| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (281 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
2.35:1
Lyd:
Dolby Digital 5.1, DTS
Ekstra materiale:
Dokumentarfilm "The Force of Destiny: The Science and Politics of Climate Change", 2 interaktive spil "Global Watch" & "City Freeze", 9 featuretter om filmens tilblivelse: inkl. "Filming The Day After Tomorrow", gallerier, visuelle effekter, lyd-redigering og 10 slettede scener med/uden kommentarer, m.m. |
|
|
|
 |
The Day After Tomorrow
| Emmerich leger gud! |
| |
Med kæmpesuccesen Independence Day (96) slog den tyske instruktør Roland Emmerich for alvor sit navn fast i Hollywood. Tidligere havde han lavet en række film i sit hjemland og blot to film i USA, den smådumme Universal Soldiers (92) og den langt mere interessante Stargate (94), men med den komiske alien-katastrofefilm rykkede han en plads op på ranglisten i filmbyen. Han kunne dog ikke gentage succesen med hverken ’genindspilningen’ af Godzilla (98) eller borgerkrigsdramaet The Patriot (00). Nu fire år efter er han tilbage med en action-/katastrofefilm, skåret efter samme skabelon som Independence Day - denne er dog ikke en harmløs og fjollet underholdningsfilm.
 | Under boringerne af nogle vigtige iskerner flækker indlandsisen på Antarktis og Jack får problemer...
Copyright:
Fox Film |
Usandsynligt tidsrum
Emmerich har denne gang taget udgangspunkt i Art Bell og Whitley Striebers non-fiktionsbog "The Coming Global Superstorm" om naturkatastrofer og drivhuseffekten. Og det skal siges med det samme: plottet er helt ude i galaksen. Det er rigtigt, at der er gået titusind år siden vores sidste istid og en ny er derfor på vej, men trods menneskehedens stærke trang til at forurene, så skal der lidt mere til, før vi volder så meget skade, at vi sender Jorden ind i en ny istid. Det faktum er filmen dog godt klar over, for den lægger ud med samme forbehold, men man kan ikke kalde sin film en katastrofefilm, hvis den i to timer blot påminder os, at vi skal være mere forsigtige med vores planet, så de videnskabelige fakta ryger hurtigt på bålet og i stedet præsenteres et handlingsforløb på lige fod med invasionen af de slemme aliens i Independence Day. På mindre end to uger fryser den nordlige halvkugle til!
Før det er for sent!
Det er under disse to uger, at The Day After Tomorrow stormer og tordner. Ligesom ID4 bruger den en masse personer til at fortælle sin historie, men ulig forgængeren snævrer den sig hurtigt ind og placerer én familie i orkanens øje. Vi har i starten af filmen allerede mødt faren, klimatologen Jack Hall (Dennis Quaid), der ved en miljøkonference i New Delhi har forsøgt at få verdensmagterne til at indse, at vores forurenende levevis er ved at tage livet af kloden. Den anden centrale hovedrolle er sønnen Sam Hall (Jake Gyllenhaal), en kvik 17-årig, der har meldt sig til skolens akademiske konkurrencehold for at være i nærheden af den søde Laura (Emmy Rossum), og som derfor er til konkurrencen i New York, da uvejret tager til. Lige inden det går helt galt lover Jack sin søn over telefonen, at ligegyldigt hvad der sker, skal han nok komme og hente ham i New York. I erkendelse af at han aldrig har gjort nok for at være sammen med familien og i stedet har prioriteret sit arbejde højest, bliver Jack nærmest besat af at komme til New York, og i filmens sidste halvdel starter han sin kamp for at komme igennem uvejret.
 | Welcome to dowtown LA!
Copyright:
Fox Film |
Smuk spejling
Det er bemærkelsesværdigt, hvorledes filmen midtvejs skifter tempo. Efter at være blevet bombarderet med brændende action, sænker der sig pludselig en isnende spænding over dramaet. Det er der ikke mange instruktører, der tør gøre. Som kræsent publikum med vaklende koncentrationsevne er vi vant til konstant tilfredsstillelse, vi tåler ingen kedelige passager med alt for megen snak, manglende action eller alt for mange følelser, hvilket er præcis det, Emmerich og hans nye medforfatter Jeffrey Nachmanoff leverer. I kølvandet på en spektakulær indledning, der inkluderer kæmpehagl, orkaner, skypumper og en gigantisk flodbølge, som drukner New York, skifter filmen radikalt temperatur og giver os et menneskeligt drama.
I modsætning til Independence Day tror vi dog her på personerne, fordi de fremstår langt mere ægte end i Emmerichs tidligere actionfilm, og allervigtigst griner vi ikke af dialogen. Her er ingen storladen patriotisk sentimentalitet, smarte one-liners eller lattervækkende figurer. Historiens få sidehandlinger bliver heldigvis også holdt på simreniveau, mens det egentlige drama centreres omkring Jack og Sam, hvis forhold hermed fornemt genspejler filmens økologiske budskab: Hvis vi ikke handler, før det er for sent, mister vi alt. Emmerich og Nachmanoff undgår ikke alle klichéerne, men det demonstrerer stort format, når man i en actionfilm kan føre den røde tråd gennem samtlige af filmens aspekter, uden at det på noget tidspunkt bliver prætentiøst eller publikum mister interessen.
Kun den klogeste overlever
Flotte effekter og fikse dramaturgiske redskaber er dog ikke det, der adskiller The Day After Tomorrow fra alle de andre underholdningsfilm. Det er derimod valget at introducere budskabet på så lusket vis. Vi bliver fra starten ikke overfuset af Emmerich forklædt som biologisk groupie på overarbejde. I stedet lokker han som et forvokset legebarn med eksplosiv underholdning, og når spændingen for alvor har haget sig fast, så begynder han at trække manipulerende i alle de moralske tråde. Ofte virker det næsten arbitrært i katastrofefilm, hvem der dør og hvem der overlever, hvis ikke en direkte latterlig plan tages i brug, som i Mimi Leders vattede Deep Impact (98), hvor det var en gruppe udvalgte folk, der fik lov at overleve. I The Day After Tomorrow bliver ingen forfordelt på grund af status eller indflydelse. Her hjælper det ikke, at man er kongelig eller magtfuld, kun om man vil lytte til fornuft. Mere end nogensinde sprøjter giften ud af Emmerich. Han virker næsten rabiat, mens han lader naturen hærge USA og Europa i et tydeligt forsøg på at rette opmærksomheden mod et af vores både socialpolitiske og biologiske brændpunkter. Det er bestemt ikke normen, at man i de store mainstreamproduktioner møder et økologisk budskab af så stort omfang, men det er bestemt et yderst velkomment syn.
|
| |
| | Disk 1 består selvfølgelig af filmen og derudover to kommentarspor. Det ene er meget afslappet, næsten fjollet til tider, mens det andet er langt mere fagligt.
På spor 1 er vi i selskab med instruktør Roland Emmerich og producer og hyggeonkel Mark Gordon. Det er sidstnævnte, der er skyld i pjatterierne, men uinteressant bliver det aldrig, når de to taler om de forskellige beslutninger, de måtte træffe i forbindelse med tilblivelsen af filmen.
Det andet kommentarspor er med medforfatter Jeffrey Nachmanoff, klipper David Brenner, fotograf Ueli Steiger og scenograf Barry Chusid. Det er Brenner, der dominerer, men det gør ingenting, for han er dygtig til at drage de andres arbejde ind i samtalen, og han har tydeligvis tjek på tingene. Generelt er begge kommentarspor vellykket og spændende at bruge tid på – klart anbefalelsesværdige!
Disk 2 består udelukkende af ekstramaterialet – uden undertekster – men fordi der er lagt omhu i arbejdet med at præsentere de mange deltagere, er det ikke svært at følge med i.
Menuen på disk2 ser ganske overskuelig ud: der er fem punkter. Det første hedder "Slettede scener" men det kan man også finde under punkt tre, der er en ordentlig moppedreng, men det kommer vi til.
Andet punkt i menuen går under titlen "The Science of Tomorrow". Det er en dokumentarfilm, The Force of Destiny: The Science and Politics of Climate Change, på en time, hvor et væld af forskellige forskere taler om hvilken rædsom tilstand, vores grønne planet er i. Filmen er svært deprimerende, ikke uden politisk holdning, men også vældig underholdende og spændende.
De sidste to punkter på bonusskiven er to små sjove interaktive indslag, hvor man kan lege og lære lidt om vores følsomme klima. For eksempel kan man læse mere om, hvordan South Dakota i 1943 oplevede et temperaturfald på cirka 30 grader – på blot få minutter.
Og så til punkt tre.
"Inside The Day After Tomorrow" er som titlen antyder et kig bag kulisserne. Det monstrøse indslag er rigtig godt skruet sammen og selvom det bugner med info, er det nemt at finde rundt i, idet det er delt ind i tre afdelinger: Pre-production, production og post production. Jeg vil ikke gennemgå alle 9 underpunkter, men blot oplyse at det hele er "must see". Fra de fire visuelle elementer i pre-production-pakken til den fremragende ”making of-featurette – på over en time – i anden afdeling til de fire sidste elementer i afdelingen med filmens efterarbejde – det er herunder man også finder de ti slettede scener – der også kan ses med kommentarer.
For alt materialet gælder, at det er lækkert præsenteret. Der er masser af info-bokse og navne og titler på folk, for der medvirker en masse mennesker, men alligevel er det sjældent kedeligt. Et par af indslagene er lidt for lange, men hjemme i stuen kan man jo selv bestemme, og man bør unde sig selv at bruge tiden på det: ekstramaterialet til The Day After Tomorrow er uhyre interessant og seværdigt.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (40 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Ib Jensen
2-1-2011 10:44 | Stort set den mest elendige, latterlige film jeg nogen sinde har set. Komplet tidsspilde. |
| 747
29-7-2008 23:29 | Den bedste katasrofefilm nogensinde! |
| sun tomorrow
17-3-2008 22:40 | kedelig film |
| An
9-2-2008 21:26 | overdrevet, usansynlig, underlig. men aligevel flot lavet og en af de bedre katastrofe film... 3 stjerner |
| Skarlagen
1-1-2007 20:02 | Hvad snakker du om DW? Det kan da meget vel ske?! |
|
|
| |
|
|
