CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Læs også...
Anmeldelser:
26-08-10:
Hævnen
 
CPH PIX '11: Robotter og elendighed fra Japan
 
 
Skrevet den 20/4-2011 af Mads Suldrup
 
 
Japanere er gakkede. Men også gravalvorlige. Det beviser de med to film, der ikke kunne være længere fra hinanden i stil og indhold.

At forvandle sine fortrin til altædende drager
Den kugleskøre Karate-Robo Zaborger, der er en del af Midnight Madness-serien, er en hyldest til japanske sci-fi-b-film fra 70erne med alt, hvad det indebærer: transformerende robotter, grumme superskurke og – nå ja – kvindelige dræbermaskiner, der kan forvandle deres fortrin til altædende drager! Filmen følger Daimon og hans lydige robot, Zaborger, der kæmper mod det onde imperium Sigma og den feministiske robot Miss Borg. Det hele kompliceres imidlertid, da Daimon og Miss Borg forelsker sig.

Hyldest tilsat ironisk lag
Karate-Robo Zaborger er fortalt med en herlig ironi, og selvom filmen altså tykt parodierer de sølle 70er-produktioner, skinner det igennem, at det udelukkende er i forkærlighedens navn. Med filmens vilde eksplosioner, flotte kranture og computereffekter er det tydeligt, at instruktør Noboru Iguchi hylder de gamle værker ved at lave en typisk 70er-film, som den ville have set ud minus de daværende teknologiske begrænsninger – dog tilsat et ironisk lag, der gør den relevant for nutiden og ikke mindst virkelig morsom.


Copyright:
CPH PIX
Elendighed med stil
I den stiliserede Confessions befinder vi os i en helt anden, alvorlig boldgade. Som titlen antyder, følger man en række tilståelser, der på den ene eller anden måde tager udgangspunkt i en lille piges død. Der er ikke meget andet end elendighed at spore i Confessions, der i bund og grund er en hyldest til livets meningsløshed. Via blændende slowmotion-sekvenser og et konstant pulserende lydbillede omsluttes man af det dystre univers, og i øjeblikket mærker man elendigheden på egen krop, fordi filmen er så gennemført i sin stil. Netop stil synes at vægte tungere end substans, hvorfor det af og til kan være svært at se en mening med galskaben. Men som momentan filmoplevelse er Confessions stærk og fængslende.

Svag britisk film
Den hidtil svageste oplevelse på CPH PIX er den britiske Pelican Blood, der handler om en selvmordsaspirant med interesse i ornitologi. Filmen har flere problemer. Visse replikker er så uoriginale og konstruerede, at de ikke kan undgå at blive leveret med unaturlighed, men den primære fortrædelighed er, at hovedkarakteren ikke forekommer oprigtigt deprimeret og suicidal – uden at det synes at have en pointe. I et desperat forsøg på at peppe fortællingen op tilsættes et upassende indie-soundtrack.


Copyright:
CPH PIX
Oscar-film lever ikke op til forventningerne
Det canadiske drama Incendies, der tabte prisen som Bedste Udenlandske Film til Susanne Biers Hævnen ved dette års Oscar-uddeling, lever ikke op til forventningerne. Da tvillingerne Simon og Jeannes mor efterlader dem et højst usædvanligt testamente, tvinges de til at grave i hendes fortid – en fortid, der byder på voldtægt, mord og attentater i moderens hjemland, Libanon. Fortællingen springer mellem tvillingernes efterforskning og flashbacks, der viser moderens færd. Denne konstruktion skader frem for at gavne, da historierne ikke kommentarer hinanden, men i stedet overforklarer den samlede fortælling. Når Jeanne og Simon opdager endnu en dyster hemmelighed, kender man den allerede, og gentagelsen virker tung. Pointen er selvfølgelig, at man skal forudse og frygte tvillingernes reaktion, men som karakterer er de uinteressante som følge af fladt skuespil og for lidt udvikling. Det er synd, at konstruktionen tager noget af broden af en ellers gribende beretning, der er fortalt i smukke billeder nydeligt akkompagneret af Radiohead på lydsiden.
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Læs også...
I temaet CPH PIX 2011:
 
CPH PIX '11: Udpluk fra festivalen
CPH PIX '11: Amerikansk vinder af hovedprisen
CPH PIX '11: Stærke film øger niveauet i hovedkonkurrencen
CPH PIX '11: Svingende kvalitet i hovedkonkurrencen
CPH PIX '11: 2 rejser mod vest
CPH PIX '11: Polsk kaos og kærlighed
CPH PIX '11: Publikumsfest i Husets Biograf
CPH PIX '11: Festivalen skudt i gang
CPH PIX '11: Nordisk Film Prisen til Anders August

Quiz
Hvilket filmpar er der størst alderforskel på?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google