CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Ekstra credits
Originaltitel:
Den du frygter

Produktionsland:
Danmark

Produktionsår:
2008

Manuskript:
Kristian Levring, Anders Thomas Jensen

Producere:
Sisse Graum Jørgensen

Fotograf:
Jens Schlosser

Klipper:
Pernille Bech Christensen

Komponist:


Censur:
Tilladt for alle over 15 år

Distributør:
Nordisk Film

Din mening
Har du set filmen? Hvad synes du om den?

Brugernes dom
(34 stemmer)

Links
Filmens officielle hjemmeside

Læs også...
Nyheder:
11-09-13:
TV-serie: Banshee - sæson 1
04-07-08:
Levring konkurrerer i San Sebastián
28-02-08:
Bodil Udsen død
 
Anmeldelser:
07-04-10:
Applaus
22-04-08:
Hvid nat
17-10-05:
Adams æbler
05-09-05:
The Intended
17-01-05:
Brødre
13-08-03:
Arven
03-07-01:
The King is Alive
 


Den du frygter

Anmeldt af:Henrik Østergaard
Genre:Drama, Thriller
Varighed:100 minutter
Instruktør:Kristian Levring
 
Premieredato:19-12-2008
Medvirkende:Som:
Ulrich Thomsen
Paprika Steen
Emma Sehsted Høeg
Lars Brygmann
Stine Stengade
Bodil Udsen
Se komplet creditliste her

Livets ulidelige konformitet
 
Småborgerlige parcelhusdanmark får noget at tygge på i Kristian Levrings nye film. Efterhånden som dansk film i de senere år har bevæget sig væk fra de evindelige hverdagsrealistiske skildringer af middelklasseparforhold i krise over køkkenvasken, synes turen nu også at være kommet til at problematisere selve virkelighedens begreber om den 'normale' hverdag og dens kvælende konformitet. Såvel Ole Bornedal som hans mandlige hovedperson drømte store dramatiske filmdrømme væk fra villa, Volvo og vovse i Kærlighed på film. Med thrilleren Den du frygter leverer den tidligere dogme-bror Kristian Levring en sønderlemmende kritik af småborgerlighed og den materialistiske konformisme, hvor ægte følelser holdes nede. Undertrykkelsen af den moderne mands maskulinitet får også et par stød med på vejen.


Copyright:
Nordisk Film - Per Arnesen
Hverdagen som spændetrøje
Filmen begynder ellers med noget så køkkenvaskrealistisk som en almindelig mand i middelalderkrise og har i forlængelse heraf taget orlov fra sit kedelige job i det offentlige. Ulrich Thomsen er filmens intense omdrejningspunkt som den 42-årige Michael, hvis hverdag føles kvælende. Den store lækre villa med udsigt til vandet føles ligeså tom som ægteskabet til konen, og i den lurende dysfunktionelle familie foretrækker datteren at tilbringe tiden hos kæresten. Vi kommer ind i historien, da han under sin orlov ikke ved, hvad han skal få tiden til at gå med. Som en pludselig indskydelse melder han sig uden sin kones viden som forsøgsperson, da et nyt middel mod depression skal testes. Da Michael og andre forsøgspersoner begynder at vise voldelige tendenser aflyses forsøget, men Michael fortsætter med pillerne. Uden Michael kan styre det, vælder fortrængte følelser op i ham med en styrke og voldsomhed, der også overrasker ham selv. Men forandringen glæder ham. Han har det bedre med sig selv, da han nu gør det han selv vil, og ikke det konen, datteren eller vennerne vil, og det skal ingen tage fra ham.

En Jensen sauce
Det er tydeligt, at Anders Thomas Jensen endnu engang har rørt i sovsen med hans evigt skriblende pen, for det er umiskendeligt en film med typiske Jensen temaer: Individet der frasiger sig fællesskabet eller ofte mere specifikt familien. Han kredsede om samme tema i egne arbejder som Blinkende Lygter og De grønne slagtere, manus-opgaverne I Kina spiser de hunde og Elsker dig for evigt.


Copyright:
Nordisk Film - Per Arnesen
Kulde og mørke
Som tidligere reklamefilmsinstruktør er Levring primært en visuelt orienteret instruktør og det skinner også igennem her. Igen har Jens Schlosser været fotografen, ligesom han var det på Levrings forrige film, og igen udnytter han omgivelserne til fulde. Kolde billeder af den store villa spejler parrets iskolde ægteskab, ligesom vi trækkes ind i Michaels mørke sind, når truende skyer dækker himlen. Både smukke og dystre billeder, der på engang virker dragende og skræmmende. En fortættet klipning bidrager til den intense stemning, og jump-cuts hjælper til med at fremhæve Michaels fragmenterede, skiftende følelser, idet han i sin personlighedsspaltning ser den side af ham selv, som han frygter (jf. titlen).

Et sygt sind
Ulrich Thomsen er fremragende som den kærlige familiefar Michael, der ender som et sociopatisk monster. Med stor dybde og personlighed kan man fornemme ethvert fatalt skred, der sker i hans syge sind, i takt med at han ser sig selv udleve hans mest voldelige fantasier. I dette psykotiske skred ved man aldrig helt, hvor man har ham, og Thomsen viser stor sans for rollens intense dobbelthed, når Michael, ligesom publikum, overraskes over hans stadig mere aggressive handlinger. Paprika Steen er til gengæld mindre mindeværdig. Hun irriterer som den dominerende kone Sigrid, ligesom hun heller ikke hjælpes af en lidt tyndt skrevet rolle. Sammenspillet mellem de to slår aldrig rigtig gnister, og såvel filmen som Thomsen er bedst, når vi er alene med Michael.

Et deja-vu af mareridt
Da de skrev manuskriptet, har Levring og Jensen givetvis kigget temmelig godt og længe på Nicholas Rays ekspressionistiske melodrama-klassiker, Giften i blodet. Historien ligner: En mand tager piller for at peppe sig selv lidt op, for så blot at afsløre sin afsky for sig selv og den verden, som han er fanget i. Til en hvis grad, eller nærmere indtil et særligt overraskende twist i filmens sidste akt, virker filmen næsten som en dansk moderniseret version, på grænsen til det tyvstjålede, af Rays mareridtsagtige udstilling af middelklassekonformiteten i efterkrigstidens amerikanske drøm. På sin vis vækker Den du frygter også minder om Kubricks Ondskabens hotel, der ligesom denne film var historien om manden der i psykose tager det endelige opgør med den familie, som han mener holder ham nede. Disse sammenligninger tegner en del af filmens problem, for den virker overvejende som noget, man har set før.

Kedeligt derude på landet
Filmen taber også tempo, når vi tager med Michael ud på landet til hans hjemegn for at komme væk fra de tyngende krav fra familie og venner. Her synes flere scener at være direkte unødvendige og mangle den stilsikre intensitet som resten af filmen har, ligesom persontegningen af de lokale fra hjemegnen er tæt på rene karikaturer. Især tre skolekammerater spillet af blandt andre Bjarne Henriksen og Henrik Prip ligner nogen der netop er kommet fra settet på Henrik Ruben Genz’ kulsorte Frygtelig lykkelig, hvor den slags karikering var en del af historien.
En lidt tam afslutning, hvor især en kluntet, konkluderende voice-over skurrer i ørerne, tager lidt af begejstringen for en ellers vellavet, stilsikker thriller, hvor det især er interessant og indimellem neglebidende-spændende at følge Ulrichs Thomsens spil og Michaels udvikling fra kærlig familiefar til skrækindjagende voldelig ægtemand. Fra Dr. Jekyll til Mr. Hyde.
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (4 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
Nicolai
19-6-2010 09:51
Udmærket anmeldelse, men hvor ville det dog klæde den, hvis anmelderen kendte forskel på "sin" og "hans".

Lapthom
19-11-2009 01:56
Er nogenlunde enig i anmeldelsen det meste af vejen. Synes dog ikke Michaels kone er særligt dominerende, som anmelderen mener. Hun bekymrer sig meget over ham og han får faktisk rimeligt frie tøjler til at prøve at finde sig selv.
Og slutningen kommer da med en god konklusion på, hvad han fik ud af sit oprør og om det mon var det værd i sidste ende.
En rigtig god film. For mig minder den mig lidt om det grundlag, som Fight Club bygger på. Han burde have startet sådan en istedet. Osv. osv.
Nyd den og diskuter den med dine (mande)venner i midtlivskrise ;-)

Christopher
23-8-2009 23:20
Jeg tror bare han mener, at slutningen er hverken god eller mdig nok ;)

Den skulle have sluttet hvor Michael står og kigger rådvild rundt, da moderen og datteren stadig er i hhv. fryseren og saunaen (oh, glorious symbolism!), IMHO.

truleigh
30-12-2008 11:02
tam slutning?
er du totalt til fals for klicheer?


 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Senest anmeldt
Det tredje mord16/8
The Equalizer 216/8
Nancy16/8
The Spy Who Dumped Me16/8
The Meg9/8
Mission: Impossible - Fallout2/8
Hotel Artemis26/7
Sicario 2: Soldado19/7
Mamma Mia! Here We Go Again19/7
Landet af glas19/7
Flere bio-anmeldelser
 
You Were Never Really Here10/8
Red Sparrow20/7
The Florida Project17/7
The Shape of Water16/7
Game Night13/7
Molly's Game6/7
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri3/7
Black Panther2/7
Flere dvd-anmeldelser
 

Quiz
Hvor mange replikker nåede Arnold Schwarzenegger at fyre af i The Terminator, inden rulleteksterne dukkede op?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google