 | Lars von Trier er i øjeblikket i gang med klipningen af Manderlay. Næste projekt bliver gyserfilmen Antichrist, baseret på den teori, at det var Satan og ikke Gud, der skabte verden.
| Von Trier kaster sig over Antichrist Skrevet den 20/10-2004 af Jesper Vestergaard
Peter Aalbæk Jensen vil have en kommerciel film på bordet, inden Lars von Trier skal lave den sidste film i USA-trilogien. Det får han.
Lars von Trier, der i øjeblikket er i gang med klipningen af trilogiens anden film, Manderlay, har lovet Aalbæk, at han, inden han kaster sig over trilogiens tredje film, Wasington, vil lave en kommerciel film, der kan tilfredsstille både Zentropas pengekasse og de distributører, der har taget chancer med hans tidligere film. Det skriver Screen Daily i dag.
Der er endnu ikke noget endeligt manuskript til den kommende film, alligevel er en del detaljer på plads allerede. Arbejdstitlen på projektet er Antichrist, og der bliver tale om en engelsksproget gyserfilm, der kommer til at udspille sig i USA. Ifølge Aalbæk bliver historien "sat i naturen, baseret på den teori, at det var Satan og ikke Gud, der skabte verden".
Optagelserne til Antichrist forventes først at starte i 2006. von Trier skal som sædvanlig lige have fundet en location i Europa, der kan gøre det ud for det amerikanske, så han slipper for at rejse over Atlanten.
I øvrigt er der nu også kommet flere detaljer frem om historien i Manderlay. Den foregår to måneder efter de afsluttende begivenheder i Dogville, og følger Grace til en plantage i Alabama, hvor det ikke er gået op for arbejderne at slaveriet blev afskaffet 70 år tidligere. Hendes forsøg på at omdanne plantagen til et kollektiv ender i kaos.
Da von Trier for nylig modtog en pris i mindet om den østtyske filmskaber Konrad Wolf, udtalte han til pressen: "Jeg regner med, at min film vil kunne forene Ku Klux Klan og de farvede, fordi begge grupper vil have lyst til at dræbe mig bagefter."
Manderlay forventes at være klar til verdenspremiere næste år under Cannes-festivalen i maj og efterfølgende danmarkspremiere i juni. Inden da bliver der mulighed for at opleve von Triers historie realiseret i Dear Wendy af Thomas Vinterberg, der har premiere den 4. februar. Tidligere i år skrev von Trier desuden manuskriptet til komedien Erik Nietzsche: The Early Years, som der endnu ikke er konkrete planer om at realisere.
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | write-off 25-10-2004 06:57 | lige nu gøre han sig "uheldigt" bemærket i U.S.A. med filmen Manderlay, hvor både individer fra kux kux klan og de sorte er vrede på ham. Og nu laver han så en film der er baseret på at det var satan der skabte jorden og ikke gud! Hehe de kommer til at hade ham men det er dejligt at vi dog har en rigtig provokatør tilbage - troede ellers at den sidste døde med Jens Jørgen Thorsen! Glad for at se jeg tog fejl ;)
|
| Oscar Andersen 21-10-2004 13:00 | Det glæder mig at Lars nu vil lave en film om hvordan verden ser ud i virkeligheden. Ved at lave denne film kommer han nærmere sandheden end jeg tror han selv er klar over. I 1920 udkom der faktisk i Danmark et etisk religiøst værk: "Vandrer Mod Lyset!" Og hvis man læser denne bog vil man se hvordan verden og menneskene er blevet til i detaljer. Så det er en film, som jeg vil glæde mig til og jeg håber virkelig den bliver til noget. Held og lykke med det!!
KH fra Oscar |
| Moviegoer 20-10-2004 23:08 | Uha uha, Antichrist lyder skræmmende *G* |
|
|
|
|
|