CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Ekstra credits
Originaltitel:
Amateurs in Space

Produktionsland:
Danmark

Produktionsår:
2016

Manuskript:


Producere:
Sigrid Dyekjær

Fotograf:
Max Kestner
Claus Mejling
Poul Meyer
Kim Høgh Mikkelsen

Klipper:
Jacob Thuesen

Komponist:
Paul Leonard-Morgan

Censur:
Tilladt for alle over 15 år

Distributør:
DOX:BIO

Din mening
Har du set filmen? Hvad synes du om den?

Brugernes dom
Der mangler 5 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises.

Læs også...
Anmeldelser:
15-06-06:
Mig og Dig
05-03-04:
Nede på Jorden
 


Amateurs in Space

Anmeldt af:Frederik Asschenfeldt Vandrup
Genre:Dokumentar
Varighed:80 minutter
Instruktør:Max Kestner
 
Premieredato:02-11-2016
Medvirkende:Som:
Kristian von Bengtson
Peter Madsen [II]

Amatørernes himmelflugt
 
Der er intet så forfriskende og skønt som at se en dedikeret ildsjæl brænde helt igennem for sit projekt. En sådan ildsjæl er ubåds- og rumraketbyggeren Peter Madsen, hvis stædige insisteren på at kunne lykkes uden den store finansielle opbakning er beundringsværdig. En fagkyndig amatør med store drømme og et tilsvarende talent for at få dem realiseret.

Historien om hans seneste eventyr, Copenhagen Suborbitals, fortælles med kølig distance af dokumentaristen Max Kestner, der stiller Peter Madsen op overfor hans makker, rumskibsdesigneren Kristian von Bengtson, der var vendt hjem til Danmark efter flere år i udlandet for at realisere eventyret om at sende en danskbygget raket ud i verdensrummet. USA, Rusland og Kina har evnerne – nu skal Danmark skrive sig ind i historien som den fjerde rumfartsnation. Det fremgår klart af Kestners disponering af interviewmaterialet med de to dybt engagerede fantaster, at deres projekt ikke lykkes; at de ikke lykkedes som et makkerpar. Så spændingen er taget af den del af fortællingen fra starten, og vægten ændres i stedet til at nærstudere den drivkraft, der nødvendigvis må ligge bag amatørprojekter så ambitiøse som dette, og som ender med at flå alt fra hinanden.


Copyright:
DOX:BIO
Der er ingen tvivl om, at Peter Madsen er excentrikeren i selskabet. Von Bengtson har kone og børn og skal konstant arbejde på at få sin altoverskyggende hobby passet ind i rollen som far. Madsen til gengæld giver sit liv 100% til drømmen – for kan man andet, hvis man virkelig mener det? Og kan man respektere en makker, som ikke har det på samme måde? Det bliver kimen til den splittelse, der ender med at rive hele projektet fra hinanden. De to hovedpersoner fortæller historien hver for sig, og den klippes elegant og underholdende sammen med arkivoptagelser fra NASAs raketopsendelser gennem tiden og selvfølgelig også med optagelser af de fremskridt, der trods alt var i arbejdet med at få den danske raket på benene.

Efterhånden som medierne lægger mærke til projektet, og vi får den berygtede testopsendelse ud for Bornholm, hvor absolut intet skete, mens nationen holdt vejret, så vokser foreningen omkring de to ildsjæle. Hjemmeentusiaster melder deres ankomst, roder med værktøjet – og forvandler drømmenes legeplads til et pauselokale for rumfarts-fanatikere med trang til at komme hjemmefra. I den proces taber Peter Madsen for alvor følingen med projektet og render i stigende grad hovedløs rundt i det, der var hans egen drøm. Kollapset sker gennem en lang række mailvekslinger mellem de to, der deler skrivebord i værkstedets interimistiske kontor – og især humørsvingningerne fra Madsens side går i denne sammenklipning af begivenhederne fra vennesæl hygge om eftermiddagen til anklager om forræderi ved aftentide.


Copyright:
DOX:BIO
Køstner klipper filmen med vægt på dramaet i en sådan grad, at kronologien og tingenes reelle rækkefølge bliver lidt sløret undervejs. Hans fokus er at dyrke det sammenbrud i de menneskelige relationer mellem de to idémænd, som fører til, at projektet falder fra hinanden netop hvor det begyndte at få opdrift. Foreningens øvrige medlemmer kæmper for at få genskabt den gode stemning, vel vidende at uden de kreativt tænkende ombord, så er udsigterne til danske rummissioner lange – men jo mere de blander sig og jo mere Kristian von Bengtson finder sin nye rolle som ansvarlig for projektet i deres selskab, jo mere bliver excentrikeren Peter Madsen kørt ud på et mere eller mindre selvopfundet sidespor. Det må nødvendigvis ende i en eksplosion – som enhver anden dårligt kalibreret raketopsendelse – og det gør det på spektakulær vis.

Amateurs in Space er en hyldest til genierne, enerne og fantasterne, der tør drømme så stort at en hel nation ender med at følge med i spænding – og en barsk markering af, at den slags ikke kan tæmmes eller bringes til orden i de strukturer og hierarkier, vi indretter vores samfund med. De kan ikke indgå i arbejdsgrupper og underlægge sig rytmer dikteret af andre – og derfor må det gå galt. Det er selvfølgelig synd for projektet, men det understreger også på godt og ondt den galskab og det vanvid, der skal til for at kaste sig helhjertet og uforfærdet over et projekt, som i sidste ende skal føre til at man bliver sendt ud i det ydre rum med en hårtørrer fra Føtex til at løse en vital funktion i rumskibet. Længe leve vanviddet – også det som i dette tilfælde ender med at få et vidtløftigt projekt til at falde sammen om sig selv.
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Senest anmeldt
The Meg9/8
Mission: Impossible - Fallout2/8
Hotel Artemis26/7
Sicario 2: Soldado19/7
Mamma Mia! Here We Go Again19/7
Landet af glas19/7
Skyscraper12/7
Under træet5/7
Ant-Man and the Wasp4/7
Du er den28/6
Flere bio-anmeldelser
 
You Were Never Really Here10/8
Red Sparrow20/7
The Florida Project17/7
The Shape of Water16/7
Game Night13/7
Molly's Game6/7
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri3/7
Black Panther2/7
Flere dvd-anmeldelser
 

Quiz
Hvilken skuespillerinde har sagt følgende
"I am a marvelous housekeeper. Every time I leave a man, I keep his house."
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google