CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Nyheder - Anmeldelser - Artikler - Arkiv - Forside
  Søg

Ekstra credits
Originaltitel:
Forushande

Produktionsland:
Iran, Frankrig

Produktionsår:
2016

Manuskript:
Asghar Farhadi

Producere:
Asghar Farhadi
Alexandre Mallet-Guy

Fotograf:
Hossein Jafarian

Klipper:
Hayedeh Safiyari

Komponist:
Sattar Oraki

Censur:
Tilladt for alle over 11 år

Distributør:
Scanbox

Din mening
Har du set filmen? Hvad synes du om den?

Brugernes dom
Der mangler 3 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises.

Læs også...
Anmeldelser:
13-03-14:
Fortiden
18-05-12:
Nader og Simin - en separation
 


Sælgeren

Anmeldt af:Frederik Asschenfeldt Vandrup
Genre:Drama, Thriller
Varighed:125 minutter
Instruktør:Asghar Farhadi
 
Premieredato:06-04-2017
Medvirkende:Som:
Taraneh AlidoostiRana Etesami
Shahab HosseiniEmad Etesami
Babak KarimiBabak
Farid Sajjadi HosseiniNaser
Mina SadatiSanam

Den forbandet svære tilgivelse
 
At Asghar Farhadi vandt Oscaren for bedste ikke-engelsksprogede film med Sælgeren og derved skrev sig ind i en meget lille og eksklusiv klub af dobbelte vindere var lidt af en overraskelse – og måske kom den i stand på grund af et smart markedsføringskneb lige op til afstemningsdeadline, hvor det forlød, at en stemme på Farhadi var en stemme mod Donald Trump (og hans famøse indrejseforbud). Derfor er det så meget desto mere glædeligt nu at kunne konstatere, at sejren – uanset hvordan det måtte være kommet i land – på mange måder er fuldt fortjent. For Sælgeren er et modent, eftertænksomt og decideret velstøbt drama, som tilmed formår at lave prima suspense og samtidig ude i periferien få kommenteret på livet i det Teheran, der på en og samme gang er frit og dybt kontrolleret.


Copyright:
Scanbox
Der er med andre ord mange agendaer på spil, men helt centralt står det nervepirrende ægteskabsdrama, der udspiller sig mellem skuespillerne og ægtefolkene Emad og Rana. De øver på teateret på Arthur Millers klassiker "En sælgers død", mens privatlivet bogstaveligt talt rystes i fundamentet, da et byggeri på nabogrunden truer med at lægge deres etageejendom i ruiner. De genhuses i en lejlighed, som de låner af en af kollegerne fra teatret, men det viser sig snart, at den tidligere lejer har haft et omsvævende liv. Rana er alene hjemme en aften, hvor hun åbner for dørtelefonen i den tro, at Emad er kommet hjem. Det er han ikke, og han finder hende først på hospitalet, hvor hun ligger blodig og chokeret. Overfaldet i eget hjem af en ukendt gerningsmand.

Emad indleder et detektivarbejde for at finde gerningsmanden, og det bliver en jagt, der ender med helt at opsluge hans eksistens. Rana selv vil hellere skubbe hændelsen ind under gulvtæppet for ikke at skulle tale yderligere om det passerede, men hendes mand holder fast i hævntrangen. Især da jagten giver resultat, og der kommer et ansigt og en identitet på gerningsmanden. Men hvad nytter hævngerrigheden, hvis ofret har besluttet sig for at tilgive? Tilgivelsens altomsluttende kraft er kraftfuld gennem sin irrationalitet, men hvad kræver det at tilgive en uret begået mod andre? Det er store spørgsmål som Farhadi smider på bordet, men det gøres smidigt og veldrejet i en film, som en stor del af tiden spiller som en skarp thriller. Hitchcock ville være stolt over Farhadis sikre kontrol over suspense som virkemiddel og Bergman, der i øvrigt optræder i kulissen i form af en markant plakat for hans Skammen, vil glæde sig over dybden i de psykologiske hovedspring som manuskriptet tager i sine hovedpersoner. Og dét er unægtelig noget af en præstation at få de to mestre forenet.


Copyright:
Scanbox
Omkring Emad og Rana ligger Teheran. En verden i opløsning ganske som sine hovedpersoner. For hver gammel, slidt men velkendt bygning, der bliver revet ned, skyder der noget nyt og fremmed op. Det truer fundamentet i et samfund, ganske som det truer Emads selvforståelse ikke automatisk at måtte søge hævn for overgrebet på hans hustru, som i hans optik også er et overgreb på ham og hans ejendom. Det er provokerende at spille den alfa-maskuline rolle i hænderne på en pjusket skuespiller, men netop fordi kontrasterne i figuren er så tydelige og ambivalente, så øges vores interesse for ham og hans handlinger. Farhadi har skabt et moderne værk, der både taler til og om sin samtid og samtidig dyrker en personkonflikt så tidløs som noget. Det er som regel det grundmateriale som store filmoplevelser støbes af, og Sælgeren hører til på allerøverste hylde af biografernes repertoire i dette forår.
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Senest anmeldt
Girls Night Out20/7
Dunkirk20/7
Abernes planet: Opgøret13/7
Wish Upon13/7
Girls Lost13/7
En hustlers dagbog13/7
Mysteriet ved Slack Bay6/7
Spider-Man: Homecoming6/7
At elske Pia6/7
Personal Shopper6/7
Flere bio-anmeldelser
 
Logan24/7
La La Land17/7
A Cure for Wellness10/7
The Great Wall4/7
Hidden Figures3/7
LEGO Batman filmen30/6
Split26/6
xXx: Return of Xander Cage23/6
Flere dvd-anmeldelser
 

Quiz
Hvilke to skuespillere er de eneste, der har vundet Oscar’en for Bedste Mandlige Skuespiller 2 år i træk?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2017 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google