| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (8 stemmer) |
|
|
|
 |
Irina Palm - Nattens røde lygter
| Bedstemor med riv i |
| |
Et barn er dødssygt, og kun en dyr operation i udlandet kan redde ham. Hans unge forældre er ludfattige og modløse, men hans bedstemor tager affære og går gennem ild og vand for at komme sit barnebarn til undsætning. Et trivielt tudedrama? En omgang politisk overkorrekt socialrealisme? Jo, det kunne man godt fristes til at tro, når man får ridset hovedlinjerne op i Sam Garbarskis Irina Palm – Nattens røde lygter. Men heldigvis har den en ubekendt faktor, der sætter det hele i et lidt andet lys, nemlig måden den 50-årige Maggie tjener til den livsnødvendige operation på: For nu at sige det, som det er, så gokker hun den af på fremmede mænd.
 |
Copyright:
Miracle Film |
Kærlige håndflader
Egentlig er dette set-up på nippet til at være uoverbevisende – at denne pæne, blufærdige husmor, desperat eller ej, bevæger sig ned i det røde distrikts skumle kælderrum for at søge job. Men man køber det akkurat, fordi måden det skildres på er rammende og lun; på de mere normale arbejdspladser afvises Maggie prompte på grund af manglende kvalifikationer, og man føler nedtrykt med hende, når hun såres over ikke kun at være magtesløs over for sit elskede barnebarn, men ubrugelig i det hele taget. Netop derfor hænger man stadig på, da Maggie på grund af sine Lambi-bløde hænder af en natklubejer tilbydes et job som professionel pikspiller; fungerende på den måde, at hun sidder alene i et rum, venter på, at kunden stikker slamberten ind af et hul i væggen, gør hvad hun skal og må og derefter siger "næste"! Endelig ser hun, at hun er god til noget, for rygtet om de kærlige håndflader løber hurtigt, og køen til Irina Palm, som bliver hendes kunstnernavn, vokser sig lang.
Penisalbue og selverkendelse
Indfølt humoristisk følger vi hendes hemmelige liv som "The Wanking Widow", som hun skælmsk kalder sig selv. Fra de første akavede forsøg med at finde den rette teknik, til arbejdet bliver en rutine, der kan klares med madpakke, kaffekrus og måske endda et stykke litteratur i den ledige hånd, og igen til den i dette fag klassiske arbejdsskade: Penisalbue. Det er i disse uundgåeligt komiske optrin, at Irina Palm lever i fuldeste vigør, ligesom Maggies egen selverkendelsesproces skrider troværdigt frem. Hvor hun i starten er usikker og identitetsløs i selskab med sine sladdertantede, snobbede og puritanske veninder, ender hun selvfølgelig med at være helt ovenpå og struttende af selvtillid. Rocksangerinden Marianne Faithfull inkarnerer dette forløb med en afbalanceret, sympatisk udstråling.
 |
Copyright:
Miracle Film |
Rå og rørende
Også forholdet mellem Maggie og hendes alfonsarbejdsgiver – hård som bly uden på, blød som vaseline inden i – er vellykket underspillet og fortalt med en rammende melankoli over for de aldrende personer, der mærkes af livet og alderen, men stadig har en gnist, som kan antændes under de rette omstændigheder. Mindre heldigt falder konflikten mellem Maggie og hendes søn og kone ud. Konen vil på ingen måde have Maggies hjælp, mens sønnen opfører sig så patetisk selvmedlidende, at han er nem at irriteres over. Heldigvis foregår størstedelen af filmen i neonlysets skær, hvilket sammen med soundtrackets hårde guitartråd giver stemningen noget råhed, som komplementerer de tiltænkt tårefremkaldende sygesengsscener godt.
Irina Palm er således rørende uden at være drivende sentimental, sjov uden at distancere og lummer uden at være vulgær.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
