Hjejle og Kragh-Jacobsen i internationalt selskab Skrevet den 23/4-2002 af Jesper Vestergaard
Den danske skuespillerinde Iben Hjejle bliver ikke den eneste funklende stjerne i sit første samarbejde med Søren Kragh-Jacobsen siden gennembruddet med dogmefilmen Mifunes sidste sang.
I filmen Skagerrak, der er en poetisk og skæv komedie skrevet af Kragh-Jacobsen og Anders Thomas Jensen, skal Hjejle spille den unge Marie, der efter at have rejst verden rundt på rastløshed og småjobs får tilbudt fri bolig og alt betalt plus 70.000 skattefri pund for ni måneders arbejde. Arbejdet består i at skulle være rugemor for en skotsk adelsfamilie.
Filmen, der bliver på engelsk, startede optagelser i Glasgow i går. I den forbindelse blev den i spænding ventede internationale rolleliste offentliggjort. Hjejle får selskab af den unge new zealænder Martin Henderson, der skal spille filmens mandlige hovedrolle. Han er endnu ikke stort kendt i Danmark, til gengæld blev han i sidste måneds nummer af Vanity Fair udråbt som ”en af Hollywoods hotteste” og kan inden længe ses i John Woos Windtalkers og i hovedrollen i det amerikanske remake af den japanske gysersucces The Ring.
På rollelisten ses derudover store navne som Ewen Bremner (Black Hawk Down, Trainspotting), Gary Lewis (Billy Elliott, Oprhans), Bronagh Gallagher (Pulp Fiction), James Cosmo (Emma, Braveheart) Helen Baxendale (Ordinary Criminals) , Scott Handy og Simon McBruney.
(Billedet: Martin Henderson,Iben Hjejle og Søren Kragh-Jacobsen, fotograf Jaap Buitendijk.)
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|