CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Læs også...
Artikler:
11-04-14:
Set på CPH PIX '14 - #4
09-04-14:
Set på CPH PIX '14 - #3
07-04-14:
Set på CPH PIX '14 - #2
 
CPH:PIX 2014
 
For filmelskeren må julen næsten vare lige til påske! Med 150 film fordelt over to uger, kan CPH:PIX næsten træde i stedet for juleaften hos enhver filmelsker.
 
Skrevet den 4/4-2014 af Nikolaj Kennov
 
 
CPH:PIX viser hvor vigtig en kulturby København er blevet og inviterer os ind i filmiske universer, som måske ellers aldrig havde ramt lærredet i en dansk distribution. Filmfestivalen løfter København ud over byens provinsielle lænker og omdanner den til en kulturel vægtløfter med gæstebesøg af alverdens instruktører, masterclasses, specialvisninger, forpremierer, retro-serier og meget mere guf for både de brede og snævre smagsløg.

Det kan dog være en ganske store udfordring, at skulle navigere i det brogede program, men som det nu er med festivaler, må man nødvendigvis gå på kompromis engang imellem og fravælge noget fra andet. For at undgå den filmiske forstoppelse, der viser sig på enhver filmfestival og som kan give dig akut d-vitamin mangel, summende hovedpine og ligeså dybe render under øjnene som Finlands søer, har jeg forsøgt at udvælge en håndfuld film og forhåbentligt kreere en nogenlunde overskuelig kanon.

Torsdag d. 3/4 – japansk hverdagsrealisme og surrealisme fra Albion
Torsdagens program bød først på japaneren Hirokazu Kore-Eda’s realistiske forbytningsdrama Min søns familie, der konkurrerede om guldpalmerne sidste år. Filmen omhandler to par, der befinder sig i hver sin ende af det sociale barometer og ved et uheld fik forbyttet deres sønner ved fødslen. Parrene står nu i et dilemma; skal de vælge deres biologiske søn til fordel for det barn, de har opdraget og opfostret i snart ti år? Skinner biologien mere igennem end opdragelsen? Og hvordan føles det at tabe et barn, der måske ikke er dit af kød af blod, men som du alligevel har et familiært og sjæleligt forhold til? Kore-Eda svæver om temaer som biologi og arv, og fremsætter en kritik af japanernes arbejdsmani, der ofte gør dem ude af stand til at opretholde et socialt og nærværende familieliv i deres sparsomme fritid. Som baggrund for sin kritik sætter han de to forskellige par ind i hver sin sociale klasse og uden alt for megen sentimental sakkarin, viser Kore-Eda goderne ved at være der for sine børn, alt imens de skyggefulde symptomer på arbejdsbiernes fravær viser sig at være anderledes negative. Min søns familie er stilfærdig og usentimental, og filmen viser os blot hvordan hverdagens normalitet og alt det man før troede var sandt, pludselig kan vise sig at indebære modifikationer, der kan omstyrte ens liv.
Filmen vises også d. 13/4, kl. 19.00 i Grand Teatret.

Anden film på dagens program, var Dostojevskij-dystopien The Double, instrueret af den britiske komiker Richard Ayoade, hvis skæve og tragikomiske debutfilm Submarine (2010) iscenesatte ham som én af Europas mest interessante instruktører. Med The Double skuffer han ikke. Her kommer instruktørens filmiske fryd og nørderi, til udtryk i mangetallige referencer til Terry Gilliams sci-fi Brazil, der ejer samme mekaniske og gullig-grumsede steam-punk udtryk, Orson Welles’s ekspressionistiske Kafka-fortolkning The Trial eller 1970ernes paranoiafilm. Trods en overhob af referencer og ikke mindst tilhørsforholdet til dens litterære forlæg, Fjodor Dostojevski’s Dobbeltgængeren, kan The Double sagtens stå på egne ben. Ayoade har skabt et egensindigt univers, hvor amerikanske Jesse Eisenberg giver en kraftpræstation som en taberkarakter, der arbejder i en bureaukratisk kontorbygning i en underfinansieret fremtid, som synes skudt tilbage til det depraverede Østtyskland i 1980erne. Han er ulykkeligt forelsket i en pige, spillet af det yndige stjerneskud Mia Wasikowska, men kærligheden er ikke gengældt. Han forsøger at komme hende nærmere, men alt synes at arbejde i mod ham - lige indtil han møder sin dobbeltgænger, der fysisk er en identisk inkarnation af ham, men hvis personlighed er hans diametrale modstykke. Dette kommer der en masse tragikomiske situationer ud af, men Ayoade skal først og fremmest krediteres for sit idiosynkratiske udtryk, der låner og stjæler fra andre værker, men alligevel opretholder en sjældent set originalitet. Nuvel, filmen kan sommetider føles lidt overfladisk, men det bliver aldrig ligegyldigt. Der hviler en underliggende, usigtbar smerte under den komiske fernis, der konstant balanceres på et knivsæg af Ayoade, der først og fremmest bruger billeder fremfor replikføring til at fortælle sin syrede, apokalyptiske science fiction – en dystopi der også byder på forkvaklede grin i al sin obskure gru.
Filmen vises også d. 10/4, kl. 21.30 i Grand Teatret.
 
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.
 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv



Quiz
Hvad er Tom Cruises rollenavn i Top Gun?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google