CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Nyheder - Anmeldelser - Artikler - Arkiv - Forside
  Søg

Copyright:
Camera Film
 

Læs også...
Anmeldelser:
25-04-13:
Efter revolutionen
11-09-09:
Sommertid
 
Premiereinterview - Olivier Assayas
 
CinemaZone.dk har været inviteret til Paris til et møde med premiereaktuelle Olivier Assayas og hans syn på ungdomskultur, politik og ikke mindst fransk filmkritik.
 
Skrevet den 26/4-2013 af Frederik Asschenfeldt Vandrup
 
 
Olivier Assayas' nye film Efter revolutionen er en bittersød og i høj grad selvbiografisk skildring af tiden efter det ungdomsoprør, som for en hel generation tegnede konturerne af en ny revolutionær fremtid. En tid, hvor de unge oprørere også var i fuld gang med at finde på plads i de voksnes verden.


Copyright:
Camera Film
Den 58-årige franskmand debuterede som filminstruktør i 1986, men fik sit egentlig gennembrud i 1994, da hans film L’Eau froide blev vist i Un Certain Regard-serien på Cannes – og her demonstrerede han en interesse for at skildre sine egne ungdomsår i det politisk urolige Europa, der afventede næste runde efter ungdomsoprøret i 1968.

Efter et tiår med titler trygt forankret i det, man positivt ladet kan kalde klassisk europæisk art cinema, fik han et mere lettilgængeligt ’hit’ med den charmerende Sommertid


Copyright:
Camera Film
Siden da har der dog været en fællesnævner for Assayas’ film. I tv-miniserien Carlos vender han tilbage til 70’erne og det politiske miljø, som man får en fornemmelse af har haft stor betydning for hans ungdoms idealer, og nu i Efter revolutionen emmer historien om Gilles af selvbiografiske sekvenser. Assayas kom hurtigt selv ind på denne udvikling i hans film.

”Som denne film også viser, så var det næsten umuligt at vokse op, da jeg gjorde det, uden at blive et politisk menneske, men jeg har tidligere fravalgt at beskæftige mig med emnet, fordi det var en periode med obskure forskelle mellem de enkelte venstrefløjsfraktioner. Carlos var lige dele politiske reflektioner og Scarface, men den var omvendt også første gang, hvor jeg for alvor lavede scener og sekvenser, som man med rette kan kalde politiske. Jeg synes snarere det er en film om politik end det er en politisk film – med Efter revolutionen kan jeg på en anden måde analysere det politiske miljø og se tilbage på begivenhederne og forholde mig til det.”



Modtagelsen af Efter revolutionen i den franske presse har været meget splittet. De brede dagsblade har rost filmen, mens de mindre, venstreorienterede anmeldere har været kritiske. Assayas har før sin karriere som filminstruktør skrevet for det seriøse franske filmblad Cahiers du Cinéma, der blev stiftet i 1951 og siden har været hjemsted for anmeldelser og artikler af mange af de største franske filminstruktører. Siden slutningen af 90’erne har magasinet været igennem forskellige ejere, der har forsøgt at genoplive det på hver deres måde. Vi spurgte ind til, hvad den hårde kritik af hans film kunne skyldes.

”Det skyldes mit sære forhold til det franske filmmiljø. Jeg er vokset ud af miljøet, men har også løsrevet mig fra det – og føler i dag, at jeg er fremmed overfor meget af det, som kritikermiljøet står for. Filmteorien er blevet en teoretisk øvelse, baseret på teorier udviklet i 60'erne og helt fastfrosset i den tid. Den er gået helt i stå siden gennembruddet for 'den moderne film' i 60'erne og siden har den helt tabt grebet om, hvad der er sket. Dengang var det filmfolk, der skabte filmteori. Man satte sig sammen, når man havde fundet på noget nyt og diskuterede, hvad det så kunne bruges til – og hvilken betydning det havde for filmsproget. Det var et praktisk fag, der hjalp filmfolk med at forstå deres fag. I dag er det blevet et akademisk fag, der bliver videreformidlet og udviklet af filmteoretikere på skoler, som ingen praktisk erfaring har – og som derfor ikke udvikler teorierne i takt med filmsproget. For mig er det et problem. Hvis du afskærer teorien fra praktikken, så får det et nyt navn: ideologi. ”



Et af de fine elementer ved Efter revolutionen er, at den tager sig tid til at ramme tidsbilledet rigtigt. En af metoderne er at lade musikken spille sig helt ud i scenerne, der i øvrigt også emmer af billedkunst og poesi.

”Jeg ønskede at genskabe stemningen fra den tid og understrege vigtigheden af ungdomskulturen ved at bruge autentiske elementer fra tiden. Filmen er ikke lavet som en ren selvbiografi, men jeg bruger anekdoter fra mit eget liv, små erindringsnedslag, for at genskabe den periode i historien. Så anekdoterne er mine byggesten og med dem kan jeg bygge et stemningsportræt af en periode, som ikke har fyldt meget på film indtil nu.”

”Det kan være svært at forstå for unge i dag, men vi var jo før kommunikationstidsalderen. Der var intet internet, der var ingen rockmusik i radioen. Man troede ikke på, hvad der blevet skrevet i de borgerlige medier eller hvad der blev vist i tv. Man ville bare være en del af den ungdomskultur, der voksede frem i opposition, for den var så stærk og havde så meget fart på og man kunne kun blive en del af den ved at gøre sig fortjent. Det var ikke som på internettet i dag, hvor du bare klikker på en knap og så er du i kontakt med alle mulige, for man skulle ud og opsøge ungdomskulturen, der hvor den var. Man skulle finde den rette boghandel eller pladeforhandler, som solgte de rigtige magasiner og plader. Der var kun pladeforretninger i Paris på det tidspunkt, hvor du kunne finde ungdomskulturens musik. Så alt forbundet med den livsstil blev værdifuldt, fordi du skulle yde en indsats. Tingene fik en ekstra værdi, fordi de repræsenterede en adgangsbillet til denne idealiserede verden. En plade med Syd Barrett var ikke bare en plade med Syd Barrett. ”
 
Næste side
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
Hvad gjorde Harvey Keitel efter at have læst manuskriptet til Tony Buis vietnamesiske Tre årstider?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google