| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (26 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
Anamorphic Widescreen 1.78:1
Lyd:
Dolby Digital 2.0, Dolby Digital 5.1, DTS
Ekstra materiale:
Floden, 2003, Verdenshjørner, 2004 |
|
|
|
 |
Silkevejen
| Efter øjeblikket |
| |
Jytte Rex bliver sjældent talt med, når man skal opremse listen over kvindelige danske filminstruktører. Det skyldes snarere formen og faconen på hendes spillefilm end frekvensen med hvilken hun laver dem, for de stikker på alle måder markant ud, når de endelig kommer. Silkevejen er ingen undtagelse, en fascinerende fortælling om en døende kvinde, der fra sit dødsleje oplever, at tid og sted smelter sammen i én organisk erindring.
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
Sofonisbas øje
Den seneste regulære spillefilm fra Jytte Rex’ hånd var Planetens spejle fra 1991, men i de mellemliggende år har vi fået to glimrende portrætfilm om Palle Nielsen og Inger Christensen samt udstillingsfilmen Floden sidste år. Silkevejen er en tilbagevenden til spillefilmsformatet rent formelt, men stadig en afsøgning af kunstfilmens grænser på det indholdsmæssige plan. Handlingen er reelt allerede opsummeret. Ellen Hillingsø er kvinden, der ligger svækket i sin hospitalsseng, omgivet af venner, familie og personale, som alle giver hendes underbevidsthed næring til at genopleve nedslag i et rigt liv. Hun arbejdede som billedkonservator, og hendes tanker cirkler hele tiden om et maleri af Sofonisba Anguissola, hvor hun under arbejdet med øjets pupil følte en særlig forbindelse med malerinden. Kan man have eksisteret tidligere og hvad er egentlig menneskets funktion i en verden, hvor tiden konstant sletter sporene af, at vi har været her?
Øjeblikket
Rex har ikke et traditionelt plotdrevet manuskript som skelet i Silkevejen. I stedet væver hun en række scener sammen i en, lad os da endelig bruge klichéen, filmisk mosaik, hvor drømmescener, flashbacks og en række oplæsninger af centrale passager fra bl.a. Leonardo da Vinci indgår. Den samlende tråd bliver spørgsmålet om tidens nedbrydende funktion, som for det enkelte menneske typisk koncentreres i processen med at forholde sig til ens egen dødelighed. Hvilke spor sætter vi i verden og hvad har vi at forankre vores egen eksistens i, mens vi er i live? Jytte Rex opererer med ”øjeblikket” som begreb, og det er præcis dén unikke kvalitet ved ”tiden”, som hun søger afdækket med Silkevejen - som hun så smukt lader da Vinci udtrykke det: ”Det vand, du berører i floden, er det sidste af det, der strømmer videre og det første af det, der kommer. Således er det også med nuet.”
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
Kunst og videnskab
Kvinden mindes især sin mand, der er død i et flystyrt, og som hun derfor aldrig har fået taget passende afsked med. Kærligheden, sanseligheden, berøringen – alt det, der får os til at huske tilbage på de passerede øjeblikke som højdepunkter i stedet for tabt tid er centrale i hendes erindringer – og bliver naturligvis på den måde også en vigtig pointe i filmen. Kunst og videnskab i al almindelighed indgår som funktionelle redskaber i arbejdet med at afdækket betydningen af det enkelte menneskes øjeblik i den uendelige tid. Personerne omkring kvinden i sygesengen leverer input med bidrag fra litteraturen (faderen (Niels Barfoed) læser højt fra hendes foretrukne klassikere), kunsthåndværket (kollegaen og veninden (Bodil Jørgensen) er også konservator) og videnskaben (en af sygeplejerskerne optager videnskabsprogrammer med fysikeren Holger Bech Nielsen og afspiller dem for hende), mens lydsporet præges af musik og Jytte Rex selv udnytter i nært samarbejde med den talentfulde fotograf Manuel Alberto Claro filmmediet til at accentuere udvalgte pointer.
Årets udfordring
Silkevejen er på ingen måde en film, der står lysende klar for tilskueren, straks man rejser sig fra den. Den er en velkommen udfordring og i passager perlende poetisk at være i selskab med. Første gang, jeg så filmen, var jeg overbevist om, at den ville have været endnu skarpere, hvis den havde været afviklet på en pæn klokketime, anden gang var jeg mere i tvivl. Primært fordi, man ikke på samme måde som med regulære film kan anvise, hvad der i så fald skulle fjernes. Silkevejen er film som kunst og ikke som underholdning – og det er altid sværere at bede en kunstner om at skære af lærredet end det er at bede en håndværker om at rette et stykke arbejde til. Jytte Rex og Silkevejen skal i hvert fald være så hjertelig velkommen i de danske biografer – tankevækkende, fortryllende og en anelse enerverende som de er.
|
| |
| | Dvd'en rummer, ganske godt set, to af Jytte Rex' nyere værker. Billeddigtet Verdenshjørner og kortfilmen Floden.
Floden indgik i en udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum, der satte fokus på hverdagsting, som det enkelte menneske let kunne genkende. Udstillingen bestod af forskellige medier, og filmen - eller billeddigtet - bandt de øvrige dele af udstillingen sammen. Filmen kan sagtens ses som et forstudie til Silkevejen, og den passer derfor ualmindeligt godt ind på denne udgivelse.
Verdenshjørner er en ganske kort rejse gennem stemninger fra eksisterende værker. Verdenshjørner er i virkeligheden en dias-serie, der også indgik i udstillingen på Nordjyllands Kunstmuseum, og den er her blevet overført til filmmediet, som endnu et eksempel på både den samlende røde tråd og på spændvidden i Jytte Rex' produktion.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Francisco Dyhr
27-11-2009 21:51 | Filmen udspringer i den grad af Tarkovskij´s bagkatolog, og er fuld af henvisninger til hans film og i særdeleshed
" The Mirror". |
| Christian Braad Thomsen
14-9-2004 09:43 | Jytte Rex er tidligere og lidt uretfærdigt blevet karakteriseret som elev af den store russuiske instruktør Andrej Tarkovskij. Om SILKEVEJEN kan man med større ret sige, at det er den film, Tarkovskij til sidst drømte om at lave. |
|
|
| |
|
|
