| At samle fortiden op |
| |
Agnes Varda var en central skikkelse i efterdønningerne fra den franske nybølge-bevægelse, som revolutionerede tankegangen bag filmsproget i slutningen af 50’erne. Varda er uddannet fotograf og har i sin lange karriere beskæftiget sig både med spillefilm, kortfilm og dokumentarfilm.
En idé
Det er den sidste genre, som Fulgen og de fattige tilhører, og den står som et stærkt værk fra en aldrende instruktør, der inspireret af en nostalgisk tanke forsøger at afdække begrebet ”glané” – ”at sanke”. Filmen lægger ud med at fastslå den rent leksikalske betydning af ordet, og derefter begiver Varda sig på en møjsommelig rejse gennem det franske samfund for at indkredse betydningen af et gammelt begreb i nutidens Frankrig.
Et gammelt begreb
Umiddelbart skulle man tro, at der ikke længere fandtes mennesker, som levede af at sanke – og i Danmark er det også blevet besværliggjort af lovgivningens strikse retningslinier om at færdes på privatgrund og samle affald op. Men i Frankrig er det stadig tilladt at samle frit ind fra private marker, når høsten uden tvivl er overstået, og når man bor tæt på store industrilandbrug, der uden problemer lader flere tons råvarer ligge tilbage på markerne, så kan det faktisk ernære adskillige mennesker.
Grebet af sit projekt
Da Varda først indser omfanget af denne gammeldags aktivitet, bliver hun tydeligt grebet af ønsket om at komme helt til bunds. Man mærker tydeligt, hvordan entusiasmen griber den gamle dame – hun bliver mere intens bag kameraet, og det er tydeligt, at tanken om, hvordan overflodssamfundet ubevidst forsørger en hel gruppe af mennesker, bliver en drivkraft. Med sit lille digitalkamera kan Varda følge med sine personer ud på deres udbytterige udflugter – som en beskriver det: ”Her har jeg et kort over, hvor man hvilke dage man kan finde gratis varer”, Varda svarer: ”Du mener vel, at du har et kort over, hvor man kan stille sit affald til afhentning på de forskellige dage”…..lang pause..”Nå, ja – sådan kan man jo også se på det”.
Fakta og drømme
Men undervejs flyder koncentrationen ofte væk fra emnet og over på instruktøren selv. Hun lader sig fascinere af teksturen i den rynkede hud på hånden, af et tilfældigt besøg på en markedsplads under optagelserne og af den gamle leg med at ”fange lastbiler” med hånden, når man kører på motorvejen. Fakta og drømme, illusion og virkelighed smelter aldrig helt sammen, men fungerer som kontrapunkter på den konstant fængende rejse.
Fortælleteknikker
Som dokumentarist har Varda en enorm styrke i sin indleven i emnet. Hendes tilgang er på en gang meget voksen, meget saglig og nærmest barnlig naiv. Hun forankrer filmens fakta i det kulturelle univers, ved blandt andet at tage udgangspunkt i rejser til de kunstmuseer, der har væsentlige billeder af sankningsprocessen hængende eller stående. Det er med disse malerier som kompasnål, at hun finder ud til de nutidige eksistenser, der lever som sankere. Hun har, trods det ret sparsomme tekniske udtryk, et stort overblik over filmsprogets muligheder, og bl.a. den måde hun henter advokater ind til at læse op af Code Penal (den franske straffelov) er små, indstuderede vignetter, som pludselig afbrydes af de drømmende afvigelser, som en sekvens, hvor hun har glemt at slukke kameraet og bliver fascineret over den måde, dækslet dingler ind og ud af billedet.
Den nutidige vinkel
Fortid og nutid bindes sammen af sankernes stadige eksistens. At der i dag stadig lever mennesker, hvis eneste chance for overlevelse er, at andre ikke gider samle alt op, er en chokerende tanke. Men Varda undgår det politisk enstrengede budskab ved også at besøge de rige sankere, som superkokken, der ikke stoler på andre råvarer end dem han selv har fundet i vejkanten. Sankerne skaber nyt liv af forfaldet, affaldet bliver til nyttige brugsgenstande eller nødvendig føde – og i den viden, som filmen kun langsomt afdækker, finder Varda også en brugbar forklaring til sin egen fysiske forældelsesproces, der løber som en rød tråd gennem de personlige klip i filmen. Hendes menneskesyn er dybt humanistisk og opsat på at finde den positive vinkel i alle livets forhold, filmstilen er poetisk og drømmende på en saglig og konkret måde – og Fuglen og de fattige fremstår som et både gennemtænkt og improviseret livstegn fra en instruktør, hvis sind på ingen måde har fulgt med kroppen i den naturlige ældningsproes.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | buller
10-12-2007 12:49 | lort
|
| bent
10-12-2007 12:48 | lort |
|
|
|  |
|
