CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Nyheder - Anmeldelser - Artikler - Arkiv - Forside
  Søg

Ekstra credits
Originaltitel:
Kynodontas

Produktionsland:
Grækenland

Produktionsår:
2009

Manuskript:
Efthymis Filippou, Yorgos Lanthimos

Producere:
Yorgos Tsourgiannis

Fotograf:
Thimios Bakatakis

Klipper:
Yorgos Mavropsaridis

Komponist:


Censur:
Tilladt for alle over 15 år

Distributør:
Øst for Paradis

Din mening
Har du set filmen? Hvad synes du om den?

Brugernes dom
(17 stemmer)

Læs også...
Anmeldelser:
09-11-17:
The Killing of a Sacred Deer
03-05-12:
Alperne
08-09-11:
Attenberg
 

Læs også...
I temaet Oscar 2011:
 
Nawals hemmelighed
Exit Through The Gift Shop
Oscar-vinderne 2011
Animal Kingdom
True Grit
The Fighter
127 Hours
Rabbit Hole
To på flugt
The Kids Are All Right
Another Year
Oscar-nomineringerne 2011
Black Swan
Winter's Bone
Biutiful
Inception
I Am Love
Harry Potter og dødsregalierne - del 1
Sådan træner du din drage
The Town
The Social Network
Hævnen
Toy Story 3
Alice i Eventyrland [2010]

Dogtooth

Anmeldt af:Frederik Asschenfeldt Vandrup
Genre:Komedie, Drama
Varighed:94 minutter
Instruktør:Yorgos Lanthimos
 
Premieredato:24-02-2011
Medvirkende:Som:
Christos Stergiogloufar
Michele Valleymor
Aggeliki Papouliaældre datter
Mary Tsoniyngre datter
Hristos Passalissøn
Anna KalaitzidouChristina

Ude "not", hjemme bedst
 
Forklaringer er der meget få af i Giorgos LanthimosDogtooth, der føles som en helt uventet blanding af en flad lussing og en flabet bar røv serveret lige i synet på den biografgænger, som gerne vil have underholdning med lidt mere substans end den gennemsnitlige amerikanske komedie. Og det skal denne anmelder ellers nok love for at man får. En sten i skoen, et drag over nakken og en klokkeklar opfordring til at gå ud og opleve verden baseret på egne oplevelser og ikke tage andres tolkninger for gode varer.


Copyright:
Øst for Paradis
Først tilbage til filmen. Uden forklaringer må man gætte og stykke brikker sammen, og det bliver der rig lejlighed i historien om familien i huset på bakken. Farmand er funktionærtype, lidt overvægtig og kørende i en gammel Mercedes. Børnene bor i huset sammen med moderen og alt virker i det hele taget rimeligt om end lidt kunstigt og akavet. For noget er galt. Børnene er store, måske lige i begyndelsen af tyverne, men deres adfærd er barnlig. Er de forkælede eller er de børn? Tonen er skæv fra første indstilling, hvor de tre børn sidder og lytter til et kassettebånd. En kvindestemme læser "dagens ord" op. Almindelige ord, vi godt kender, men med helt andre betydninger end dem, vi normalt tillægger dem. Fællesnævneren er, at alle ordene relaterer sig til verden uden for huset, men sættes på båndet ind i en kontekst, der kan forstås af en person, som slet ikke kender til andet end huset på bakken.
Og det er netop tilfældet. Børnene har aldrig været udenfor huset på bakken, for forældrene har opdraget dem til at tro, at først når deres hundetand falder ud, er man gammel nok til at komme ud af porten og se på den livsfarlige verden, der findes udenfor det massive plankeværk, som indhegner grunden – og behovet for at komme ud er ikke så stort, når man nu har det godt hjemme, hvor der bydes på undervisning, mad og trygge rammer, mens faderen sætter livet på spil og vender tilbage med de beskedne ønsker, man måtte ligge inde med, når man nu ikke kender til andre mennesker eller steder.

Det kan være svært at fatte omfanget af det bedrag, som forældrene har udsat deres børn for, men det forklarer i hvert fald de tre voksne børns barnlige opførsel, der afspejler deres liv i skyggen af de to eneste andre mennesker, hvis eksistens, de kender til: Nemlig deres forældre. Og dog, for i en erkendelse af visse naturlige drifter, så bringer faderen med mellemrum den mutte sikkerhedsvagt fra hans firma med hjem til huset, hvor hun rituelt har sex med den ældste søn, så hans drifter lettes, men denne sprække i bolværket mellem børnene og verden viser sig at være nok, for livet kan trives på ufrugtbar grund, hvis det får chancen – og det, der starter som en simpel byttehandel – en hårbøjle for et slik – viser sig at blive startskuddet til en revolution.


Copyright:
Øst for Paradis
Dogtooth placerer sig med største selvfølgelighed i rækken af kompromisløse samfundsallegorier med træk fra en lang række store europæiske instruktører som Ulrich Seidl, Michael Haneke og til dels vores egen Lars von Trier, når han er mest drilsk, for humoren i filmen er både overraskende og en væsentlig nøgle. Nok er grundtonen alvorlig, men det er absurditetens alvor, som Lanthimos anvender. Man rystes, griner, chokeres og væmmes – og midt i denne ofte støjende kakafoni af følelser rammer hans budskab om menneskeligt formynderis forbrydelser klokkerent. Det er naturligvis skrevet med ekstremernes alfabet, men historien handler dybest set om to personer, der er villige til at bringe umenneskelige ofre og gå til uventede yderligheder for at beskytte deres nærmeste mod verdens ondskab – og gør det ved at bygge en alternativ virkelighed, som de kan styre og kontrollere. Minder det om noget? Religion? Politik? Arbejdspladskultur? Er det i virkeligheden ikke det, vi alle sammen gør i vores daglige virker. Bryder verdensbilledet op i brikker og sammensætter det i nye konstellationer alt efter om vi taler med en medarbejder, en livspartner eller et barn?

Lanthimos har altså fat i selve fundamentet for vores måde at betragte verden på – og han dekonstruerer den fuldstændigt. Der spilles med dødelig alvor, hvilket ofte kun understreger komikken, som når den ældste søn med livet som indsats går løs på en helt ung kat med en hæksaks, fordi katte er de vilde dyr, som slår folk ihjel udenfor hegnet, eller når faderen beordrer hele familien på øvelse som hunde, for at kunne jage katte væk. Midt i absurditeternes totalteater skinner genkendeligheden igennem af flokmentalitetens umyndiggørelse og de kunstige virkeligheder, som man ofte konstruerer "for børnenes skyld". Uden at den konkrete families bevæggrunde forklares er der meget menneskeligt bedrag, der sikkert på samme måde er startet med et "for børnenes skyld", og det er netop det maskespil, som man fremover kommer til at tænke en ekstra gang over, hvis man har gjort sig den anbefalelsesværdige ulejlighed at kigge forbi en biograf, som finder mod og mandshjerte til at sætte den op. Et veltiltrængt spark fra et kompromisløst, gakket og samtidig dybt alvorligt værk. Vuf-vuf.
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Senest anmeldt
Justice League16/11
Rodin16/11
Glasslottet16/11
QEDA16/11
Ballerina9/11
The Killing of a Sacred Deer9/11
Monsieur Verdoux9/11
Den unge Karl Marx9/11
Human Flow9/11
The Shining9/11
Flere bio-anmeldelser
 
Transformers: The Last Knight13/11
It Comes at Night10/11
The Mummy6/11
Filmen om Kaptajn Underhyler23/10
Baywatch20/10
Wonder Woman16/10
Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge9/10
Alien: Covenant6/10
Flere dvd-anmeldelser
 

Quiz
I hvilken film har Keanu Reeves spillet overfor Uma Thurman, Glenn Close og Michelle Pfeiffer?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2017 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google