's jagt på olie i There Will Be Blood, Cameron Crowes charmerende og gennemført nostalgiske rockportræt Almost Famous, David Lynchs snørklede mysterium Mulholland Drive, Guillermo del Toros gennemført fascinerende Pans labyrint, Ang Lees Tiger på spring, drage i skjul, som indførte wire-stunts i så godt som samtlige film, hvor der skulle hoppes og endeligt, men bestemt ikke mindst sydkoreanske Kim Ki-Duk, som lavede et utal af fantastiske film, men hvor den nærmest meditative Forår, sommer, efterår, vinter ...og forår får pladsen her.

Læs også...
Artikler:
21-12-09:
Dansk film i 00’erne
21-12-09:
10 års film - del 2
21-12-09:
10 års film - del 1
 
10 års film - del 3
 
Da nytårsklokkerne slog ind til det nye årtusinde red vi på en bølge af stærke amerikanske filmoplevelser – fra det visuelt nyskabende i The Matrix, over det skarpt observerende i American Beauty og Magnolia til David Finchers hårdtslående samfundskritik i Fight Club. Pedro Almodovar havde netop vundet en Oscar for Alt om min mor og i de hjemlige biografer var drengerøvene på vej med I Kina spiser de hunde, hele landet samledes om Den eneste ene og dogmebølgen gik højt med Mifunes sidste sang.
 
Skrevet den 21/12-2009 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
 
 
Om få dage ringer nytårsklokkerne endnu et årti ind i historiebøgerne, og det er som altid en fremragende anledning til at kigge nærmere på, hvad de forgangne 120 måneder har bragt af oplevelser i biografer, under åben himmel og hjemme foran tv’et. At koge 10 års global filmproduktion ned til ganske få titler, er naturligvis en dramatisk øvelse, men der har dog alligevel været et par enkelte uomgængelige pejlepunkter i forhold til filmsprogets udvikling, historiernes intensitet og instruktørernes evne til at spejle samfundsudviklingen i deres værker. Hermed følger 00’ernes bedste film – i vilkårlig rækkefølge og helt uden danske titler, da disse bliver behandlet for sig selv.


Copyright:
Sandrew Metronome
The Dark Knight – 2008
Oscars blev det heller ikke til for Christopher Nolans anden Batman-film, der ryddede overskrifterne den ene halvdel af filmåret 2008. Nolan er en af årtiets mange spændende nye instruktører, som satte et solidt fodaftryk allerede med gennembruddet Memento, men med genoplivningen af Batman som filmfigur oven på Joel Schumachers komatøse katastrofer kulminerende med Batman & Robin tog Nolan et afgørende skridt i etableringen af superheltefiguren som en fuldt ud gyldig dramatisk figur. Batman Begins fortalte dannelseshistorien og med The Dark Knight foldede Nolan universet helt ud. En meget realistisk fortælling, der legende udfordrer tilskuerens opfattelse af rigtigt og forkert, perfekt timet til en virkelighed, hvor demokratiske principper hver eneste dag blev tilsidesat i kampen for det gode. The Dark Knight fik naturligvis en stor del af omtalen, fordi Heath Ledger døde 28 år gammel et par måneder før premieren – og hans rolle som Jokeren gav ham en ganske fortjent posthum Oscar. Værre var det, at Akademiet helt overså film og instruktør. I kølvandet på The Dark Knight indså man, at superheltefilm godt måtte være alvorlige, og det udnyttede Zack Snyder til at lave den ligeledes interessante og anderledes fortælling om Watchmen.

Lad den rette komme ind - 2008
Fra vores egne breddegrader kom en uventet positiv overraskelse fra broderlandet med den socialrealistiske vampyrfilm Lad den rette komme ind. Mens højtprofilerede film- og tv-serier forsøgte at ramme tween- og teenagemarkedet med simpel vampyrromantik fortalte Tomas Alfredson, der tidligere har lavet den ganske fremragende episodiske film Fire nuancer af brunt, om drengen Oskar og pigen Eli. Eli flytter ind i boligblokkene, hvor Oscar bor, sammen med en gammel mand, som måske nok er hendes far. De to udstødte børn begynder et akavet venskab, men Eli gemmer på en stor hemmelighed. Visuelt står filmen snorlige i den sparsomme, men stilrene skandinaviske stil, og personportrætterne er ukrukkede og troværdige på trods af filmens overnaturlige fundament. Filmen er en klassisk sleeper-succes, hvor rygtet om den går langsomt fra mund til mund – og nu har dens kvaliteter bragt den det meste af verden rundt og til Hollywood, hvor genindspilningen er i fuld gang.


Copyright:
Pan Vision
Oldboy - 2003
Sydkorea har i løbet af 00’erne oplevet en kæmpe opblomstring i en ellers meget lokal funderet filmindustri. Hele verden lagde mærke til de mange produktioner, som sprang ud af det asiatiske land, og en af de instruktører, som for alvor fik biografgængere verden over til at reagere var Park Chan-Wook. Centralt i hans værk står hans hævn-trilogi med filmene Sympathy for Mr. Vengeance, Oldboy og Lady Vengeance, og midterstykket er, de andres kvaliteter ufortalt, entydigt det stærkeste. En forretningsmand vågner i en celle, hvor han holdes fanget i lang tid. En dag løslades han uden at have set sine fangevogtere, og han kaster sig ud i et hævntogt uden lige. Tilskueren ved ikke, hvorfor hovedpersonen er blevet holdt fanget, men føres langsomt ind i historien, som berettes med absolut visuelt overskud. Park formåede at forene den traditionelle Hong Kong-action med det mentale sindsbillede fra koreanske film i en billedside uden sammenligning og med en samlet filmisk pakke så intens, at man som tilskuer ikke kan andet end at overgive sig. Slutscenen prenter sig brutalt og uomgængeligt på nethinden. Stærk og konsekvent filmkunst.

City of God - 2002
Rundturen omkring 00’ernes bedste film må nødvendigvis slutte i Brasilien, hvor tanken om en socialrealistisk tur ned i favelaerns fattige og voldelige vilkår snarere lød som en pligt end som en filmisk øjenåbner. Projektets to instruktører, Fernando Meirelles og Katia Lund, havde brugt lang tid på at komme tæt på miljøet blandt de ofte bevæbnede børnebander, og skuespillerne var for det meste amatører. Men City Of God fremstår alligevel som en af de stærkeste gangsterfilm fra årtiet – i øvrigt sammen med italienske Gomorra – hvor den fascination af gangsterlivet, som Martin Scorsese beskrev retrospektivt i den suveræne Goodfellas, her opleves i en levnedsskildring af en ung gangster. Stilen er realistisk og samtidig meget filmisk observant, tempoet er højt og indlevelsen i miljøet giver historien en uventet tyngde. City Of God beviser glimrende, hvordan film kan fungere som både virkelighedsskildring og genrefortælling – og dens håndholdte billedside med hurtige klip dannede i en årrække skole for, hvordan 'realisme' så ud i moderne klæder.
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
Rasmus
23-12-2009 11:21
Og CLint Eastwoods Mystic River er klasser bedre end Million Dollar Baby (imo.).

Alex A.
22-12-2009 19:15
There Will Be Blood fortjener at mere plads end blot en note. Det er uden tvivl den bedste film de sidste 10 år. Og lad den gerne få The Dark Knight's plads som er mega over-rated!

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
Hvad hedder Jim Carreys karakter i The Truman Show til efternavn?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2017 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google