| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (5 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
2,35:1
Lyd:
Dolby Digital 5.1
Ekstra materiale:
Making of-featurette, trailers |
|
|
|
 |
Me and Orson Welles
| Sjov opdigtet virkelighed |
| |
Uanset hvor hardcore-filmnørd man er, har man med al sandsynlighed hørt navnet Orson Welles, derfor behøver han ingen nærmere introduktion. Filmen handler dog ikke så meget om ham, men den udspiller sig omkring ham. Vores hovedperson er i stedet den opdigtede high school-elev Richard – spillet af High School Musical-stjernen Zac Efron – der brænder efter at blive skuespiller og derfor tror, at hans lykke er gjort, da han ikke blot render ind i Welles men lige frem imponerer ham og derved får tillusket sig en mindre rolle i hans nye teaterstykke "Caesar".
Powerpræstation
Vi befinder os altså i en opdigtet virkelighed, idet Orson Welles og aktørerne omkring ham er ægte personer, der virkelig opsatte teaterstykket Caesar (på Mercury Teateret i 1937), som for alvor satte Welles på kortet. Allerede året efter hittede han med radio-fænomenet "War of the Worlds", og resten er historie. I rollen som Welles ses den ukendte britiske teaterskuespiller Christian McKay, der – hvis timingen havde været bedre – nemt kunne have modtaget en Oscarnominering (han blev dog indstillet til en BAFTA og en række mindre kritikerpriser) for sit portræt som galningen/geniet Orson Welles. McKay ikke blot ligner Welles, han ER Welles. Overfor ham skinner Zac Efron som den ambitiøse ungersvend, der så gerne vil være en del af Orsons farverige verden. Og selvom Richard Samuels aldrig har eksisteret, er Efron mindst lige så spændende som McKay og det er her ret tydeligt, at han ikke er uden talent og udstråling.
Lunefuldt
Me and Orson Welles er det store udstyrsstykke, og den emmer langt væk af både varme og charme. Med imponerende kulisser og kostumer beviser instruktør Richard Linklater, at han også mestrer hybriden af de små lunefulde dramaer (Before Sunset) og de pudsige personligheder (The School of Rock). Filmens største fejl er, at den næsten er for sød. Trods al dramaet omkring den svært humørsyge Welles, taber man aldrig sympatien for ham, så filmen er ikke lige frem tung på konflikter, om end Welles laver en masse ballade undervejs. Kriserne er derfor selvskabte og aldrig i vejen for publikum – kun Welles omgangskreds, hvilket kun gør det sjovere for os, der ser filmen.
På Linklaters CV vil dette på sigt ikke være et af højdepunkterne, men som sjovt underholdningsprodukt er Me and Orson Welles rendyrket
hygge.
|
| |
| | En kortfattet men udmærket making of-featurette og fire trailers er alt, hvad der findes af ekstra på udgivelsen.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
