CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Nyheder - Anmeldelser - Artikler - Arkiv - Forside
  Søg

Ekstra credits
Originaltitel:
Workingman's Death

Produktionsland:
Tyskland, Østrig

Produktionsår:
2005

Manuskript:
Michael Glawogger

Producere:
Pepe Danquart
Mirjam Quinte

Fotograf:
Wolfgang Thaler

Klipper:
Ilse Buchelt
Monika Willi

Komponist:
John Zorn

Censur:
Tilladt for alle over 15 år

Distributør:
Øst for Paradis

Din mening
Har du set filmen? Hvad synes du om den?

Brugernes dom
(7 stemmer)

Links
Filmens officielle hjemmeside


Læs også...
I temaet CinemaZone fejrer 8-års fødselsdag:
 
Den frie vilje
A Guide to Recognizing Your Saints
Kunsten at spille med musklerne del III - Interviews med Snyder, Butler & Co.
Kunsten at spille med musklerne del II - Interviews med Snyder, Butler & Co.
Kunsten at spille med musklerne del I - Interviews med Snyder, Butler & Co.
Grizzly Man
Gasolin'
The Brown Bunny
Top Gun
Peter Pan [2003]
Straffen
This is Spinal Tap
Freddy vs. Jason
Out for a Kill
My Big Fat Greek Wedding
Nattens børn
Planet of the Apes
Pearl Harbor
Seven
Three Kings

Arbejderens død

Anmeldt af:Jacob Ludvigsen
Genre:Dokumentar
Varighed:122 minutter
Instruktør:Michael Glawogger
 
Premieredato:01-12-2006
Medvirkende:Som:

Arbejdere, foren jer!
 
Bærer arbejdet lønnen i sig selv? Måske i et vist omfang i det vestlige videnssamfund. For Ukraines kulminearbejdere, Indonesiens svovlarbejdere, Nigerias slagtere, Pakistans nedrivningsmænd og Kinas stålarbejdere bærer arbejdet højst den provisoriske overlevelse i sig. Selvom ikke engang opretholdelsen af liv nødvendigvis er sikret i de opslidende erhverv. Gennem fem inciterende episoder tematiserer Michael Glawogger hårdt fysisk arbejde med uudgrundelig billedæstetik, social fordomsfrihed og vedholdende empati i den aldeles fortjente CPH DOX 2005-vinder Arbejderens Død.

Indonesien

Copyright:
Øst for Paradis
Sisyfos’ bjergridt
Vulkanen sprutter, bobler, ryger, larmer. De indonesiske arbejdere hugger den gule svovl af bjergsiden og bærer det i kurve. Med 70-100 kilo på ryggen går turen stejlt ned ad bjerget langs den ujævne sti, hvorfra den krystalblå bjergsø tager sig ud som et postkortskønt vue nogle kilometer nedenfor. Man forestiller sig Sisyfos slæbe sig op af samme bjerg. I pauserne snakkes der om sex, værtshusslagsmål, fremtid og håb, og længere nede står turisterne klar med deres digitalkameraer, parate til at prutte om prisen på et stykke af det gule vulkanmateriale. En kammerat faldt engang ned i et vulkankrater og brændte ihjel, fortæller én af arbejderne. Kontrastfyldt og knivskarpt appelleres der til tilskuerens sanser, mens det afbildede - ubegribeligt slidsomt fysisk arbejde – foruroliger og fascinerer.

Politisk, ikke politiserende
På samme måde udforsker Glawogger det smukke og skræmmende i de fire øvrige portrætter. Ingen kommentering, ingen direkte fortolkning. De eneste eksplicitte fortællere er arbejderne, hvis hverdag vi dels følger som en nærmest Frederick Wiseman-inspireret ’flue på væggen’, dels får præsenteret i form af interviews i demonstrative, frontale opstillinger.
Glawoggers overordnede sigte er uden tvivl politisk - filmens anslag refererer trods alt til Sergei Eisensteins kommunistiske Strejke (1925) - men heldigvis ikke direkte politiserende. Der bliver ikke placeret skyld eller fremlagt færdige forklaringer. I stedet fremlægges en sympatisk, menneskelig og frem for alt virkelig hverdag, som vil vække opsigt i vores del af verden, hvor klassesamfund og industrialisering regnes for hedengangen historie.

Parkistan

Copyright:
Øst for Paradis
Rødt af blod, sort af aske
De tre første episoder er filmens stærkeste. Udover i Indonesien befinder vi os hos ukrainske arbejdere, der af nød slider i en illegal mine. Det er klaustrofobisk at se fem-seks mænd samarbejde – og spise frokost! - på en dunkel arbejdsplads med højst en halv meter til loftet. Det er et livsbekræftende syn at se den lykke, som arbejderne trods alt har med deres familier i et land, hvor såvel kommunismen som kapitalismen har sejret ad helvede til.
Efterfølgende møder vi et inferno af et nigeriansk udendørs slagteri. Her er sort af aske, rødt af blod, orange af ild, brunt af brændt dyrekadaver. Øjnene drages og væmmes. Glawogger svælger unødigt meget i nedslagtningerne, men overvældet af de nærmest meditative billeder af mudret kaos, tilgiver man meget.

Guds valg
Arbejderne – i alle de beskrevne lande – har en slet og ret imponerende og sært livsbekræftende arbejds- og livsholdning. De hader deres job, men omgærder det med stor stolthed. De gør en dyd ud af at udføre det så godt som muligt, og først og fremmest beklager de sig aldrig - arbejdet er nemlig Guds valg. Glawogger beundrer sine personer, og netop derfor er Wolfgang Thalers udsøgte fotoarbejde ikke bare luftigt skønmaleri, men med til at bestyrke personernes respektindgydende værdighed.

De efterladte
Kun undtagelsesvist tempofyldt fortælles Arbejderens Død med en dvælende, næsten kontemplativ fremdrift, hvor hver indstilling inviterer til refleksion. Det er forståeligt, at Glawogger har haft svært ved at fravælge beskrivelsen af sammenhold blandt de pakistanske mænd, der med monumental brutalitet skiller en kæmpemæssig olietanker ad, og af de kinesiske stålarbejdere, der anerkender tidernes skiftende fokus fra fysisk styrke til knowhow. Filmens helhed havde dog nok fungeret bedre uden. Men mon ikke man trods alt kan bære over med to fulde timer viet til personer, der arbejder med horribel løn som vilkår og døden som kollega time efter time, dag efter dag?
Det bør man. Arbejderens Død sætter en tyk streg under dokumentargenrens potentiale for med markant visuel prægnans og en diskret fortællemåde at agere samfundsbelysende kunstværk for folket. Den åbner øjnene, vækker tankerne. Fra et lukket nordtysk stålværk, der nu huser en enorm lysinstallation, lyder en af filmens afsluttende replikker: ”Har vi efterladt nogen?”. Svaret må være et rungende ja.
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
Francisco Dyhr
22-8-2008 16:19
Det er en af de mest fantastiske dokumentarfilm, jeg nogensinde har set. De forskellige miljøskildringer står som selvstændige malerier, der overvælder øjet.


 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Senest anmeldt
Skyscraper12/7
Under træet5/7
Ant-Man and the Wasp4/7
Du er den28/6
Hereditary28/6
Far til fire i solen28/6
Huset ved havet28/6
Ocean's 821/6
Violinisten21/6
Love, Simon21/6
Flere bio-anmeldelser
 
Molly's Game6/7
Black Panther2/7
Den skjulte tråd29/6
Coco22/6
De originale21/6
Darkest Hour14/6
The Greatest Showman18/5
Star Wars: The Last Jedi16/4
Flere dvd-anmeldelser
 

Quiz
Hvilken spansk skuespiller inkarnerede den cubanske digter Reinaldo Arenas i Before Night Falls?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google