| Ondskabens menneskelige ansigter |
| |
De politiske, ideologiske og sociale problemstillinger forbundet med nazismen er blevet endevendt i årevis. Udover grusomme skæbnefortællinger og effektulde krigsfilm er det dog først de senere år, at egentlige forsøg på forsoning med fortiden og dens tunge arv for alvor er begyndt at finde vej til det store lærred. Mest bemærkelsesværdigt har Tysklands egen filmindustri været tilbageholdende med at kigge tilbage, og måske er det fordi, at det nu efterhånden er ved at være det uigenkaldeligt sidste udkald, hvis man vil have reelle vidneudsagn med i billedet, at tendensen nu er vendt. Et af de største og stærkeste bud på et tilbageblik på nazitiden, er Oliver Hirschbiegels Der Untergang, efter manuskript af Bernd Eichinger.
 | Eva Braun, Hitler og Albert Speer
Copyright:
Sandrew Metronome |
De sidste dage i Berlin
Det handler om de sidste dage i Berlin inden Nazitysklands kapitulation i 1945. Byen er omringet af russiske styrker, der kommer stadig tættere og tættere på. Med enkelte afstikkere til de berlinske gader foregår filmens fulde to en halv time under jorden i Førerbunkeren. Med Hitlers sekretær, den unge Traudl Junge som hovedguiden, møder vi Hitler, hans samlever Eva Braun, arkitekten Alfred Speer, hr. og fru Goebbels og en lang række andre historiske personligheder. Intrigerne udvikler sig, desperationen tager til. Tro bliver til håb, og håbet går i opløsning.
Omfattende fortælling
Med en gennemgående kameraføring, der placerer de centrale karakterer præcist i midten af billedet, trækkes vi dybt ind i det grusomme drama. Samtidig gør den konsekvente fotografering det muligt at bevare overblikket over det store persongalleri i den omfattende fortælling. Også når filmen dynamisk skifter perspektiv og, udover Traudl Junges uskyldige blik, følger for eksempel den humanistiske læge Professor Schencks imellem de sårede efter gadekampene og Albert Speers intellektuelle tilgang til at tale Hitler til fornuft.
Samtidig med at det moralske forfald uvikler sig med en uhyrlig hast, og vi oplever druk, hor og dødedans, mens der rundt om i hjørnerne på saglig vis diskuteres, hvordan man mindst smertefuldt begår selvmord, så drejer kameraet alligevel flere steder bort fra de afgørende øjeblikke. Frem for at søge sensationen, vil filmen til bunds i de menneskelige aspekter.
 | hr. og fru Goebbels
Copyright:
Sandrew Metronome |
Hele mennesker i fokus
Og det er netop her, at filmen for alvor vinder. Netop ved at lade de store og ofte diskuterede problemstillinger træde i baggrunden og i stedet zoome ind på menneskene i orkanens øje, bliver filmen med sit tilbageblik også et ståsted til at kigge fremad. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at vi nogensinde kommer til at forstå hverken nazismen eller andre parallelle rædsels-ismer, i hverken helheden eller detaljerne, hvis ikke vi først og fremmest erkender deres menneskelige udgangspunkt. Frem for at levere endnu et galleri af onde stereotyper, som vi andre kan varme os ved at tage afstand fra i fællesskab, skildrer Eichinger og Hirchbiegel (og selvfølgelig i ligeså høj grad de eminent nuancerende skuespillere) karaktererne som hele mennesker. Udefra oplever man opløsningen, men indefra ser det anderledes ud. Her er det, som hos menneskeheden i flertal, troen og håbet, der hersker. Selvfølgelig gør det også ondt på Fru Goebbels, når hun vil føre sin beslutning ud i livet om at forgifte sine børn, selvom hun mener at de er for gode til et liv uden Føreren og nationalsocialismen. Og selvfølgelig er Eva Braun klar over, hvor det bærer hen ad, når hun åbner balsalen for at feste imens bomberne hagler ned over bygningen. I det mindste vil hun foretrække at dø dansende. Og selvfølgelig havde Hitler en mild side, der helt blev gemt bag galskaben, i de sidste timer.
Nødvendig film
Filmen er mættet af disse menneskelige selvfølgeligheder, som skildres dybt troværdigt og intenst. Og vi har så utroligt meget brug for at få dem fremstillet, i en tid, hvor det herskende mediebillede til stadighed fremstår som et eventyr, med store helte og umenneskelige skurke. Vi har brug for at forstå, at ondskaben netop ikke er umenneskelig. Før vi indser, at ondskaben netop er menneskelig, kan vi intet gøre ved den.
Netop derfor er Der Untergang ganske enkelt den vigtigste europæiske film i rigtigt mange år. Gør os alle sammen den tjeneste at se den.
|
| |
| Seneste kommentarer: (15 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Trine
30-11-2008 22:20 | En mesterlig film. Fantastisk skuespil - som at være der selv!! |
| Andemad
22-5-2007 20:34 | Jeg giver jer ret i at skuespillerne var gode, osv ..
- men for fa'en hvor var det bare utrolig kedelig ! VIRKELIG kedelig!
Jeg var lige ved at falde i søvn da vi så den!
Jeg fatter heller ikke hvorfor den skulle være så lang ? man kunne vel sagtens cutte nogle af scenerne af, efter min mening ..
nu siger i vel allesammen at det SKULLE være med, så det kunne være historisk korrekt.
men for fa'en altså .. virkelig kedelig..
kan man give 0 stjerner ? .. |
| And
22-8-2006 16:57 | 4* |
| michaelw
23-7-2006 21:06 | Man kan næsten ikke finde på mere at sige alle tingene er blevet sagt så fem stjerner herfra og lad mig lige understrege fantastisk film. |
| Micwiz
27-9-2005 01:38 | Wow det er utroligt de har fundeten der ligner så meget og ikke nok med det han har de samme vrede anfald som man har set i dokumentarer hitler også fik.
Filmen er super godt lavet samt er det perfect at tyskerne får lov til at lave noget som de forstår sig bedst på, Alexandra Maria Lara der spiller traudl sekretær til hitler gør det rigtig godt og jeg tkunne nu godt tænke mig at se nogle andre med hende.
Så vidt det er realistisk kan jeg ikke udtale mig om men det føles sadan ud fra de utallige dokumentarer jeg har set om 2 verdens krig, Bruno ganz kan jeg ikke komme mig over han spiller super godt.
6/6 |
|
|
|  |
|
