| Den nye actionstjerne |
| |
Steven Soderbergh er den amerikanske independentfilms absolutte kamæleon. Instinktivt forfølger han sine impulser med en genkendelig billedstil og en forkærlighed for ikke-lineære fortællinger, og det er også tilfældet i hans første, signaturprægede livtag med actiongenren. Nu vil ærkefans af genren, hvis højdepunkt på mange måder opstod i 80’ernes hårde box office-dueller mellem Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone, nok argumentere for, at Haywire snarere er en coffee table version af en actionfilm end den ægte vare – og man kan være tilbøjelig til at give dem ret. For Haywire er som Soderberghs film er flest – lækker, velplejet, selvreflekterende og sofistikeret.
 |
Copyright:
Nordisk Film |
Vi starter en kold vinterdag i det nord-østlige USA. I sneen sidder en sammenbidt mørkøjet skønhed. Hun går ind på diner, afventer et møde. Daten kommer, de snakker – han vil have hende med sig. Og så går det løs. Slag på slag i en sky af kaffekoppers indhold og feje tricks. Alle kneb gælder, for det gælder overlevelse. Skønheden tager flugten sammen med en tilfældig gæst – og han får fortalt historien om, hvordan hendes uge op til diner-destruktionen er gået. Mallory Kane, som vores hovedperson hedder, er agent i en privat virksomhed, der ordner ting. Som det så ofte går, så er hun nu blevet "tingen", der skal ordnes – også selv om, ja måske netop fordi, hun tidligere har haft et forhold til ejeren Kenneth, men hvem kan hun stole på – og hvem viser det sig, at hun ikke kunne stole på? Det prøver vi at hitte redde i, mens Mallory fortæller historien og samtidig holder tempo på flugten sammen med sit gidsel.
Hovedrollen indtages af den tidligere mixed martial arts-stjerne Gina Carano – en fryd for øjet og en fare for helbredet – og Soderbergh har ganske fornuftigt gjort hende til vores tavse stærke hovedfigur, der løser sine opgaver og ellers bare prøver at overleve i rollen som jaget vildt. Omkring hende myldrer det med kendte ansigter, og Soderbergh må nyde en næsten Woody Allensk anseelse, hvor alle gør alt for at få en lille optræden i hans film. Lige fra Michael Douglas og Antonio Banderas som dukkeførere til Ewan McGregors dobbelttydige eks-kæreste og kollegerne Michael Fassbender og Channing Tatum. De fylder alle godt op, men er biroller i forhold til Mallory Kanes stærke fighter.
 |
Copyright:
Nordisk Film |
Er Soderbergh den nye actionmager i Hollywood? Næppe. Det virker ikke til at være selve mekanikken i genren, der interesserer ham, men snarere forsøget på at destillere genrens elementer. Lydsporet pumper enten effektivt David Holmes’ musik på alle kanaler, eller også er det barberet helt ned til lydeffektfolkets gengivelser af slag mod kød. Kameraindstillingerne bliver næsten til enkeltbilleder som på et storyboard af en actionsekvens og der arbejdes med at fremmane spænding på forskellige måder. Soderbergh anerkender, at han arbejder i en visuel og meget ren genre, men han betragter den på afstand og tilpasser sine forsøg, snarere end han omfavner den og bare leverer varen. Til gengæld kan ikke lade være med undervejs åbenlyst lystpræget at falde ind i kupfilmens tonefald, som han har ramt så godt i sine 3 Ocean's-film. Han elsker rænkespillet, de dobbelte betydninger – alt det avancerede og intellektuelle, som den rene actionfilm fraskriver sig. Haywire er derfor ikke rendyrket action, men en kultiveret humanists forsøg på at indkapsle actionfilmens bestanddele – og resultatet er netop derfor interessant og gennemført lækkert i modsætning til genrens mere upolerede og simple image.
|
| |
| | En pæn bunke trailers og intet andet.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
