| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| | | Der mangler 5 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises. |
|
|
|
 |
Captive
| Helvede uden udgang |
| |
Når terror skildres på film, er det oftest noget med eksplosioner i slow motion, svedige forhør hos efterretningstjenesten og en hektisk jagt på de grumme psykopater bag forbrydelsen. Det kan dog også gøres mere lavmælt, tålmodigt og subtilt, som i filippinsk films store instruktørnavn Brillante Mendozas nye film Captive.
 |
Copyright:
Øst for Paradis |
Vi er halvvejs i en flimrende nervøs actionfilm som Paul Greengrass (United 93, de to sidste Bourne-film) kunne have lavet den, og halvvejs i thailandske Apichatpong Weerasethakuls (Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv, Syndromes and a Century) mystiske og meditative kunstfilmjungle. Mendoza bruger kunstfilmens langsommelighed til at lade stofligheden i omgivelserne trænge ind til publikum og lade os registrere de små ændringer personerne gennemgår undervejs for så at bryde af med panisk kaos og alt for virkelig vold. Det er lykkedes for Mendoza at gøre filmen på én gang intens og klaustrofobisk, dvælende og distanceret.
Handlingen i Captive er baseret på en virkelig gidseltagning fra 2001, begået af den islamistiske oprørsgruppe Abu Sayyaf, der kæmper for en selvstændig muslimsk stat i sydfilippinerne. Vi følger gidslerne fra de bliver bortført fra deres ferieresort gennem en månedlang gidseltagning, mens der bliver forhandlet løsesum over satellittelefon og udført halvhjertede redningsaktioner fra den filippinske regeringshær.
Vi får aldrig et væsentligt større overblik over situationen end gidslerne, der trækkes rundt som brikker i et for dem meningsløst spil og præsenteres kun for den baggrundsinformation om gidslerne, som deres bortførere presser ud af dem. Med mindre man netop har læst op på Filippinernes nyere historie, skal man holde tungen lige i munden for at forstå konteksten. Terroristerne vises som mennesker, men uden at hverken de, deres sag eller ideologi bliver frikendt af den grund.
 |
Copyright:
Øst for Paradis |
Gradvist, efterhånden som de andre gidsler frigives, omkommer eller går mere eller mindre frivilligt over på oprørernes side, træder missionæren Thérèse (Isabelle Huppert) frem i billedet som den egentlige hovedperson. Hvor en mere konventionel instruktør ville give os en heltinde, trodsig, modig og med klart aflæselige følelser, får vi her europæisk films queen of cool. Huppert får sine dramatiske scener, men mest er hun bare til stede i billedet med det karakteristiske, køligt observerende, gådefulde udtryk, som hun er bedre til end nogen anden. Man kunne kritisere hende for at underspille de fleste af scenerne, men som troværdig reaktion på magtesløsheden midt i en gidseltagning virker hendes spil præcist og skræmmende i sin isolerede udsigtsløshed.
Undervejs løfter filmen sig op over sit i tiltagende grad desillusionerede mareridtsmateriale i et par næsten overjordiske, meget smukke scener, hvor naturen pludselig giver mere mening end de mennesker der render rundt i den.
Captive kræver tålmodighed og en aktiv indsats for at følge med, men belønner med en oplevelse af at komme næsten for tæt på virkeligheden.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
