CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Læs også...
Nyheder:
18-03-10:
Program klar til CPH PIX
03-12-08:
Nomineringerne til Independent Spirit Awards 2009
16-11-05:
CPH:DOX en succes igen
 
CPH PIX – dag 2 – Overraskende komedie og romantisk mordmysterium
 
 
Skrevet den 17/4-2010 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
 
 
Overraskende drejninger i forhold til oplægget var overskriften for den anden dag på CPH PIX, hvor Werner Herzogs genindspilning af Abel Ferraras kompromisløse Bad Lieutenant viste sig at rumme klare komedietendenser og det sydkoreanske mordmysterium White Night afslørede et stort og fortvivlet romantisk hjerte. Sådan kan overskrifter og programbeskrivelser vise sig at rumme halve sandheder og give gode overraskelser.


Copyright:
CPH PIX
Abel Ferreras Bad Lieutenant fra 1992 var et hudløst skyldstynget drama med Harvey Keitel i en uforglemmelig hovedrolle som politimanden, der forsøgte at opklare mordet på en nonne, men endte med at tabe sig selv helt i processen. Det vakte derfor behørig forundring og noget nervøs spænding, da det rygtedes, at den gale tysker Werner Herzog skulle genindspille historien i et New Orleans hærget af orkanen Katrina. Nicolas Cage blev castet i hovedrollen som den stofmisbrugende politimand, men derfra er resultatet heldigvis endt milevidt fra Ferreras original – og netop derfor giver projektet mening. The Bad Lieutenant – Port of Call: New Orleans, indrømmet ikke årets mest mundrette titel, er et stemningsfyldt, underholdende og velspillet drama med nerve, komisk sans og heldigvis også et par skud uforfalsket Herzog på trods af, at det i mange henseender kan betragtes som Herzogs mest konventionelle film. Cage er overgearet god som betjenten McDonagh, der kæmper for at få narkomisbrug, ludomani, mordsag og familieforhold til at gå op i en højere enhed – og man kan roligt sig, at universet med stor overbevisning har vendt sig mod ham. Han flankeres af en lang række kendte og velspillende ansigter, og The Bad Lieutenant i den nye version fortjener en regulær anbefaling. Filmen kan ses igen tirsdag d. 20. april.

Fra Sydkorea var der med White Night varslet klassisk mordmysterium, og den slags er altid velkomment. Filmen er instrueret af debutanten Park Shin-Woo, som viser stor stilistisk sans og en fornuftig fornemmelse for præsentationen af mysteriet i hans noget snørklede historie. Mindre konkret bliver afviklingen af det, der viser sig at være filmens ikke ubetydelige overraskelse – nemlig den buldrende, forbudte og undertrykte kærlighedshistorie, som selve mordmysteriet hviler på. Det er naturligvis et tegn, når "Borte med blæsten" læses af hele to centrale personer i én og samme film – og på tværs af den rigeligt lange spilletid på 2 timer og et kvarter, får violinerne også lov til at give kærlighedshistorien tilpas svulstige toner. Den kunne godt være strammet op i historien om politibetjenten Han, der ikke kan glemme et 14 år gammelt mord, og filmen krydsklipper lidt forvirrende, men til syvende og sidst trods alt forståeligt mellem de forskellige lag i historien. Ikke et ubetinget mesterværk, men en flot film og en lovende debut. White Night vises igen d. 25. april.
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet CPH PIX 2010:
 
CPH PIX – dag 9 – Fortidens spøgelser
CPH PIX: Ekstravisninger
Amer & Ajami vinder Pix-priser
CPH PIX – dag 8 – Perspektiv og en bankrøver
CPH PIX – dag 7 – Varme og charme
CPH PIX – dag 6 – Zombie-tilstanden
CPH PIX – dag 5 – Det bizarre og absurde
CPH PIX – dag 4 – Familien i højsædet
CPH PIX – dag 4 – Desperate mænd
CPH PIX – dag 3 – Kiksede fyre & seje kvinder
CPH PIX – dag 3 – Hverdagens vilde farver
CPH PIX – dag 1 – Hårdtslående start
CPH PIX – filmfest i Hovedstaden

Quiz
Hvilken film spiller Amy Adams IKKE med i?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google