Tre filmkonsulenter fortsætter hos DFI Skrevet den 12/9-2002 af Jesper Vestergaard
Tre filmkonsulenter ved Det Danske Filminstitut har netop fået forlænget deres ansættelse i et 1 år. Det gælder de to kort- og dokumentarfilmkonsulenter Allan Berg Nielsen og Jakob Høgel, samt voksenspillefilmkonsulenten Vinca Wiedemann.
Allan Berg Nielsens ansættelse forlænges med et år fra 1. oktober 2002 til 30. september 2003. Allan Berg Nielsen tiltrådte stillingen som konsulent den 1. oktober 1998 og har som konsulent støttet bl.a. den biografaktuelle portrætfilm om Dan Turèll Onkel Danny - Portræt af en Karma Cowboy.
Jakob Høgels ansættelse som kort- og dokumentarfilmkonsulent, er ligeledes forlænget et år frem fra den 31. oktober 2002. Høgel tiltrådte stillingen den 1. november 1999 og har som konsulent støttet bl.a. Jørgen Flindt Pedersens TV-dokumentar Drengene i Vollsmose.
De to kort- og dokumentarfilmkonsulenter har netop bevilget udviklingsstøtte til et stort fællesprojekt, som en gruppe filmfolk har taget initiativ til og udformet, med overskriften "Magtens Billeder". Ambitionen er at udvikle et antal dokumentarfilm samlet, indholdsmæssigt, finansieringsmæssigt og produktionsmæssigt. Udgangspunktet er den store udredning af magtstrukturerne i Danmark, som en gruppe samfundsforskere under ledelse af Lise Togeby er i gang med under titlen "Magtudredningen." Tanken er at igangsætte et antal dokumentarfilm for i forlængelse af det videnskabelige arbejde at lave film. Tilsammen vil filmene udgøre en samfundsbeskrivelse til folkeoplysning i tv, på bibliotekerne og i skolerne.
Spillefilmkonsulent Vinca Wiedemanns ansættelse forlænges fra 1. november 2002 til 31. oktober 2003. Vinca Wiedemann tiltrådte stillingen som konsulent den 1. november 1999. Wiedemann har bl.a. støttet Thomas Vinterbergs kommende spillefilm It's All About Love og Lars von Triers kommende spillefilm Dogville.
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|
|
|