CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Nyheder - Anmeldelser - Artikler - Arkiv - Forside
  Søg

Ekstra credits
Originaltitel:
La Pianiste

Produktionsland:
Østrig, Frankrig

Produktionsår:
2001

Manuskript:
Michael Haneke baseret på roman af Elfriede Jelinek

Producere:
Veit Heiduschka

Fotograf:
Christian Berger

Klipper:
Nadine Muse
Monika Willi

Komponist:


Censur:
Tilladt for alle over 15 år

Distributør:
Camera Film

Din mening
Har du set filmen? Hvad synes du om den?

Brugernes dom
(89 stemmer)

Læs også...
Nyheder:
19-05-06:
Haneke genindspiller Funny Games
27-07-04:
Binoche og Auteuil i ny Haneke-film
13-01-03:
Årets Bodil-nomineringer offentliggjort
10-01-03:
Årets Robert-nomineringer offentliggjort
 
Anmeldelser:
17-11-16:
Dagen i morgen
10-05-13:
Amour
14-01-10:
Det hvide bånd
30-07-07:
Mig og min søster
13-10-06:
Mig og min søster
18-07-06:
Ulvetider
03-12-04:
Hotel
20-05-03:
Århundredets børn
11-04-03:
Hundedage
25-12-02:
8 kvinder
16-12-02:
Kode ukendt
10-05-02:
Lovely Rita
 
Artikler:
26-03-04:
Natfilm '04: Made in German
27-12-02:
Interview: Ulrich Seidl
20-05-01:
Cannes-vindere 2001
 

Læs også...
I temaet Michael Haneke:
 
Ulvetider
Kode ukendt
Binoche og Auteuil i ny Haneke-film

Pianisten

Anmeldt af:Jesper Vestergaard
Genre:Drama
Varighed:129 minutter
Instruktør:Michael Haneke
 
Premieredato:03-05-2002
Medvirkende:Som:
Isabelle HuppertErika Kohut
Annie Girardotmoren
Benoît MagimelWalter Klemmer
Susanne LotharFru Schober
Udo SamelDr. Blonskij
Anna SigalevitchAnna Schober

Moderne magtspil
 
Hun har været væk i tre timer, da vi møder hende, Erika Kohut, der er pianisten i den østrigske instruktør Michael Hanekes sjette spillefilm. Hun er en midaldrende kvinde, der bor alene med sin mor og underviser i klaver ved Wiens musikkonservatorium. Moren skælder hende huden fuld, selvom hun forklarer, at hun blot været ude for at gå en tur. Erika lever et stilfærdigt og gennemkultiveret liv med orden i sagerne og langt hen af vejen helt i overensstemmelse med moderen og hendes bud på, hvad der passer sig i det moderne Wienske borgerskab.

Moderen har et godt greb om Erika.
Borgere under skarpt lys
Selv i filmens lidt bastante udlæg er karaktererne på ingen måde karikerede eller overgjorte. Vi befinder os i Hanekes helt i gennem realistiske univers, hvor han som i tidligere film, eksempelvis Bennys video og Funny Games, har sat udvalgte østrigske borgere under skarpt lys og fundet rystende historier under overfladerne. Som et klassisk musikstykke bygger filmen op med gentagelser af temaer, variationer i sit tempo, udsøgt spil imellem sine elementer, stor følelsesmæssig overbevisning og et crescendo, der efterlader én nærmest bleg uden mulighed for hverken at lægge til eller trække fra.

Brud på den stringente hverdag
Også under Erikas overflade gemmer sig spændinger og rystende overraskelser, og hun er gennemgående en foruroligende figur. Til at starte med oplever man dog usikkerhedsmomentet komme udefra. Det sker i form af en ung mand, der forelsket hvirvler sig ind på hende og bryder hendes ellers så stringente hverdag. Man oplever det i et fint klip, der kendetegner filmen som den formelt set mest konventionelle i Hanekes oevre, men stadigvæk udpræget stilsikker og uhyre bevidst om de enkelte billeders indhold: Erika og hendes mor er på vej til musikaften hos en bekendt. De står i elevatoren, og man når netop at se morens stramme ansigt, før dørene smækkes i for næsen af den unge Walter, der er på vej til samme arrangement. I samme indstilling ser man elevatoren kører op, mens Walter for hver etage indhenter den og passerer let og smilende forbi på trappeafsatsen.

Erika er på en gang stilfærdigt betaget og kynisk afvisende overfor den fyrige ungersvend Walter.
Enmandskupe
Erika er på en gang stilfærdigt betaget og kynisk afvisende overfor den fyrige ungersvend, der blamerer sig med sin musiske viden og sin kunnen ved klaviaturet. Hun er samtidig i forsvarsposition, hvor ingen af hendes reelle følelser viser sig. Igen med et typisk Haneke-greb, overraskes man over grunden: Hendes forhold til sin seksualitet er radikalt underudviklet. Da man ser hende gå ind i enmandskupeen i en sexbiograf og snuse til tilfældige mænds aftørrede efterladenskaber fra papirkurven, mens hun ser pornofilm, fornemmer man præcist hvordan, det står til: At hendes seksuelle udfoldelse primært foregår fra sidelinien.

Sadomasochistiske tendenser
Flere og flere underspillede sider af Erikas karakter kommer frem, og Isabelle Huppert udfylder den komplicerede rolle med stort mod, uhyre præcision og en dybt imponerende spændvidde. Filmen igennem vedligeholder hun en imponerende balanceakt mellem det nervøse, tilbagetrukne og det selvsikre, dominerende, der på overfladen gør Erika glat og konventionel, men samtidig understøtter de stærke sadomasochistiske tendenser, der langsomt afslører sig.
Da det efterhånden lykkes Walter at bryde igennem med sine ihærdige forsøg på tilnærmelse, er Erikas vulkan af en indre verden på vej i udbrud, og han ender, ligesom hende selv, helt og holdent i hendes dybt komplicerede følelsers vold.

Træk i tiden
Haneke kan bestemt ikke beskyldes for at lege skjul bag antydningens kunst. Det er virkeligt stærke sager, han lægger sin tilskuer i øjnene. Han undlader bevidst at pege på traditionelle psykologiske forklaringer på Erikas tilstand og spiller med helt åbne kort. Filmen er ikke dømmende, men symptomudpegende. Udover en formidabel skildring af magtspillene mellem henholdsvis Erika og moderen og Erika og Walter fornemmer man gennem Erikas historie den manglende menneskelige og moralske orienteringsevne og de stærkt begrænsede manøvremuligheder, som det på flere punkter stadigvæk tilknappede Wienske borgerskab er baggrund for – et psykologisk univers, som også afspejler tunge træk ved den mere kropsligt forskrækkede del af den moderne europæiske kultur i det hele taget.
Det skal i øvrigt nævnes, at Haneke forstørrer blikket på borgerskabet yderligere ved, at han har ladet historien, der er baseret på en roman af hans østrigske landskvinde Elfriede Jelinek, foregå på fransk.

Foruroligende film
Retfærdigvis modtog Isabelle Huppert og Benoît Magimel, der lægger ligeså meget mod og vægt bag rollen som Walter, begge skuespillerpriserne på sidste års festival i Cannes. Med tildelingen af festivalens andenpris, Juryens Grand Prix, var der mange, der betragtede filmen som den egentlige vinder.
Det er da også et godt bud på årets mest foruroligende film, man nu kan opleve i de danske biografer. Som NatFilmfestivalen viste for nyligt med en komplet serie af Hanekes spillefilm, så er han ikke en instruktør, der stryger nogen tilskuer med hårene. I stedet kan han få begge dele til at rejse sig.
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (8 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
nobelus
11-10-2004 12:01
Er der nogen, der har set nogle af de andre filmatiseringer af Jelineks romaner? nu har hun jo lige vundet nobelprisen, men jeg gider ikke rigtigt at læse ;-)

Alexandra
10-8-2004 11:29
Et mesterværk kan kategoriseres ved at filmen går ind under huden. Dette manuskript er for svagt, og Huppert mangler i den grad nerve. Hun burde være overbevisende istedet for slatten hvis denne film skulle komme i nærheden af at blive kaldt et mesterværk.

Martin
8-8-2004 06:06
Filmen er et blænende mesterværk en af de bedste film de sidste 10 år - den lille slåskamp hun har med moderen hvor hun slår hende på maven hun vil ind igen der hvor der er trygt (altså ikke helt maven). Knivstikket i armen til sidst så dem der mener af melodramtes konventioner skal opfyldes helt igennem - fysisk skade må ske for en af hovedpersonerne eller etbetragtelige tab. Filmen handler ikke så meget om sado - hun er ikke istand til at fungere seksuelt og her mener jeg ikke "normalt" men slet ikke. Trods hendes interlekt er hun barnlig har ikke været igennem det som andre har - hun er jomfru. Hendes jaulousi er meget morsomt vist i filmen især over for hendes lille pigeprotege.

Lykke
14-3-2004 05:44
Til Julie
Klicheen om diverse Hollywoodproduktioner er SÅ 80'eragtig, og SÅ frelst. Der findes gode og dårlige rollefortolkninger både i Europa og Hollywood, desuden vil jeg give Alexandra ret, Huppert mangler i den grad nerve.

Alexandra
12-3-2004 16:42
Næsten intet kan være alt, men ikke i dette tilfælde, for der foregår absolut intet, der er ingen følelse bag dette ansigt. Som eksempel på det modsatte kan jeg nævne Judi Dench i Mrs Brown, her er der tale om stor skuespilkunst, hendes ansigt i den første scene er levende på trods af at udtrykket er forstenet. Det er Hupperts ikke, det er ganske simpelthen svagt spillet.


 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Senest anmeldt
Mordet i Orientekspressen23/11
The Square23/11
Justice League16/11
Rodin16/11
Glasslottet16/11
QEDA16/11
Ballerina9/11
The Killing of a Sacred Deer9/11
Monsieur Verdoux9/11
Den unge Karl Marx9/11
Flere bio-anmeldelser
 
Transformers: The Last Knight13/11
It Comes at Night10/11
The Mummy6/11
Filmen om Kaptajn Underhyler23/10
Baywatch20/10
Wonder Woman16/10
Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge9/10
Alien: Covenant6/10
Flere dvd-anmeldelser
 

Quiz
På samme tidspunkt, som Godard var i færd med at skyde À bout de souffle (Breathless) var en amerikansk film med samme titel på vej – hvad blev dennes titel i stedet?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2017 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google