CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Læs også...
Artikler:
11-04-14:
Set på CPH PIX '14 - #4
07-04-14:
Set på CPH PIX '14 - #2
04-04-14:
CPH:PIX 2014
 
Set på CPH PIX '14 - #3
 
CinemaZone.dk har sendt vores faste anmeldere Niels Roe og Nikolaj Kennov på jagt efter gode oplevelser på årets PIX.

Her er det Nikolaj, der har kigget tre titler efter i sømmene.
 
Skrevet den 9/4-2014 af Nikolaj Kennov
 
 
Vi er de bedste

Lukas Moodysson er nu mest kendt for sine ærkerealistiske dystopier, der trøstesløst omfavner sociale og samfundsmæssige problemer med indigneret og kritisk brod. Men med Vi er de bedste er Moodyson vendt tilbage til komediegenren og kreeret et stærkt humoristisk sidestykke, der på mange måder følger op på debuten Fucking Åmål fra 1998.

Med en god portion punket svir, fandenivoldskhed og lune, følger vi de 13-årige bedsteveninder Bobo og Clara, der er dedikerede teen-punkere i et gråt og socialdemokratisk Stockholm anno 1982. Begge afskyr den dødsenskedelige disko og danner et punkband sammen med borgerpigen Hedvig, der er klassisk guitarist og måske kan lære dem at spille på de instrumenter Bobo og Clara drømmer om at mestre - for så at drukne det hele igen i punk'ens 2-takter og støjende smædevers. Trods pigerne holder sammen under punk'ens bevingede fuckfinger, trues deres venskab undervejs af pigernes forskellighed og ikke mindst gryende tiltrækning til det andet køn.

Med Vi er de bedste har Moodysson lavet én af mest velfungerende skandinaviske børnefilm i mange år. Her lader han sine karakterer blomstre i hæmningsløst velskrevne- og spillede situationer, der vokser ud af lærredet som underfundige lattergaver til publikum. Med ømhed overfor sine karakterer, serverer Moodyson en original og episodisk coming-of-age fortælling, der kan ses af både store som små og som blot demonstrerer instruktørens store kunstneriske spændvidde.


For Those Who Peril

Med sit drømmende og poetiske mood, lægger For Those Who Peril sig i samme spor som Terrence Malick og Apitchatpong Weerasethakul. Her er den eneste overlevende fra et skibbrud, vidne til en næsten mytologisk parallelvirkelighed, der iscenesættes igennem en poetisk voice-over, gamle arkivoptagelser af hans afdøde venner samt det lille fiskermiljøs paranormale historiefortællinger. Hovedpersonen kan ikke forlige sig med at hans bror er druknet efter en skibsulykke og trækkes derfor mod det mystiske hav i tonstung tro på at han stadig er derude et sted. Samtidig konfronteres han med fiskermiljøets afstandstagen til ham og dette forstærker hans iver efter at finde sine skibbrudne bror - hvilket tolkes af lokalsamfundet som værende et udtryk for galskab, ikke sorg. Snart er han havnet i en ond spiral, hvor virkeligheden og drømme samarbejder om at finde en vej ud af kaosset.

For Those Who Peril er den britiske instruktør Paul Wrights debutfilm, og er fortalt på en poetisk og sværmerisk facon. Her kunne lidt mere psykologisk håndgribelighed og knap så mange flotte, men i længden lidt kedelige montager, måske have gjort det til en endnu bedre film. Wright vælger at overgøre realismens helt egen poesi, der oftest klinger klart, men andre gange føles lidt prætentiøst. Desværre, for Wright holder sig oven vande med sin meditation på hvordan det er at bearbejde, det der aldrig kommer tilbage.


Night Moves

CPH:PIX har også i år valgt at præsentere instruktører, som man skal holde øje med. Amerikanske Kelly Reichardt er én af dem. Som enhver anden auteur, er hendes film gennemsyret af en kunstnerisk særegenhed, man ikke vanligt finder i det amerikanske filmlandskab. Reichardt har tæft for den tyste, indesluttede realisme, som hun typisk garnerer med genrefilmens konventioner.
Hendes seneste spillefilm hedder Night Moves og omhandler tre øko-terrorister, der beslutter sig for at sprænge en dæmning i luften for at sætte et politisk statement. Men snart er øko-terroristerne forfulgt af deres dårlige samvittighed, der lægger sig som et paranoidt åg efter deres tvivlsomme gerning. En politisk og idealistisk aktion, der skulle have været et markant opråb til verden, men slutteligt viser sig komplet meningsløs.

Night Moves er en film, der går langsomt til værks. Jesse Eisenberg, Dakota Fanning og Peter Skarsgaard spiller de tre øko-terrorister, der hver især indser at deres plan er mislykket og med indestængt frustration, må de forlene sig med hvad de har gjort. Reichardt skruer bevidst væk fra drama'et, for i stedet at meditere over karakterernes skyldfølelse. Eisenberg har hovedrollen som den apatiske og indadvendte idealist, hvis nagende samvittighed tynger hans udfoldelse.

Filmen sværmer drævende og langsommeligt om sin tyste hovedperson, som gør den til en lige så indadvendt og foruroligende oplevelse. Men man føler undervejs at Reichardt ikke rigtigt udnytter sig af sine mange muligheder og filmen ender med at blive tynget af hendes radikale fravalg af action og plot. Hvilket er ærgerligt, for med sit omdrejningspunkt naglet fast til konsekvenserne af øko-terroristernes tvivlsomme gerninger, kunne Night Moves være blevet en mindre ligegyldig og kedelig film.
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
Hvilken film foregår ikke i USAs hovedstad, Washington DC?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google