CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Nyheder - Anmeldelser - Artikler - Arkiv - Forside
  Søg

Ekstra credits
Originaltitel:
Synecdoche, New York

Produktionsland:
USA

Produktionsår:
2008

Manuskript:
Charlie Kaufman

Producere:
Anthony Bregman
Spike Jonze
Charlie Kaufman
Sidney Kimmel

Fotograf:
Frederick Elmes

Klipper:
Robert Frazen

Komponist:
Jon Brion

Censur:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Distributør:
SF Film

Din mening
Har du set filmen? Hvad synes du om den?

Brugernes dom
(13 stemmer)

Læs også...
Anmeldelser:
28-04-14:
A Late Quartet
31-05-13:
The Master
01-06-10:
Mary and Max
11-02-09:
Burn After Reading
22-07-08:
I'm Not There
16-09-06:
Capote
22-06-06:
Brokeback Mountain
14-02-06:
Code 46
14-12-04:
Evigt solskin i et pletfrit sind
05-08-03:
Orkidé-tyven
03-09-02:
Human Nature
07-11-00:
Being John Malkovich
24-05-00:
eXistenZ
 


DVD-specifikationer
Billedformat:
16:9, 2.40-1

Lyd:
Dolby Digital 5.1

Ekstra materiale:
Interviews, animationer
Synecdoche New York

Anmeldt af:Henrik Østergaard
Genre:Komedie, Drama
Varighed:118 minutter
Instruktør:Charlie Kaufman
 
Anmeldelsesdato:17-08-2009
Medvirkende:Som:
Philip Seymour HoffmanCaden Cotard
Catherine KeenerAdele Lack
Michelle WilliamsClaire Keen
Samantha MortonHazel
Hope DavisMadeleine Gravis
Jennifer Jason LeighMaria

Kaufmanns 8½
 
Synecdoche, New York må være en af de på engang mest vildt underlige, vildt ambitiøse, vildt underholdende film, der nogensinde er kommet ud af Hollywood. Men hvad skulle det i øvrigt ellers være blevet, når glimmerbyens i særklasse sære wunderkind, manuskriptforfatter Charlie Kaufman, for første gang har sat sig i instruktørstolen. Med så originale film som Being John Malkovich (1999), Orkidé-tyven (2003) og Evigt solskin i et pletfrit sind (2004) på samvittigheden er han en af de få ikke-instruktører, der har etableret sig med en markant personlig filmstemme.


Copyright:
SF Film
Svindelnumre og multilagret fortællekunst
Når vi har tale om en Kaufmann-film – og det har vi i den grad her – er det selvfølgelig nogle yderst komplekse, eksistentielle bolde, der kastes i spil, i et manuskript, der bærer bagmandens tydelige fingeraftryk med plotstrukturelle svindelnumre og multilagret fortællekunst. Intet skæres ud i pap og uforudsigeligheden er uendeligt mystificerende. Denne gang synes materialet at være vævet i særligt grad af noget selvbiografisk: Et portræt af et kreativt sind i kunstnerisk og personlig krise, der spænder over mere end 30 år, mens det glider fra mondæn realisme til mareridtsagtig fantasi. Endnu engang handler det om yndlingstemaet, det menneskelige sind, og dets komplekse omgang med virkelighed, fantasi, hukommelse, begær og drømme.

Fra lokalteater til livets teater
Kaufmanns hovedkarakterer er altid mænd, der kæmper med trøstesløsheden. Manden i forfald er denne gang Caden Cotard, en teaterinstruktør, spillet med underspillet desperation af Philip Seymour Hoffman. Han lever en trist tilværelse i Schenectady med sin kunstnerhustru Adele (Catherine Keener), som maler mikroskopiske portrætmalerier, man kun kan se med forstørrelsesglas, og datteren Olive. Caden føler dødeligheden ånde ham koldt ned af ryggen, og en mystisk lidelse er systematisk ved at lukke hans kropsfunktioner ned. Allerede i den første scene vågner han til et radioprogram, der fortæller, at efterårets komme er en forløber for døden. Fra da af er Cadens liv ét langt efterår. Ægteskabet knager. Sammen med den bevidst undergravende veninde Maria (Jennifer Jason Leigh) drager Adele med datteren til Berlin for at finde sig selv og blive berømt. Og det står hurtigt klart, at de ikke kommer tilbage igen. Caden indleder et kort mislykket forhold til teaterets spøjst åbenhjertige billetsælger Hazel (Samantha Morton), der bor i et bogstavelig talt permanent brændende hus, inden han beslutter at søsætte et nyt teaterprojekt i en gigantisk lejet lagerhal: Et hudløst ærligt værk, der skal skildre livet i al dets almindelighed med et tusindtallig ensemble. Hans anden hustru Claire (Michelle Williams) er stykkets stjerne, mens en mystisk mand ved navn Sammy får rollen som Caden selv. "I've been following you for 20 years", siger han til instruktøren. "So cast me and see who you really are." Hazel bliver hans assistent, mens en endnu skuespiller så må indtage rollen som stykkets Hazel (Emily Watson).


Copyright:
SF Film
Gåder på absurditeter på...
Titlens synecdoche, der udtales som "sih-NECK-doh-kee", er en engelsk sprogbetegnelse, der referer til en 'del som repræsentant for helheden' eller 'helheden som symbol for en del'. Og i takt med, at Caden genskaber dele af hans erindring i en teater ekstravagance, som aldrig vil se sin premiereaften, stabler filmen gåder oven på absurditeter oven på nogle meget virkelige følelser af tab og savn. Tiden forsvinder, og fiktion og virkelighed flyder sammen. Caden arbejder møjsommeligt derudad med hans Sisyfos lignende projekt, mens hans psykolog ikke kan give meget mere hjælp end et knaldtilbud på hendes seneste selvhjælpsbog. Det lyder underligt, og det er det også. Jeg vil langt fra påstå, at jeg har fat i alle de liner, Kaufman kaster ud, men underholdende og medrivende er det hele vejen igennem. Og helheden er klar: Caden er langsomt ved at miste grebet om sig selv og sin kunst, da han konstant forsøger at iscenesætte andre mennesker som skuespillere i sit fuldt kontrollerede verdensbillede. Men hverken skuespillere eller individer er sådan at kontrollere. Som en New York neurotikers version af Fellinis modernistiske mesterværk 8 ½ (1963), opsluges Caden af sin egen kunst og kvinderne i hans liv. Her er det dog Cadens egne valg, der fører til travestien.

Drømmen om det kontrollerede verdensbillede
Kaufman har stadig et stykke op til sine tidligere magiske samarbejdspartnere, Spike Jonze og Michel Gondry, og som instruktør magter han endnu ikke de stilistiske færdigheder, der kan sælge hans manuskripts mest krævende ideer. Til gengæld løfter han sine skuespillere til nogle yderst fine og meget mærkelige præstationer. Især Samantha Morton er fænomenal blandt et sandt festfyrværkeri af stærke kvinderoller. Kaufmans debut er en broget, gravalvorlig gang fritflyvende filosofisk-eksistentiel undren over livet, kærligheden, kunst, menneskelig forfald og døden, krydret med dobbeltkarakterer, drømmende metakonstruktioner og højkomiske detaljer. En film om at vi mennesker hver især er som instruktører, der med tragisk effekt projicerer vores eget verdensbillede over på vore skuespillende medmennesker. Kort sagt en film, man ikke må gå glip af.
 
DVD-vurdering
Glimrende ekstramateriale, hvor der tales meget. Mest i det lidt nervøst udførte interview med instruktøren Charlie Kaufman på omkring en halv times tid, hvor man kommer hele hans karriere rundt.

Der er lidt færre ord, men ikke dårligere, i interviewet med Philip Seymour Hoffman, hvor han forsøger at føre os tættere ind på filmens hovedperson Caden Cotard.

Endelig er der et par eksempler på Kaufmans univers i hans egen streg, hvor løse dialogstumper bruges over en barnlig, drømmende animationsstil. Formålet står ikke nødvendigvis lysende klart, men det er med til at definere begrebet Kaufman.

Filmen udgives på dvd under titlen New York iscenesat.

Ekstra materiale:




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Seneste kommentarer: (14 i alt - Læs alle)
 
ForfatterIndlæg
Kenneth McNeil
23-6-2009 17:09
-> Klaus

Jeg har egentligt ikke yderligere kommentarer (udover at erklære mig enig i at bemeldte passage "Og i takt med...", som du påpeger, går udover det redegørende).

Primært ville jeg egentligt blot applaudere dit indlæg, som er af en kvalitet, saglighed og indsigt, som man sjældent finder på et internetforum og tilsvarende sjældent på CZ.dk.

Jeg vil stadig holde fast på, at en vis (meget let!) redegørende copy/pasting er nærved _acceptabel_ om ikke _ønskværdig_ uagtet at jeg personligt ikke kan lide det. Især den tredje del af din afsluttende trepunktsargumention fik mig til dog at studse op og overveje, om enhver form for kopiering fra f.eks. pressematerialet ikke er et decideret onde: For (som du nævnte) hvorfor anmelde, hvis ikke man vil forsøger at bidrage en ny - eller i det mindste en personlig - vinkling af filmen? Dét er - set for mig som anmelder - et stærkt argument.

Klaus
23-6-2009 13:35
-> Til Kenneth McNeil

Helt overordnet kan jeg godt se forskel på forseelsens alvorlighed, om vi snakker afskrivning af rent redegørende passager eller tolkninger/holdninger fra pressemateriealet. Alligevel er nu helt enkelt for mig: Man skal lade være.

Ligesåvel som journalister skal lade være med at sætte deres eget navn på pressemeddelser, de copy-paster i avisen. Selv om jeg udmærket er klar over, at de gør det - men det gør det ikke mere rigtigt.

I det konkrete tilfælde er vi for mig at se så også langt udover det rent redegørende:

"Og i takt med, at Caden genskaber dele af hans erindring i en teater ekstravagance, som aldrig vil se sin premiereaften, stabler filmen gåder oven på absurditeter oven på nogle meget virkelige følelser af tab og savn."

Det er analyse/tolkning, som jeg går ud fra, anmelderen synes rammer det helt præcist og elegant formuleret. Men en anmeldelse er trods tilstræbt objektivitet ekstrem subjektiv (og skal være det), og så nytter det ikke noget, at jeg ikke kan stole på, at alle passager ikke er anmelderens egne - uagtet, at han er uenig i det afskrevne eller ej.

For det første finder jeg det moralsk forkert at sætte sit navn på noget, man ikke selv har skrevet. For det andet er det nytteløst - hvorfor så ikke bare bringe uddrag af pressematerialet, hvis det er så rammende. For det tredje forstår jeg ikke, hvad en anmelder, der gør det her af interesse, får ud af ikke selv at formulere sine tolkninger.

Og selv om det kan synes uretfærdigt, da jeg intet belæg har for at påstå noget som helst, så rejser det uvilkårligt spørgsmålet hos mig: Er det her en engangsforseeslse, eller er det her noget, man kan forvente fra Henrik Østergaard.

Kenneth McNeil
22-6-2009 16:46
Til Klaus:

Interessante spørgsmål dér.

Jeg vil ikke svare på Henriks vegne, men ville blot lige hurtigt bidrage mine five cents.

Personligt forsøger jeg - så vidt muligt - at undgå at læse andre anmeldelser af samt den pågældende films pressemateriale, hvis jeg ved, at jeg skal se en bestemt film, for netop at undgå at blive påvirket.

Jeg ser dog ingen principielle problemer i at omformulere pressematerialets mere redegørende passager (om end jeg personligt ikke gør det). Dét er nok primært en smagssag. Forudsat at anmeldelsens mere analytiske/vurderende elementer naturligvis ikke er taget fra pressematerialet! Disse bør naturligvis være udtænkt og udarbejdet af den pågældende anmelder.

Og så glæder jeg mig i øvrigt voldsomt meget til at se bemeldte "Synecdoche, New York". Den lyder fantastisk.

Klaus
22-6-2009 16:03
-> til anmelder, Henrik Østergaard

Og at skrive en (flot og sigende formuleret) sætning af fra pressematerialet og kalde det sit eget, er det noget man/du godt må? Der ligger en kritik i spørgsmålet, men spørger også af nysgerrighed, om det er noget man kan forvente at en anmelder gør, ifølge dig. Jeg går måske rundt naivt og tror, at både tolkninger og holdninger er anmelderens egne....?

Lars
22-6-2009 15:57
hold kæft noget bras!


 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Senest anmeldt
Efter stormen25/5
Sweet Dreams25/5
Alt eller intet25/5
Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge24/5
Safari24/5
Free Fire24/5
3 ting18/5
Cézanne og Zola18/5
Alien: Covenant17/5
Kong Arthur: Legenden om sværdet11/5
Flere bio-anmeldelser
 
Syng1/5
American Honey28/4
Arrival24/4
Rogue One: A Star Wars Story18/4
Allied10/4
Fantastiske skabninger... og hvor de findes31/3
The Accountant27/3
Doctor Strange21/3
Flere dvd-anmeldelser
 

Quiz
Efter flere forsøg på at fjerne Andie MacDowells udprægede sydstatsaccent, valgte producerne bag Greystoke: The Legend of Tarzan, Lord of the Apes (1984) at hyre hvilken skuespillerinde til at overdubbe alle hendes replikker?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2017 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google