 | Kongen vender tilbage - indeed!
Copyright: SF Film | Første dom: Kongen vender tilbage trilogiens bedste! Skrevet den 1/12-2003 af Kasper Christoffer Larsen
Dagen for det endelige slag er oprunden. I aften vil Peter Jackson og det meste af hans stjerne-cast overvære verdenspremieren på Kongen vender tilbage i kiwi-instruktørens egen hjemstadsbiograf The Embassy Theatre i Wellington.
Tusinder af lokale fans og pressefolk vil modtage folkene bag den filmhistoriske trilogi på rød løber foran den 79 år gamle biograf, som netop er blevet restaureret til begivenheden.
Den lokale avis, The New Zealand Herald, fangede Jackson dagen før begivenheden, og det viser sig, at den lille folkekære splatterkonge, der hurtigt blev ringenes herre, slet ikke selv har set den endelige film endnu.
"Jeg har set den i små bidder," sagde Jackson til TNZH. "Jeg har også set den endelige klipning, men dengang var den i en temmelig rå og ufærdig tilstand."
Jackson havde deadline for over en uge siden og følte sig derfor ikke i stand til gense sin sidste del.
"For en uge siden tænkte jeg over, om jeg virkelig skulle sætte mig ned og se den, når jeg alligevel ikke kan ændre mere. Det er ikke noget mere håbløst, end at side for sig selv i en biograf og se en film, som du ikke kan gøre mere ved."
Skal man tro de første afskløringer fra avisens anmelder, er der heller ikke megen grund til at ændre noget i Kongen vender tilbage.
Kulturredaktør Russell Baillie har i modsætning til instruktøren nemlig allerede set den endelige udgave, hele verden venter på. Ligesom sine kollegaer har han dog fået streng besked af New Line på ikke at udtale sig om oplevelsen endnu.
I en beklagende og ironisk artikel kæmper Baillie alligevel en brav kamp for at løfte en lille del af sløret - og udfra hvad man kan opfatte af hviskerierne tyder alt på, at fans nu endelig kan puste helt ud og trække vejret normalt igen. Jackson HAR fået skibet sikkert i land. Under mundkurvens trænge betingelser siger Baillie blandt andet:
"Så vi kan jo faktisk slet ikke sige, om [Kongen vender tilbage] simpelthen er den mest imponerende filmoplevelse i den seneste tid […] Og vi kan jo bestemt heller ikke afsløre noget om, hvilken film, der helt sikkert er den bedste i Peter Jacksons trilogi efter vi nu har set dem alle tre. Vi er nok nødt til at gense Kongen vender tilbage en gang til for at være sikre. Eller måske to eller tre gange mere..."
Så skulle den vist være klar nok. Baillie fortsætter iøvrigt artiklen med at genfortælle væsentlige scener fra filmen. Det hele på kan ses på www.nzherald.co.nz, hvis ikke man kan vente til Ringenes herre - Kongen vender tilbage får biografpremiere d. 17. december herhjemme.
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Bøffen 2-12-2003 16:29 | Og der bliver bøffet derudaf! Bøffen glæder sig meget! Bøffen mener ikke de 3 film skal ses som en helhed, da der er ændringer der forekommer, og forskellige ting der er lavet om! Star Wars bliver heller ikke set som en helhed, men Lucas havde alle filmene i hovedet fra starten af! Bøf mund!
Bøffen |
| Straight Out Of Gladsaxe 2-12-2003 14:03 | Jo selvfølgelig, men hver film i trilogien er rundet perfekt af, modsat Matrix Reloaded, der stopper brat med en voldsom cliffhanger, hvilket efterlader publikum uforløste og irriterede. |
| debattør 2-12-2003 13:56 | Er filmene ikke tænkt som et hele? Jeg mener, giver det meget mening at tale om dem hver for sig, for man er vel nødt til at se dem som en helhed? |
|
|
|
|
|