| Egernet, der aldrig gav op |
| |
En sabeltiger, et dovendyr og en mammut. En noget aparte cocktail, men ikke desto mindre hovedrolleindehaverne i det nyeste, computeranimerede vidunder – denne gang fra Fox Studios’ nyligt opkøbte Blue House. De 3D-animerede film har gyldne tider i øjeblikket; animationskunstnere har nærmest ubegrænset, kreativ frihed, biografgængere lader sig fortrylle af teknologien og den nye, grafiske stil og pengemændene gnider sig i hænderne. Ergo er alle glade, og det skal man jo ikke brokke sig over. Ice Age er i modsætning til Disney/Pixar-produktionen Monsters Inc. umiddelbart mere ’voksen’ i sin tilgang til publikum, selv om begge film placerer en vildfaren unge hos en række pelsede skabninger med hjertet på det rette sted. Men forunderligt nok er præmisserne for historien mere triviel og børnevenlig.
 | Her er filmens virkelig stjerne...
| Warum denn das? Handlingen kan nemlig beskrives ganske koncist med én sætning: Bortfaren baby bliver fundet af mammut og dovendyr, der bekæmper naturens kræfter og forsøger at bringe ungen tilbage til sin familie med sabeltiger som vejviser og konspirationselement. Det er så banalt, at manuskriptet skal have en stor cadeau for den vidunderlige dialog, der gør, at man ganske tidligt inde i filmen har forelsket sig i det læspende dovendyr Sid, den rolige og tvære mammut Manfred og den mystiske men menneskelige sabeltiger Diego, der alle disker op med masser af hjertevarme og humoristiske lyspunkter i de kolde snelandskab. Og heldigvis er den danske synkronisering ikke helt håbløs; f.eks. irriterer Timm Vladimir grusomt de første 2-3 minutter i rollen som Sid, men i længden er han helt perfekt som håbløst, rablende og lettere enfoldigt dovendyr. Skønt at skue I modsætning til Pixar og Pacific Datas tekniske kundskaber, er Ice Age ikke et festfyrværkeri af realistiske 3D-billeder (selv om man vil støde på flere suveræne vandeffekter undervejs). Blue House har ganske enkelt valgt at holde stilen enkel og stilistisk stram, hvilket har resulteret i en fascinerende billedside, der byder på flere kunstneriske flotte sekvenser. F.eks. bliver et hulemaleri på et tidspunkt i filmen pludselig levende og fortæller sin egen lille historie med et overrumplende valg af farver og animationsteknikker. Det fungerer, og sammen med den til tider geniale streg i figurernes ansigtstræk og animation kan man lade sig fortrylle. Rent tematisk set er Ice Age en let sag, der handler om venskab på tværs af dyreracer og i overført betydning på tværs af kulturel baggrund, opvækst og fysisk fremtræden. Det aspekt af filmen skal dog ikke dyrkes for meget, for selv om filmen berører Darwins ’survival of the fittest’-klassiker, bliver dette kun brugt som middel til at få historien til at skride fremad eller som humoristisk element. Komisk sidekick I dette tilfælde er det et meget ivrigt egern, der gennem hele filmen løfter den indimellem noget dybtfølte historie med sit maniske forhold til et agern, den har sat sig for skal graves ned i jorden. Som en rød tråd bliver dette voldsomt maltrakterede egern ufortrødent ved og er som mimiker en humoristisk perle, der klart appellerer til alle aldre. En del af replikudvekslingen i Ice Age er ofte rap i vendingen, har let skjulte referencer og andre barrierer for det yngste publikum. Således har Fox’ ikke en familiefilm på hånden i samme grad, som Monsters Inc. var det, og man kunne godt have håbet, at filmen tog skridtet fuldt ud og blev endnu mere sort, bidende og satirisk i sin tone. Potentialet er der, og selv om de små ganske givet vil nyde både egern, dovendyr og mammuttens hundeøjne, er man som voksen biografgænger efterhånden begyndt at se det uudnyttede potentiale, som animationsfilm indtil videre besidder.
|
| |
| Seneste kommentarer: (12 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Påskeharen 20-6-2006 08:18 | Den er for god til at være set af Tandfeen :) |
| Påskeharen 20-6-2006 08:17 | Den er for god til at være set af Tandfeen |
| Tandfeen 20-6-2006 08:16 | Deres tænder er ikke i orden:(
|
| Ole Lund Kirkegaard 20-6-2006 08:14 | jeres film styrer |
| julemanden 26-1-2005 09:02 | den er totalt fed |
|
|
|  |
|